Nr.131 - Arealønsker til revision af Fingerplanen

Sagsnr.: 11/18737

 

Beslutningstema

Stillingtagen til udkast til brev til Naturstyrelsen om arealønsker i forbindelse med revision af Fingerplanen.

Sagsfremstilling og økonomi

Naturstyrelsen arbejder netop nu på et forslag til revision af Fingerplanen. Første led i revision af Fingerplanen var Naturstyrelsens debatoplæg og den efterfølgende offentlige debat, som fandt sted i foråret 2011. På baggrund af debatoplægget sendte byrådet den 1. juni 2011 et høringssvar, der blandt andet omhandlede ønsker om, at en række konkrete arealer i Fingerplanen bliver udlagt som byområde. Arealønskerne vedrører hovedsageligt byafrunding af Nivå og Kokkedal, via justering af grænserne mellem byområde, kystkiler og transportkorridor. Disse arealønsker er vist i Fredensborg Kommunes Kommuneplan 2009 (side 58) som ønsker til ’byafrunding på lang sigt’. Arealønskerne har været fremført igennem en årrække af Karlebo og siden Fredensborg Kommune og blev atter påpeget som et ønske i byrådets høringssvar af 1. juni 2011.


En del af arealønskerne ligger i transportkorridoren. Den kommende revision af Fingerplanen kommer til at indeholde en reduktion af transportkorridoren, hvor ved arealønskerne akkurat i denne tid kommer i et nyt lys. I forlængelse af byrådets høringssvar af 1. juni 2011 har administrationen i foråret 2012 derfor anmodet Naturstyrelsen om en dialog om Fredensborg Kommunes arealønsker.


Administrationen var den 4. juni 2012 inviteret til møde med Naturstyrelsen for en nærmere drøftelse af arealønskerne. Administrationen fremlagde de landskabelige og til dels infrastrukturmæssige bevæggrunde for byrådets ønsker om at justere grænserne mellem Fingerplanens byområde, kystkiler og transportkorridor.


Naturstyrelsen oplyste, at forslaget til revision af Fingerplanen er meget nært forestående, og gav derfor kun en uges frist for Fredensborg Kommune til at fremkomme med et konkret forslag til ændrede afgrænsninger. Administrationen har udarbejdet brev, kortskitse og arealopgørelse, som på grund af den meget korte tidsfrist er sendt til Naturstyrelsen med forbehold for godkendelse i økonomiudvalget som fagudvalg for kommuneplanlægningen.    



Bevilling

Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planloven.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At brev af 11. juni 2012 til Naturstyrelsen, inklusive kortskitse og arealberegning godkendes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-06-2012

Sagen udsættes til behandling på ekstraordinært Plan- og Klimaudvalgsmøde samt ekstraordinært Økonomiudvalgsmøde mandag den 25. juni 2012.