Nr.41 - Fundraisingstrategi

Sagsnr.: 10/8697

 

Beslutningstema

Økonomiudvalget godkender Fundraising strategi 2018-2020.


Økonomiudvalget tager fundraising oversigten for 2016 og 2017 til efterretning.


Økonomiudvalget tager oversigten over de væsentligste fonde og deres aktuelle fokusområder til efterretning.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund


Fredensborg kommune har i 2016 og 2017 oplevet et fald i antallet af kommunale ansøgninger til fonde og puljer sammenlignet med tidligere år.  Det har resulteret i, at kommunen har tiltrukket færre eksterne midler. På denne baggrund har administrationen udarbejdet en strategi med det formål at imødegå nogle af de forandringer, der er sket på fundraising området de senere år. Strategien indeholder fire strategiske mål: Innovation og udvikling, Effekt for borgerne, Merværdi og Branding samt Samarbejde og Partnerskaber.


Fundraisingoversigten for 2016-2017


I årene 2016 og 2017 er der i alt bevilliget ekstern finansiering på lidt over 13 millioner kroner til 33 forskellige projekter og initiativer. Heri indgår en række projekter på beskæftigelsesområdet, hvor Center for Job og Uddannelse har fået midler fra Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering. Derudover er projekterne bredt fordel både i kommunen, men også fordelt på private fonde og statslige puljer. Af oversigten fremgår også andre projekter, hvor kommunen ikke er primær modtager af eksterne midler, men spiller en samarbejdsrolle eller på anden måde er involveret. Det gælder eksempelvis Bredbåndspuljen.


Fundraising-strategi 2018-2020


Fundraising-strategien 2018-2020 er vigtig for kommunens arbejde med fundraising i særligt to henseender.

For det første skal strategien fungere som en politisk og ledelsesmæssig retningsgiver for det strategiske arbejde med fundraising og understøtte fundraising-perspektivet i administrationens løbende udviklingsarbejde samt i indsatser med bredere, tværgående og mere udviklingsstrategiske dagsordner.


Strategien stiller og besvare spørgsmålene – Hvorfor fundraising? Og hvad får Fredensborg kommune som organisation ud af at arbejde strategisk med fundraising? På den baggrund formuleres 4 strategiske mål for kommunens fundraising, som sigter at svare på, hvad vi skal sigte mod, hvis vi skal opnå øget succes med fundraising. Strategien opstiller dernæst 4 principper for, hvordan Fredensborg Kommune konkret arbejder med fundraising.

For det andet er strategien et dokument, som signalerer til fonde og andre eksterne partnere, at kommunens arbejde med fundraising er seriøst, systematisk og nyder politisk og administrativ ledelsesopbakning.


Implementeringsplan


Fundraising-strategiens understøttes af en implementeringsplan på administrationsniveau, der beskriver mere detaljeret, hvordan fundraising-opgaven skal organiseres, så den løfter udviklingen af den decentrale fagspecifikke indsats såvel som de bredere strategiske udviklingsprojekter. Planen er en konkretisering af den administrative implementering og afklarer spørgsmål om bl.a. ledelsesansvar, organisering og rollefordeling, arbejdsprocesser og kommunikation.

Strategien understøttes ligeledes af et  overordnet notat med en kort introduktion til de væsentligste puljer og fondes aktuelle strategiske fokusområder. Dette notat har til formål at skabe overblik og inspiration til hvor der er fundraising potentiale.



Aktuelle potentialer for fundraising i Fredensborg Kommune


Kommunens planstrategi ’Fremtidens Fredensborg Kommune’ har på tværs af alle 4 bysamfund aktuelt gode potentialer for at tiltrække ekstern finansiering til flere af de skitserede udviklingsprojekter. Ligeledes er der også gode potentialer i forhold til at tiltrække ekstern finansiering til nye projekter, der vil skabe synergieffekter på tværs af anlægsprojekterne og i sammenhæng med andre problemstillinger end selve anlægsprojekterne. De potentialer kan fundraisingstrategiens fire strategiske mål og fire principper være med til at løfte.


En trend blandt en del af de store fonde er en øget indsats rettet mod arbejdet med socialt udsatte. Eksemplevis har Mærskfonden etableret en pulje på 750 millioner til at udvikle nye og bedre indsatser for socialt udsatte. Både Egmont-fonden og Velux-fonden har ligeledes et øget fokus på at udvikle det sociale arbejde for de borgere, som i dag lever på kanten af samfundet. Samtidig stiller fondene dog også større krav til ansøgerne om eksempelvis klare effektmålinger, forankring samt samarbejde med borgere og civilsamfundsaktører. Set over et, arbejder fondene med et mere langsigtet fokus på en række strategisk udvalgte komplekse samfundspolitiske udfordringer end tidligere.

Det fordrer, at kommunerne for at tiltrække fondenes finansiering må løfte deres udviklingsprojekter op fra det lokale perspektiv og give dem en mere strategisk og sammenhængende form og tydeliggøre, hvordan de adresserer de bredere samfundsmæssige udfordringer. Den opgave, er Fredensborg Kommunes Fundraising-strategi 2018-2020 et bidrag til at løfte.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Økonomiudvalget.

Kommunikation

Fundraisingstrategien kommer på hjemmesiden.

Fundraisingstrategien, gode historier og redskaber gøres tilgængelige for alle på medarbejderportalen HosFrede.

Indstilling

  1. At økonomiudvalget godkender den fremlagte fundraisingstrategi.
  2. At økonomiudvalget tager oversigten over de væsentligste fonde og deres aktuelle fokusområder til efterretning.
  3. At økonomiudvalget tager fundraisingoversigten for perioden årene 2016 og 2017 til efterretning.