Nr.19 - Godkendelse af takster for vand 2018, I/S Langstrup Vandværk

Sagsnr.: 17/25755

 
Hans Nissen (A)

Beslutningstema

Godkendelse af I/S Langstrup Vandværks takster for 2018.

Sagsfremstilling og økonomi

I/S Langstrup Vandværk er det ene af to mindre private vandværker, som sammen med Fredensborg Forsyning forsyner kommunen med drikkevand.

 

Vandværkets takster skal iflg. vandforsyningsloven godkendes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor vandværket er beliggende, efter indstilling fra anlæggets ejer.

 

Vandværket har sendt forslag til takstblade pr. 1. januar 2018 til Byrådets godkendelse.

 

De eneste ændringer der er påført takstbladet for 2018 er ændringerne i de statsregulerede afgifter, ellers er samtlige takster og gebyrer uændrede i forhold til 2017. Takstbladet er vedlagt som bilag.

 

Sammen med takstbladet for 2017 har vandværket fremsendt årsrapport 2016/2017 for perioden 1. april 2016 – 31. marts 2017 samt budget for 1. april 2017 – 31. marts 2018 til Byrådets orientering.

 

Det fremgår af årsrapporten, at der ikke har været væsentlige vedligeholdelsesarbejder vedrørende værket og grunden. Vandværket har foretaget en digitalisering af ledningsnettet, men dette er klaret indenfor det budgetterede beløb. Samlet set går vandværket ud af regnskabsåret med et overskud på 120.000 kr.

 

Vandværket har fået ny bestyrelse, som i de kommende år vil igangsætte arbejdet med renovering af ledningsnettet. Det forventes at der i 2017/2018 skal bruges 150.000 kr. på udskiftning af forsyningsledninger.

 

Derudover fremgår der ikke større udskiftnings- eller forbedringsarbejder af budgettet for 2017/18. Vandværket budgetterer med et forventet overskud på 109.000 kr.

 

Vandværkets regnskabsperiode løber fra april til marts. Vandværkets regnskab er ikke udarbejdet som en virksomhed i regnskabsklasse A jf. Årsregnskabsloven (Lovbek. nr. 1580 af 10/12/2015). Vandværket har de sidste par år afsluttet regnskabsåret med overskud, således at vandværket i 2017 har anført en egenkapital på 2.79 mio. kr. i regnskabet.

 

Vandværket har i begrundelsen for fastholdelsen af taksterne anført at vandværket forudser store udgifter til renovering af ledningsnettet (samlet anslået 2.6 mio. kr.) i de kommende år, samt at der i 2018/2019 skal foretages udskiftning af alle vandmålere hos forbrugerne (anslået udgift på 200.000 kr.)

 

Administrationen vurderer, at I/S Langstrup Vandværk skal arbejde mod af følge årsregnskabsloven og aflægge regnskabet som en virksomhed i regnskabsklasse A. Derudover skal der fremover fremsendes et flerårigt budget, således at det fremgår tydeligt, at taksterne afspejler de faktiske udgifter forbundet med administration og drift af vandværket, og det er tydeligt at der ikke oparbejdes et systematisk overskud (”hvile i sig selv princippet”).

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Lovbek. nr. 125 af 26/1 2017 om vandforsyning mv. § 58 (vandforsyningsloven)

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At I/S Langstrup Vandværk takster for 2018 for vandforsyning godkendes.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget (18-21) den 09-01-2018

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget (18-21) den 22-01-2018


Anbefaler Plan-, Miljø– og Klimaudvalgets indstilling. Ulla Hardy-Hansen(C) tog forbehold.