Nr.14 - Håndtering af indskud for bådplads i Nivå Havn

Sagsnr.: 17/12709

 
Hans Nissen (A)

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til bevilling til finansiering af tab for kommunen på ordningen for indskud for bådplads i Nivå Havn.

Sagsfremstilling og økonomi

Opsummering

I Nivå havn har reglerne tidligere været sådan, at bådpladsejere der træder ud af havnen, får refunderet et beløb svarende til den aktuelle indskudstakst. Det betyder f.eks., at en bådpladsejer der i år 2003 har betalt et indskud på 36.900 kr., skal have 48.200 udbetalt fra havnen, hvis han opsagde sin bådblads i 2017. Disse regler er lavet om fra 2016, således at bådpladsejere der er kommet til efter denne dag alene får samme indskud tilbage, som de har indbetalt.


De gamle regler har imidlertid betydet, at der gradvist er oparbejdet en større og større forpligtigelse hos kommunen og realiseret et tab i takt med, at bådpladsejere har fået udbetalt mere end de har indbetalt. Tabet har hidtil været registreret på en mellemregningskonto, men kommunens revision har bemærket, at tabet skal regnskabsføres. Det realiserede tab udgør ultimo 2017 4,1 mio. kr., som der derfor i regnskab 2017 skal anvises finansiering til. Administrationen anbefaler, at tabet delvist finansieres ved havnens tilgodehavende i kommunen, delvist gennem et kassetræk. Administrationen anbefaler samtidig, at de forventede fremtidige tab årligt håndteres i forbindelse med regnskabets afslutning, når årets faktiske tab er kendt. 


Samtidig anbefaler administrationen, at Fritids- og Idrætsudvalget efter behandling i Nivå Havns driftsbestyrelse drøfter den fremtidige takstpolitik for havnen.


Problematikken har tidligere været politisk drøftet, dels i forbindelse med kommunesammenlægningen, dels ved ændringen af reglerne for indskud i 2016. Nedenfor følger en grundigere redegørelse for sagens aspekter.


Sagens indhold

Fredensborg Kommunes revision efterlyser i deres besøgsnotat for 2016 et overblik over kommunens forpligtelser[1] overfor bådpladslejerne i Nivå Havn og Strandpark. Såfremt dette ikke håndteres i forbindelse med kommunens regnskab 2017, forventes en revisionsbemærkning til regnskab 2017.


En væsentlig del af tabet skyldes, at bådpladslejerne gennem tiden (frem til 1. april 2016, hvor reglerne blev ændret) automatisk har fået opskrevet deres indskud for en bådplads i Nivå Havn svarende til indskud for nye bådpladslejere. Dermed er der gennem tiden tilbagebetalt mere til bådpladslejerne, end der er indbetalt i indskud. Dette tab svarer til den årlige fremskrivning af indskud pr. bådplads, der har været siden havnens begyndelse.

 

Udover tabet som følge af fremskrivningen af indskud, har det ved en gennemgang af dokumenter fra midten af 1980’erne vist sig, at de indskud (anlægsindskud), der blev indbetalt ved havnens tilblivelse, blev anvendt til havnens 1. og 2. etapeudbygning (se bilag 1).

 

I det oprindelige regulativ for Nivå Havn, godkendt af Byrådet d. 18. marts 1987, fremgår bl.a. følgende:

 

Bådpladslejernes anlægsindskud finansierer de til forsyningsvirksomheden allerede afholdte anlægsudgifter. Registreret underbalance for 1. og 2. anlægsetape udlignes ved såvel opsamlet driftsoverskud i regnskabsårene 1983 til 1986, som tilvejebragt merindtægt over årligt driftsbudget i max. 5 år fra 1.1.1987”.

 

Som det fremgår af citatet fra Regulativet ovenfor, skulle Nivå Havns driftsoverskud finansiere, at anlægsindskuddene var blevet anvendt til udbygning af havnen. Da der ikke er adgang til økonomidata fra dengang, er det desværre ikke muligt at finde ud af, om dette er sket. Størrelsen af det den samlede økonomiske forpligtigelse (16,9 mio. kr.) kunne tyde på, at der ikke er overført driftsoverskud fra havnens ”beholdningskonto” til kontoen for afregning af indskud. Der står pr. december 2017 kr. 2.788.703,61 på ”beholdningskontoen”, som er den konto, hvor havnens driftsoverskud blev overført til før 1. april 2016.


Beholdningskontoen kunne bidrage til finansiering af det frem til og med 2017 realiserede tab.


Med den nuværende driftsoverenskomst, der trådte i kraft d.1. april 2016, overføres der ikke længere overskud/underskud til beholdningskontoen. Midlerne på ”beholdningskontoen” kan frigives af Byrådet til udvikling af Nivå Havn.

 

Som følge af ovenstående to forhold har kommunen oparbejdet et økonomisk tab, som der skal findes en bevilling til.


Det skal nævnes, at indbetalinger/udbetalinger vedr. indskud afregnes over en mellemregningskonto og er derfor ikke en del af Nivå Havns og Strandparks driftsregnskab, men er en del af kommunens regnskab. Ind- og udbetalinger vil ligeledes være en del af kommunens kassebeholdning.

 

Takster for indskud for bådplads i Nivå Havn og Strandpark

I Nivå Havn og Strandpark er der pr. ultimo december 2017 2017 indbetalt indskud for 385 pladser (312 store pladser og 73 små pladser) jf. tabel 1 nedenfor. Derudover er der en række pladser, hvor der ikke er indbetalt indskud som fx faste sæsonplader og salgsbare pladser. Der 426 bådpladser i alt.

 

Tabel 1: Antal bådpladser i Nivå Havn og Strandpark, hvor der er indbetalt indskud

Bådpladser Nivå Havn

Antal

Store pladser hvor der er betalt indskud

312

Små pladser hvor der er betalt indskud

73

I alt

385

 

Der er to takster for indskud for en bådplads i Nivå Havn og Strandpark (én for store pladser og én for små pladser). Prisen for indskud for en bådplads i Nivå Havn og Strandpark reguleres årligt i forhold til udviklingen i nettoprisindekset. Taksterne godkendes endeligt af Byrådet i selvstændig sag om borgerrettede takster. I 2017 er taksten for store bådpladser steget med 240 kr. fra 47.960 til 48.200 og taksten for små pladser er steget med 54 kr. fra 10.670 kr. til 10.724 kr.

 

Regler for tilbagebetaling af indskud gældende frem til 1. april 2016

I reglerne for tilbagebetaling af indskud gældende frem til 1. april 2016, fik bådpladslejeren ved lejemålets ophør tilbagebetalt indskudsbeløbet fremskrevet til det beløb, der fremgik af takstbilaget for det år, ophøret fandt sted.

 

Reglen om, at bådpladslejere skal have refunderet deres indskud reguleret efter de aktuelle takster, går langt tilbage i tiden og blev i sin tid bekræftet i forbindelse med kommunesammenlægningen, hvor reglen formuleredes således:

 

”Bådpladslejere med fast lejemål indbetaler et anlægsindskud/depositum der ifølge kommunens takstbilag for 2007 er fastsat til kr. 9.065 pr. plads ved Bro C (jollepladser) og kr. 40.742 pr. plads ved øvrige bådebroer.

 

Ved lejemålets ophør tilbagebetales indskudsbeløbet reguleret til det beløb, der fremgår af takstbilaget for det pågældende år.

 

Ved genudleje af bådpladser indbetales det da senest regulerede indskud/depositum.”

 

Som følge af ovenstående regler for tilbagebetaling af indskud har kommunen gennem tiden altså tilbagebetalt mere, end der er kommet ind i indskud. Det forhold var medvirkende til, at Byrådet ændrede reglerne for tilbagebetaling af indskud i forbindelse med den nye organisering af Nivå Havn og Strandpark, som trådte i kraft d. 1. april 2016.

 

Regler for tilbagebetaling af indskud gældende efter 1. april 2016

De nuværende regler, gældende efter 1. april 2016, betyder, at der for alle lejemål, der indgås efter 1. april 2016, ikke foretages nogen regulering af indskuddet i forbindelse med lejemålets ophør. Det betyder, at det beløb, bådpladslejeren har indbetalt som indskud, er det samme bådpladslejeren får tilbagebetalt, når lejemålet ophører.

 

For så vidt angår de bådpladslejere, der har indbetalt depositum før 1. april 2016, vil indskuddet fortsat blive reguleret i en overgangsårrække, der vil fortsætte, indtil der ikke er flere lejere på den ”gamle” ordning. Så længe der er bådpladslejere på den ”gamle” ordning, vil kommunen skulle tilbagebetale mere, end der i sin tid er blevet indbetalt.

 

Bådpladslejere på ”ny” og ”gammel” ordning holdes teknisk adskilt på hver sin mellemregningskonto.

 

Tabet/indskuddet pr. ultimo 2017 på de to konti fremgår af nedenstående tabel 2 nedenfor.


Tabel 2: Tab/Indskud på konti for indskud Nivå Havn pr. ultimo december 2017

Ordning for tilbagebetaling af indskud

Tab/Indskud pr. ultimo 2017

”Gammel” ordning – frem til 1. april 2016

4.111.938

”Ny” ordning – efter 1. april 2016

-2.932.080

+ Tab, - Indskudsbeløb

 

Saldoen på kontoen for ”gammel” ordning udgjorde ved kommunesammenlægningen pr. 1. januar 2007 kr. et tab på 1.173.871 kr.

 

Økonomisk forpligtigelse for kommunen pr. ultimo december 2017

Tabel 3 nedenfor viser den samlede økonomiske forpligtigelse for kommunen ultimo december 2017. Forpligtigelsen er beregnet ved at gange antallet af bådpladslejere, der er tilbage på den ”gamle” ordning med taksten for 2017. Dette beløb (12.773.696 kr.) skal lægges til det realiserede tab pr. ultimo december 2017 på kontoen for den ”gamle” ordning (4.111.938 kr.).

 


 

Tabel 3: Kommunens økonomiske forpligtigelse og tab vedr. bådpladslejere på ”gammel” ordning opgjort pr. ultimo december 2017

Bådpladser

Antal bådpladser i alt, hvor der er indbetalt indskud

Antal bådpladser på ”gammel” ordning, hvor der er indbetalt indskud

Takst 2017 (kr.)

Forpligtigelse/Tab

Store bådpladser

312

253

48.200

12.194.600

Små bådpladser

73

54

10.724

579.096

I alt, forpligtigelse*

12.773.696

Tab opgjort for bådpladslejere på ”gammel” ordning

4.111.938

Samlet økonomisk mellemværende for kommunen

16.885.634

*Forpligtigelse svarer til det tilgodehavende, som de nuværende bådpladslejere på ”gammel” ordning, har til gode pr. ultimo december 2017.

 

Det vil ikke være det fulde beløb, der skal gives bevilling til i 2017, men ”kun” det realiserede tab på kontoen for bådpladslejere på ”gammel” ordning pr. ultimo 2017. Tabet udgør 4.111.938 kr., pr. ultimo december 2017. Bådpladslejere på ”gammel” ordning, som fortsat har en bådplads i Nivå Havn, har et tilgodehavende hos kommunen. Beløbet udgør 12.773.696 kr. pr. ultimo december 2017. Beløbet vil blive registreret over balancen som en forpligtelse til bådpladslejerne.

 

En måde at reducere det fremtidige økonomiske tab på er at fastfryse taksten i 2019 til 2018 niveauet eller gradvist sænke indskuddet. Det vil sige, at bådpladslejere på den ”gamle” ordning ikke længere vil få fremskrevet deres depositum. De vil fortsat få udbetalt mere, end de har indbetalt, men beløbet vil ikke stige efter 2018.

 

Det har været vurderet, om det juridisk vil være en mulighed at lade bådpladslejerne på ”gammel” ordning blive omfattet af de samme regler, som gælder de bådpladslejere, der er kommet til efter 1. april 2016. Det vurderes imidlertid ikke muligt.

 

Indtægten fra en ny bådpladslejer bliver sat ind på kontoen for den ”nye” ordning jf. tabel 2. Når alle bådpladslejere er på den nye ordning, vil der stå et relativt stort millionbeløb her, som er bådpladslejernes tilgodehavende hos kommunen. Da der på det tidspunkt ikke længere er nogen bådpladslejere, der vil få deres indskud fremskrevet, vil der ikke længere skulle registreres et tab i regnskabet for kommunen.

 

Da den nye indskudskonto stiger i takt med, at tabet på gammel ordning realiseres, vil tabene ikke påvirke kommunens kassebeholdning.


[1]Hvad bådpladslejerne har til gode hos Fredensborg Kommune.

Bevilling

Bevillingstabel

 

Forventet merforbrug/finansiering

(1.000 kr.)

Bevillingsområde

2017

2018

2019

2020

2021

2022

Politikområde 17 – Finansiering

4.112

 

 

 

 

 

Beholdningskonto

-2,788

 

 

 

 

 

Kassen

-1,324

 

 

 

 

 

I alt

0

        0

0

0

0

0

Negativt fortegn er indtægt (fx betyder -100, at der er en besparelse på 100.000 kr.)

 

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At det realiserede tab for 2017 på 4,112 mio. kr. finansieres af
    1. dels træk på 2,788 mio. kr. af Nivå Havns beholdningskonto
    2. dels et træk på kassen i 2017 regnskabet på 1,324 mio. kr.
  2. At fremadrettede økonomiske tab gøres op ultimo hvert år og håndteres bevillingsmæssigt af Byrådet i januar måned. 
  3. At administrationen i samarbejde med driftsbestyrelsen for Nivå Havn og Strandpark og via Fritids- og Idrætsudvalget kommer med forslag til en ny takstmodel for Nivå Havn og Strandpark gældende fra 2019.

Beslutning i Økonomiudvalget (18-21) den 22-01-2018


Udvalget indstiller til byrådet, at udgiften på 4,112 mio. kr. finansieres af kassen. Det præciseres at bevillingen gives til politikområde 5.


Udvalget anbefaler endvidere den administrative indstillings punkt 2 og 3


Kristian Hegaard (B), Lars Simonsen (B) og Hanne Berg (F) stemte imod og anbefaler at følge administrationens indstillinger.