Nr.122 - Godkendelse af byggeregnskab for boligerne på Højsagervej og Langerødvej.

Sagsnr.: 10/62897

 

Beslutningstema

Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 21. maj 2012 at udsætte denne sag, hvor der skal tages stilling til endeligt byggeregnskab for boligerne på Højsagervej og Langerødvej.



Sagsfremstilling og økonomi

Økonomiudvalget beslutning om at udsætte sagen var begrundet i et ønske om at få følgende belyst:

  1. Hvad er konsekvenserne, hvis kommunen ikke godkender byggeregnskabet?
  2. Hvilke muligheder er der fremadrettet for tilsyn med byggestyring for at imødegå tilsvarende situationer?
  3. Domea inviteres til møde med Borgmesteren med henblik på at redegøre nærmere for sagen.

Administrationen har i det vedlagte bilag svaret på disse spørgsmål og refereret det møde, borgmesteren den 29. maj 2012 afholdt med Domea.


Nedenfor gentages den sagsfremstilling, hvormed sagen blev forelagt Økonomiudvalget på maj mødet:


Boligselskabet Domea har fremsendt endelige byggeregnskaber samt lejebudgettet for ”de skæve huse” på Højsagervej og Langerødvej til kommunen.


Administrationen har haft en længere dialog med boligselskabet om lejebudgetterne, der i første omgang indeholdt en lejeforhøjelse på 28,84 %, hvilket afdelingsmødet ikke havde kunnet godkende.


Administrationen har tilkendegivet over for boligselskabet, at en sådan stigning - og det herefter fremkomne lejeniveau - ikke lever op til de forventninger, kommunen har haft i forhold til at medvirke til at tilvejebringe billige boliger til økonomisk svage borgere.


Ved et senere møde med boligselskabet havde dette udarbejdet et nyt og mere acceptabelt budget, der førte til en lejestigning på 10,07 %. Budgettet forudsatte imidlertid, at kommunen gav dispensation for betaling af ejendomsskatter, hvilket der ikke er hjemmel til.


Administrationen har herefter været i kontakt med Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og her fået bekræftet, at den eventuelle støtte, der skal til for at bringe lejebudgetterne ned på et acceptabelt niveau, skal komme fra ministeriet og ikke fra kommunen.


Forudsætningen for, at ministeriet vil gå ind i en konkret vurdering af støttemulighederne, er imidlertid, at kommunen først har taget stilling til byggeregnskaberne, som derfor hermed forelægges Byrådet til godkendelse.


Ad endeligt byggeregnskab for Højsagervej

Det fremgår af byggeregnskabet og det tilhørende revisionsprotokollat (begge dateret 14. nov. 2011), at byggesummen er overskredet med 2.048.000 kr. eller ca. 28 %.


Den betydelige overskridelse skyldes, at entreprenøren gik konkurs, mens byggeriet foregik. Samtidig blev boligerne ikke leveret, som forudsat færdige fra fabrik, men som vægge, der blev samlet på byggepladsen. I flere tilfælde blev byggeriet skadet som følge af manglende afdækning, hvilket resulterede i skimmelsvampe angreb og betydelige udbedringsarbejder.


Disse forhold har ifølge regnskabet medført ekstra håndværkerudgifter på knap 1,3 mio. kr. og ekstra finansieringsomkostninger på ca. 0,8 mio. kr.

Byggeregnskabet er uden forbehold fra revisionen, men det bemærkes, at det endnu ikke er afgjort, hvordan overskridelsen skal finansieres, og at der føres forhandlinger med ministeriet. Det oplyses endvidere, at der fortsat føres voldgiftssag mod entreprenøren, og at resultatet af voldgiftssagen kan medføre, at byggesummen skal korrigeres.


 

De skæve huse på Højsagervej og Langerødvej omfatter i alt 20 boliger, nemlig 10 boliger a 40 m2 og 10 boliger a 45 m2.. Her ses eksempler på skæve huse på Højsagervej. Hvert hus indeholder 2 lejlilgheder.


Ad endeligt byggeregnskab for Langerødvej

Den samme situation med entreprenørkonkurs og byggeproblemer tegner sig her. Bebyggelsen er opført i forlængelse af byggeriet af boligerne på Højsagervej.


Det fremgår af byggeregnskabet og det tilhørende revisionsprotokollat (begge dateret 14. nov. 2011), at byggesummen er overskredet med 1.619.000 kr. eller ca. 34 %. Dette har ifølge regnskabet medført ekstra håndværkerudgifter på knap 0,8 mio. kr. og ekstra finansieringsomkostninger ligeledes på ca. 0,8 mio. kr.


Byggeregnskabet er uden forbehold, men revisionen bemærker også her, at det endnu ikke er afgjort, hvordan overskridelsen skal finansieres, og at der føres forhandlinger med ministeriet. Det oplyses endvidere, at der fortsat føres voldgiftssag mod entreprenøren, og at resultatet af voldgiftssagen kan medføre, at byggesummen skal korrigeres.


Ad byggeregnskaberne for begge bebyggelser.

Samlet set er de godkendte anskaffelsessummer efter skema B overskredet med 3,6 mio. kr.


Der skal, som nævnt, forhandles med ministeriet om et ekstraordinært statstilskud, der kan bringe lejebudgettet for bebyggelsen ned på et acceptabelt niveau for de særlige lejere, der bor i bebyggelsen. Den foreløbige respons fra ministeriet er positiv.


Domea selv har meddelt, at man er indstillet på at yde et (indtil videre) rente- og afdragsfrit lån på 0,6 mio. kr. Domea er endvidere indstillet på at øge lånet med yderligere op til kr. 0,5 mio., såfremt ministeriets tilskud ikke bliver tilstrækkeligt.


Ministeriet har, som nævnt ovenfor, tilkendegivet, at man først kan tage endelig stilling til statstilskuddet, når kommunen har godkendt de to byggeregnskaber i den form, de har nu og altså uanset den principielle usikkerhed, der er om resultatet af voldgiftssagen. Administrationen anbefaler derfor, at regnskaberne godkendes.


Det bemærkes, at kommunen ikke er involveret i anlægs- eller driftsfinansieringen af boligerne. Boligerne er imidlertid med til at løse en boligsocial opgave for kommunen.




Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssig betydning.



Retsgrundlag

Lov om almene boliger samt bekendtgørelse om skæve boliger.



Kompetence

Byrådet.



Indstilling

1.     At byggeregnskab (skema C) for afdeling 6804 Højsagervej godkendes.

2.    At byggeregnskab (skema C) for afdeling 6805 Langerødvej godkendes. 

3.    At Byrådet udtaler, at man finder det kritisabelt, at anlægsbudgetterne ikke har kunnet overholdes, og opfordrer Ministeriet til at yde størst muligt støtte til byggeriet, således at lejen kan holdes på et rimeligt niveau.


Beslutning i Økonomiudvalget den 18-06-2012

Sagen udsættes da Økonomiudvalget ikke finder Domeas redegørelse tilfredsstillende og ønsker endnu engang forholdene undersøgt og Domeas ansvar belyst.