Nr.130 - Sammenhængende børne- og ungepolitik

Sagsnr.: 08/12841

 

Beslutningstema

Byrådet skal godkende Sammenhængende børne- og ungepolitik.

Sagsfremstilling og økonomi

I dag findes der i Fredensborg Kommune en generel børne- og ungepolitik, en sammenhængende børnepolitik og en politik for utilpassede børn og unge. Med afsæt i Fredensborg Kommunes vision og de overordnede rammebetingelser er der nu udarbejdet en ny sammenhængende børne- og ungepolitik, der integrerer det generelle børne- og unge område og området for børn og unge med særlige behov.


Baggrund

Siden august 2009 har der været en omfattende inddragelse af ledere, medarbejdere og børn og unge i forhold til, hvad den ny sammenhængende børne- og ungepolitik skal indeholde af temaer. I januar 2010 var Børne- og Skoleudvalget, Social- og Sundhedsudvalget, Fritids- og Erhvervsudvalget samt Kultur- og Turismeudvalget inviteret til et kick-off arrangement, hvor temaer til en ny sammenhængende børne- og ungepolitik blev drøftet. Arbejdet med at kvalificere og indholdsudfylde temaerne fortsatte frem til april 2010, hvor arbejdet med børne- og ungepolitikken blev udsat et år grundet implementering af en omfattende ny skolestruktur i kommunen.


Høring

Den 24. april 2012 blev der som en del af høringsprocessen afholdt en børne- og ungepolitisk konference med ca. 170 forældre, politikere, medarbejdere, ledere, foreninger og andre aktører på børne- og ungeområdet. Konferencen tog udgangspunkt i politikkens temaer med workshops som havde til formål dels at give input til politik og strategier dels inspirere til arbejdet med at implementere politikken.


Udover konferencen blev der ligeledes afholdt en mundtlig høring af to samfundsfagsklasser samt unge fra Ungecenter. Denne høring resulterede i notatet ”De unges stemme”, samt en voxpop som kan ses på kommunens hjemmeside. De unges stemme giver værdifuld input til arbejdet med at målrette indsatser og aktiviteter til de unge.   


Politikken har været i høring hos institutioner, skoler, foreninger og faglige organisationer. Der er modtaget 13 høringssvar, som alle er behandlet og så vidt muligt indarbejdet. Høringssvarene er positive og konstruktive, hvilket har gjort det muligt at indarbejde kommentarerne i vid udstrækning. I høringsoversigten kan høringssvarene læses i deres fulde længde, og det er noteret i hvilket omfang, det er indarbejdet i politikken.    


Temaer og standpunkter

Følgende fem temaer og dertilhørende standpunkter er prioriteret i politikken:


-        Fælles ansvar og samarbejde

Børn og unge mødes af engagerede voksne, der tager et fælles ansvar for at skabe sammenhæng og helhed i barnets liv


-         Læring

Børn og unges læring understøttes af alsidige læringsmiljøer og af kompetente og nærværende medarbejdere


-         Inklusion

Alle børn og unge har ret til at indgå i anerkendende fællesskaber


-         Sund og aktiv livsstil

Alle børn og unge skal have muligheden for en sund livsstil – herunder et aktivt og udfordrende fritidsliv


-         Tidlig indsats og forebyggelse

Fredensborg Kommune prioriterer den tidlige, forebyggende indsats i arbejdet med børn og unge


Bilag

Det er et krav i Lov om Social Service, at der udarbejdes en sammenhængende børnepolitik. Herunder kvalitetsstandarder for sagsbehandlingen i forhold til indsatsen over for børn og unge med behov for særlig støtte, og en plan for en sammenhængende kriminalpræventiv indsats. Disse er bilag til den sammenhængende Børne - og ungepolitik.



Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser

Retsgrundlag

I henhold til Lov om Social Service § 19 stk. 2 og stk. 3 er det lovpligtigt at udarbejde en sammenhængende børnepolitik - herunder Kvalitetsstandarder for sagsbehandlingen i forhold til indsatsen over for børn og unge med behov for særlig støtte samt en plan for en sammenhængende indsats over for ungdomskriminalitet. Disse dokumenter vil være et bilag til den ny Børne- og ungepolitik.

Andre virkninger (handicap, integration, ligestilling, miljø, sundhed)

Børne- og ungepolitikken omfatter alle børn og unge i Fredensborg Kommune. Derfor er såvel integration, handicap, ligestilling og miljø vigtige tværgående aspekter, der skal tænkes ind i arbejdet med børn og unge i kommunen. Politikken understreger bl.a. vigtigheden af mangfoldige fællesskaber med plads til individuelle behov.  

Kompetence

Byrådet

Kommunikation

Den Sammenhængende børne- og ungepolitik med bilag vil være at finde på medarbejderportalen FREDE og kommunens hjemmeside. Her kan borgere og medarbejdere ligeledes læse om, hvordan Børne- og Ungepolitikken er blevet til. Der vil blive udarbejdet plakater med de overordnede politiske standpunkter som hænges op i kommunens institutioner, skoler, biblioteker, idrætshaller mm.    

Indstilling

  1. At den Sammenhængende børne- og ungepolitik godkendes 
  2. At bilag til politikken: Kvalitetsstandarder for sagsbehandlingen i forhold til indsatsen over for børn og unge med behov for særlig støtte godkendes 
  3. At bilag til politikken: Plan for en sammenhængende indsats over for ungdomskriminalitet godkendes

Beslutning i Børne- og Skoleudvalg den 04-06-2012

Anbefaler administrationens indstilling. 


Fraværende: Bo Hilsed (A)

Beslutning i Fritids- og Erhvervsudvalg den 11-06-2012

Anbefaler administrationens indstilling.


Fraværende: Bo Hilsted (A)

Beslutning i Social- og Sundhedsudvalg 2010-2014 den 11-06-2012

Anbefaler administrationens indstilling.


Tinne Borch Jacobsen (V) fraværende.

Beslutning i Kultur- og Turismeudvalg den 13-06-2012

Anbefaler administrationens indstilling  med følgende bemærkning til overskriften i kapitlet om "et sundt og aktivt liv". Ordet kultur skal tilføjes således, at der står: " Alle børn og unge skal have muligheden for et sundt liv - herunder et aktivt og udfordrende kultur - og fritidsliv".


Fraværende: Bo Hilsted (A), Preben Goth (V)

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-06-2012

Anbefaler Kultur- og Turismeudvalgets indstilling.