Nr.212 - Godkendelse af program og bylivsstrategi for Fremtidens Nivå Bymidte

Sagsnr.: 18/5525

 

Beslutningstema

Byrådet skal godkende Program og Bylivsstrategien for Fremtidens Nivå Bymidte (se bilag 1), herunder også processen for den strategiske byudviklingsplan. Desuden skal Byrådet tage stilling til processen for kåring af en vinder af opgaven med den strategiske byudviklingsplan for Fremtidens Nivå Bymidte, administrations indstillingspunkter 1, 2 og 3.

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget skal endvidere udpege repræsentanter fra eget udvalg til at sidde i bedømmelsesudvalget, administrationens indstillingspunkt 4.

 

Sagsfremstilling og økonomi

Program og bylivsstrategi
Program og bylivsstrategien for Fremtidens Nivå Bymidte markerer afslutningen på den første fase af projektet for Fremtidens Nivå Bymidte.

 

Program og bylivsstrategien er udarbejdet i samarbejde med de såkaldte kerneaktører, KFI, MT Højgaard, DSB, VIBO og Fredensborg Forsyning, da de skal bidrage til at realisere visionerne for bymidten.

 

Der har været etableret et planværksted i centeret, og det har været med til at sikre en åben og bred kommunikation med borgere og foreninger, som har bidraget til at sætte ord på Nivås kvaliteter og potentialer, og kommet med input til, hvordan Nivå Bymidte igen kan blive stedet, hvor alle generationer af Nivå borgere mødes. Udover de mange input, som der er kommet i forbindelse med afholdelse af temamøder og dialog med borgere og foreninger i planværkstedet, er der indkommet 4 skriftlige input til udviklingen af Fremtidens Nivå Bymidte (se bilag 4).

 

Herudover er der blevet gennemført følgende analyser: trafikanalyse (se bilag 2), kortlægning af behov for regnvandshåndtering (se bilag 3), regional detailhandelsstruktur, boligudbud, regional synlighed, synergi mellem funktioner i Generationernes Hus samt klassisk potentialekortlægning. Analyserne, input fra borgere, interessenter og kerneaktører er samlet i programmet og bylivsstrategien (se bilag 1).

 

Program og bylivsstrategien for Fremtidens Nivå Bymidte indeholder følgende 4 kapitler; Vi mødes i Nivå, Fremtidens Nivå Bymidte, Opgavebeskrivelse og udbud samt Bylivsstrategi.

  • Kapitel 1 ”Vi mødes i Nivå” beskriver en by med enestående natur- og kulturkvaliteter og en tradition for at mødes i stærke sociale fællesskaber. Herudover kaster den et blik på Nivå i et regionalt perspektiv i forhold til boligudbud, synlighed og detailhandel.

 

  • Kapitel 2 ”Fremtidens Nivå Bymidte” fastsætter hovedprincipperne for den fysiske omstilling af Nivå Centret til en bymidte.

 

 

  • Kapitel 3 ”Opgaveformulering og udbud” beskriver med afsæt i visionen for Fremtidens Nivå Bymidte opgaven med udviklingen af den strategiske byudviklingsplan samt udbudsbetingelser.

 

  • Kapitel 4 ”Bylivsstrategien” opstiller principper for, hvordan bylivsinitiativer og events, udviklet og drevet i samarbejde med ildsjæle, kultur- og fritidsforeninger og Fredensborg Kommune, kan bidrage til at bylivet udfoldes og udvikles i takt med at Fremtidens Bymidte etableres. Herudover beskrives principper for involvering, der skal sikre bredt ejerskab til udviklingen.

Programmet og bylivsstrategien danner samlet et solidt og ambitiøst grundlag for fase 2 i projektet, som omfatter udarbejdelse af en strategisk byudviklingsplan Fremtidens Nivå Bymidte.

 

Intentionen med den strategiske byudviklingsplan er, at den skal skabe en nytænkende, robust og realiserbar ramme for den fysiske omstilling af Nivå Centret til Fremtidens Nivå Bymidte. Planen skal vise vejen for, hvordan vi fremover kan skabe byliv og sammenhængskraft i en forstad som Nivå, og den skal styrke Nivås identitet og attraktion.

 

Proces
Processen for den strategiske byudviklingsplan er tilrettelagt i 3 faser:

  1. Udbudsproces,
  2. Bebyggelsesplan for etape 1
  3. Strategiske principper for hele Nivå, etapeplan for Fremtidens Nivå Bymidte samt input til byggeprogram for Generationernes Hus
     

Formålet med udbudsprocessen i fase 1 er at finde frem til et robust og nytænkende hovedgreb for Fremtidens Nivå Bymidte samt kåre en vinder af opgaven med at den strategiske byudviklingsplan.

 

I fase 2 skal der med afsæt i hovedgrebet skitseres en bebyggelsesplan for etape 1, der indeholder 2 dagligvarebutikker på i alt 2.400 m2 samt 8.500 m2 boliger. Bebyggelsesprocenten for etape 1 fastsættes til 45 % og med maksimalt 4 etager, hvilket forholder sig til den gældende kommuneplanramme NC 01 for Nivå Center og Station. Lokalplanen forventes endeligt vedtaget i september 2019.

 

Fase 3 indeholder de øvrige leverancer i den strategiske byudviklingsplan og forventes afsluttet november 2019.

 

Sideløbende med den strategiske byudviklingsplan vil der i samarbejde med ildsjæle, foreninger og borgere iværksættes bylivsinitiativer og erfaringer herfra vil blive implementeret i den strategiske byudviklingsplan. Desuden arbejdes der for, at Planværkstedet eller et alternativt tomt lokale i Nivå Centret, kan fortsætte og dermed sikre kommunikation og dialog i udviklingen af den strategiske byudviklingsplan. Det vil i den forbindelse være oplagt, at give foreninger mulighed for at afholde bylivsfremmende aktiviteter i lokalet.

 

Udbudsproces
Udbuddet af opgaven om udvikling af en strategisk byudviklingsplan for Fremtidens Nivå Bymidte afvikles i 2 del-faser med en indledende åben prækvalifikation efterfulgt af en udbudsproces med forhandling for 3 indbudte teams. I processen vil der blive afholdt 2 informationsmøder med henblik på at formidle opgaven så præcist og grundigt som muligt.

 

Kåring af en vinder af opgaven med den strategiske byudviklingsplan skal forankres politisk og i den strategiske projektstyregruppe. Det vurderes, at selve udvælgelsen af tværfaglige teams kan besluttes af projektorganisationen og med orientering af Plan-, Miljø- og Klimaudvalget. Kåring af vinder af opgaven med den strategiske byudviklingsplan indeholder en bedømmelse af hovedgrebet for Fremtidens Nivå Bymidte, som vil sætte retningen for udviklingen af den strategiske byudviklingsplan.

 

Planmæssige beslutninger varetages af Plan-, Miljø og Klimaudvalget, hvorfor det anbefales, at udvalget udvælger 3-4 repræsentanter til et bedømmelsesudvalg. Bedømmelsesudvalget anbefales herudover at bestå af borgmester samt direktører fra Fredensborg Kommune og projektchef fra Realdania. Det anbefales, at den strategiske projektstyregruppe indstiller kåring af en vinder til beslutning i bedømmelsesudvalget.

 

Organisering
Organiseringen af projektet er skitseret på side 73 i program og bylivsstrategien. Af tekst og organisationsdiagram fremgår det, at der i projektet er nedsat en strategisk projektstyregruppe, som udover direktører i Fredensborg Kommune også tæller Realdania, KFI, MT Højgaard, DSB, Fredensborg Forsyning A/S samt VIBO. Den strategiske projektstyregruppe indstiller væsentlige drøftelser til beslutning i Fredensborg Kommunes direktion.

 

I projektet er der desuden nedsat en 3 arbejdsgrupper, én for den strategiske byudviklingsplan, én for Generationernes Hus samt én for byliv. Herudover er der 3 fokusgrupper, som bidrager med råd og vejledning til udvikling af den strategiske byudviklingsplan. Fokusgrupperne tæller Nivå på Tværs, repræsentanter for foreninger i Nivå samt Generationernes Råd, der er en gruppe af lokale borgere, der er mangfoldigt sammensat i forhold til køn, alder og etnicitet.

 

Byrådets arbejdsgrundlag
Projektet Fremtidens Nivå Bymidte ligger i tråd med visioner formuleret i byrådets arbejdsgrundlag. Her fremgår det blandt andet, at Byrådet ønsker at kommunens bygninger, byrum og rekreative naturområder skal danne rammen om den gode og aktive hverdag for alle aldre. Ligesom at byrum skal tilpasses udviklingen i detailhandlen, og at der er brug for nye perspektiver for kommunens bymidte og nytænkning i anvendelsen af byens rum, hvilket er centralt for projektet. Desuden vil der i udviklingen af den strategiske byudviklingsplan samt Generationernes Hus blive arbejdet med at inddrage kommende brugere, borgere og foreninger med henblik på, at nytænke brugen af kommunale kvadratmetre i det fremtidige Generationernes Hus.

 

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

 

Andre virkninger (FN's Verdensmål m.m.)

Projektet Fremtidens Nivå Bymidte bidrager til en realisering af FN’s 11 verdensmål, som har til formål at sikre byer, lokalsamfund og bosættelser inkluderende, sikre, robuste og bæredygtige. Dette handler blandt andet om, at der gennem inddragelse og dialog skal skabes offentlige og mangfoldige byrum.

Kompetence

Byrådet.

 

Indstilling

  1. At Program og Bylivsstrategi for Fremtidens Nivå Bymidte godkendes.
  2. At forslag til proces for den strategiske byudviklingsplan godkendes.
  3. At forslag til udbudsproces godkendes.
  4. At der udpeges 3-4 repræsentanter fra Plan-, Miljø- og Klimaudvalget til at sidde i bedømmelsesudvalget.

 

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget (18-21) den 05-09-2018

Anbefaler den administrative indstilling punkt 1-4 med følgende uddybende bemærkninger:

 

  • At bebyggelsesprocenter i det stationsnære område ville kunne hæves og at man gerne ser en større dagligvarebutik indgå som mulighed.

 

I forhold til indstillingens punkt 4 ændres denne til:

 

  • At formand og næstformand samt en repræsentant fra hvert af de øvrige partier i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget udpeges til at sidde i bedømmelsesudvalget. Udvalget indstiller ud over formandsskabet: Mie Stattau (V), Carsten Nielsen (A) Hanne Berg (F) og Thomas von Jessen (C).

 

Høringssvar fra Seniorrådet indgik i sagens behandling. Seniorrådet vil naturligt blive inddraget,  når dette er relevant.

 

F tager forhold for en øget bebyggelsesprocent.

Beslutning i Økonomiudvalget (18-21) den 24-09-2018

Anbefaler Plan-, Miljø – og Klimaudvalgets indstilling, idet Økonomiudvalget anbefaler, at borgmester og kommunaldirektør ligeledes udpeges til bedømmelsesudvalget og at bebyggelsesprocenten skal ses under et for hele området

 

 

Hanne Berg (F) tager forhold for en øget bebyggelsesprocent.