31-01-2018 kl. 17:30
Lilletrommen

Medlemmer

Ulla Hardy-Hansen (C)

Carsten Nielsen (A)

Carsten Wulff (V)

Tinne Borch Jacobsen (V)

Kristian Hegaard (B)

Bettina Bové (B)

Charlotte Bie (I)

Afbud

Ingen

Nr.22 - Træffetid

Beslutningstema

Morten Ernst Lassen, musikkonsulent, har bedt om foretræde for at orientere om status for planerne for Sangcenter Nordsjælland. 

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Morten Ernst Lassen orienterede om formål og planer for Sangcenter Nordsjælland.

Nr.23 - Godkendelse af dagsorden

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Godkendt.


I starten af mødet besigtigede udvalget Lokalhistorisk Arkiv samt det nye opbevaringsrum for kommunens kunst.

Nr.24 - Introduktion til Kulturudvalgets budget- og fagområde

Sagsnr.: 18/1851

 

Beslutningstema

Kulturudvalget orienteres om udvalgets budget- og fagområde.

Sagsfremstilling og økonomi

Som det fremgik på seneste udvalgsmøde vil administrationen på mødet præsentere udvalget for fagområder og økonomi under udvalgets ansvar.

 

Der vil i præsentationen blive lagt vægt på en generel indføring i udvalgets sagsområder, herunder større igangværende sager og perspektiverne for byrådsperioden.

 

Præsentationen tilrettelægges med afsæt i, at præsentation og debat/spørgsmål vil tage op til ca. 1 time.

 

Afsættet for introduktionen er opgaveafgrænsningen i forslaget til ny styrelsesvedtægt behandlet første gang på byrådets møde 29. januar.

 

For Kulturudvalget er det:

 

Stk.2. Kulturudvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på kulturområdet, herunder opgaver vedrørende:

- venskabsbysamarbejdet

- biblioteker

- museer og fortidsminder

- musikskoler og andre musikfaciliteter

- teater- og biografforhold

- børnekultur

- kulturhusene Fredensborg Gl. Bio og Medborgerhuset Egedal (Egedal byens hus)

- Kulturpuljens område

- kunst i det offentlige rum

- Lokalhistorisk arkiv, herunder distribuering og registrering af kunst

- samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område

- indvendig vedligeholdelse og aktiviteter af bygninger på udvalgets område

- anskaffelse og vedligeholdelse af inventar i de kommunale bygninger og anlæg på udvalgets område.

Stk.3. Kulturudvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til Byrådet om:

- biblioteksplaner samt om politikker og handleplaner inden for de i stk.2 omhandlede områder i samarbejde med Økonomiudvalget, jf. § 10

- takster for ydelser inden for udvalgets område.

samt vedrørende institutioner og andre anlæg under udvalgets område

- anlægsplaner og idé- /programoplæg, bygge-/anlægsprogram og indstilling vedrørende dispositionsforslag for bygge- og anlægsarbejder.

Stk.4. Udvalget skal inden for kulturområdet også arbejde for at inddrage en række tværgående temaer i udvalgets arbejde:

- at arbejde for, at der skabes handicapvenlige løsninger vedrørende adgang til kulturelle tilbud

- at der i kulturindsatsen lægges vægt på inddragelse og formidling til alle kommunens borgere, herunder også til borgere med anden etnisk baggrund end dansk.

 

Materiale til Kulturudvalget

På dette møde vil Kulturudvalget modtage en mappe med relevant materiale for arbejdet i Kulturudvalget, herunder bl.a.:

  • Retningslinjer for tilskud fra Kulturpuljen
  • Vedtægter for Venskabsbyrådet
  • Fredensborg Kommunes Kulturstrategi samt handleplan
  • Kultur- og Idrætspolitikken

Kompetence

Kulturudvalget.

Kommunikation

Præsentationen offentliggøres med referatet fra udvalgets møde.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Orienteringen blev taget til efterretning.

Nr.25 - Litteraturarrangementer 2018

Sagsnr.: 18/824

 

Beslutningstema

Der skal tages stilling til, hvilket tema Kulturudvalget ønsker til litteraturarrangementer i 2018. 

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

I efteråret 2017 blev der afholdt fire forfatterarrangementer med henholdsvis Christina Hesselholdt, Leif Davidsen, Tom Buk-Swienty og Anna Grue. Litteraturarrangementerne var meget vellykkede og modtog stor ros fra de fremmødte. Til to af arrangementerne var der udsolgt, og til de fire arrangementer var der mellem 26 og 71 deltagere. 


Der blev bevilget et tilskud på 84.000 kr. fra Kulturpuljen 2017 til de fire forfatteraftener, hvor den reelle udgift blev 70.036 kr.


På Kulturudvalgets møde den 6. december 2017 blev en evaluering af forfatterarrangementerne fremlagt til orientering. Her blev en række anbefalinger fremlagt af administrationen til litteraturarrangementerne 2018:


-      at der, grundet de mange litteraturtilbud i de omkringliggende kommuner og København, ikke afholdes en decideret litteraturfestival, men at der afholdes enkeltstående forfatterarrangementer efter samme model som  2017.

-      at arrangementerne afholdes, fordelt på året i perioder, hvor der er færre konkurrerende litteraturtilbud i de omkringliggende kommuner og København. 

-      at der tages en mindre entréindtægt for at motivere borgerne til at møde op til arrangementerne. 

 

Litteraturarrangementer 2018

Kulturudvalget besluttede på Kulturudvalgsmøde den 17. januar 2018, at man ønskede at ”afholde fire litteraturarrangementer fordelt over året mellem de fire bydele. Der tages en entréindtægt på 20 kr. per deltager, der skal dække kaffe, the eller et glas vin”.


Administrationen præsenterer her forslag til 3 temaer for Kulturudvalgets litteraturarrangementer. De foreslåede forfatternavne er eksempler på forfattere, der muligvis vil kunne bookes til det pågældende tema. Vælger Kulturudvalget at afholde litteraturarrangementer med baggrund i et af de tre temaer, vil administrationen på et kommende møde fremlægge det endelige program til orientering.


Tema 1: ”Anmelderdarlings”

I temaet ”anmelderdarlings” vil fire større forfattere, der er anerkendt både af anmeldere og af læsere, blive booket til klassiske forfatteraftener, hvor forfatterne vil læse op og fortælle om deres forfatterskab. Eksempler på forfattere kunne være: Naja Marie Aidt, Jesper Wung-Sung, Helle Helle, Hella Joof, Puk Damsgård, Anne B. Ragde eller Sissel Jo-Gazan.

 

Tema 2: Samfundsrelateret litteratur

I temaet samfundsrelatereret litteratur vil fire forfatte behandle emnet samfund, som de alle skriver tematisk om i deres litteratur. Her vendes temaer som samfund, ideologi, politik, utopi og dystopi. Eksempler på forfattere kunne være: Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Kaspar Colling Nielsen, Puk Damsgård, Lone Aburas, Christina Hagen og Sara Omar.

 

Tema 3: Humor

I temaet humor er der lagt op til fire aftener, hvor humoren og er i højsædet. Her vil forfattere som Line Knutzon, Maren Uthaug, Hella Joof, Anna Neye eller Hassan Preisler kunne opleves De er alle kendt for deres humoristiske og til tider ironiske tilgang til litteraturen. 


Økonomi

Arrangementerne foreslås afholdt med Fredensborg Bibliotekerne, som vil afvikle arrangementerne på vegne af Kulturudvalget. Hertil må der afsættes midler til cirka 40 personaletimer til booking, afvikling og markedsføring af arrangementerne. Til arrangementerne må der beregnes 15.000-20.000 kr. i honorar til en times oplæg med en etableret forfatter.


Et foreløbigt budget ser således ud:


Udgifter

Beløb (kr.)

Honorar til 4 forfattere

70.000

Kaffe og kage

2.000

Annoncering

2.000

Personaletimer (40*250 kr.)

10.000

Udgifter i alt

84.000

Entréindtægt

1.500

Konsekvens for Kulturpuljen 2018

82.500

 

Datoer

Det foreslås, at litteraturarrangementerne fordeles jævnt over året, ligesom der i planlægningen tages hensyn til såvel andre kommunale arrangementer som litteraturarrangementer i nabokommunerne.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Indstilling

  1. At der vælges tema for Kulturudvalgets litteraturarrangementer 2018.
  2. At der afsættes 82.500 kr. fra Kulturpuljen 2018 til litteraturarrangementerne. 

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Udvalget valgte ikke at følge administrationens indstilling om at afholde 4 litteraturarrangementer. I stedet blev der stillet forslag om at afholde 3 litteraturarrangementer.


For stemte: Ulla Hardy-Hansen (C), Carsten Nielsen (A), Carsten Wulff (V) og Tinne Borch Jacobsen (V)

Imod stemte: Kristian Hegaard (B) og Bettina Bové (B), Charlotte Bie (I), idet man med udgangspunkt i sidste års besøgsantal ønskede at nedsætte antallet til to.


Udvalget valgte tema 1: ”Anmelderdarlings” og fastsatte en billetpris på 50 kr.

Nr.26 - Opfølgning på anlægsbevilling

Sagsnr.: 17/6458

 

Beslutningstema

Der orienteres om status på anlægsbevilling til Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio, og der skal tages beslutning omkring model for teleskoptribune.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Der var i budget 2017 afsat 0,5 mio. kr. til Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio. Anlægsbudgettet i biografen er afsat til ”kulturformål til indretning af den gamle biograf i Fredensborg til brug for de lokale foreninger”. Det blev på Kulturudvalgets møde den 5. april 2017 besluttet, hvordan anlægsbevillingen skulle anvendes. På Kulturudvalgets møde den 12. september 2017 blev beslutningerne konkretiseret. Der fremlægges nu en ny status på anlægsbevillingen.


Sagen ”Forslag til udmøntning af anlægsbevilling til Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio”, der blev behandlet på Kulturudvalgsmødet den 5. april 2017, er vedhæftet sagen som bilag (bilag 1). Den opfølgende statussag på bevillingen, der blev behandlet på Kulturudvalgets møde den 12. september 2017, er også vedhæftet sagen som bilag (bilag 2).


1. Teleskoptribune, stoleopsats

Der blev afsat en ramme på 300.000 kr. til en stoleopsats. Der er to mulige modeller for stoleopsatser til kulturhuset, som blev diskuteret på Kulturudvalgsmødet den 12. september 2017. Her besluttede Kulturudvalget at udskyde valget af stoletribune. Det skal nu besluttes, hvilken stoletribune man ønsker at sætte i udbud. Alternativt kan Kulturudvalget tage på ekskursion til Hørsholm, hvor Trommen for nylig har erhvervet en stoletribune. 


Model A: Stoletribune med fastgjorte biografstole

Stoletribunen installeres med fastgjorte biografstole, som foreningen Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio ønsker. Modellen giver mulighed for cirka 92 siddepladser på tribunen. Farven på stolene vil blive udvalgt af Ejendomscenteret i samarbejde med en arkitekt.

 

Eksempler på stoleopsatsen kan ses i vedhæftede bilag (bilag 3). Her kan stoletribunens funktion ses, når den er henholdsvis helt og delvist kørt ud.

 

Model B: Tribune uden stole

Der opsættes en tribune, hvor kulturhusets Nanna Ditzel stole kan påsættes. Med denne model kan der opsættes cirka 102 stole. I udbuddet understreges det, at firmaet, der skal levere tribunen, skal forpligte sig til også at levere supplerende biografstole indenfor en frist på 3 måneder, hvis man ønsker på et senere tidspunkt at have fastgjorte biografstole. Ved denne model gøres det muligt at afprøve tribunen uden stole, inden man endeligt kan fra- eller tilvælge biografstolene. Et eksempel på tribunen med opsatte Nanna Ditzel stole kan ses i vedhæftede bilag (bilag 4).


Fordelen ved model B uden biografstole vil være, at udgifterne til tribunen vil blive mindre. Hvis man senere tilvælger biografstole, vil prisen ikke blive dyrere end den samlede pris for model A. Med model B får man dermed den billigste og mest fleksible løsning, da man kan afprøve, om behovet med stoletribunen kan dækkes af de Nanna Ditzel stole, som kulturhuset allerede råder over. Administrationen anbefaler derfor model B.


Begge modeller er godkendt af sikkerhedsmyndighederne. Udbudsmaterialet vil blive bedømt efter kravsspecifikationerne: pris og kvalitet (herunder antal stole, siddekomfort og leveringstid). Det er derfor endnu ikke muligt at vide, hvad udgifterne til stoletribunen vil beløbe sig til. Til sammenligning kunne Humle Bio dog erhverve 113 biografstole til deres biografsal indenfor den tilsvarende økonomiske ramme på 300.000 kr.

 

2. Internet

Bevillingen for en internetløsning blev hævet til 70.000 kr. Det er lykkedes at finde en internetløsning på fibernet, som ikke er lige så dyr som det kommunale fibernet. Her vil en ekstern fiber-forbindelse kunne trækkes fra Store Kro, og der vil efterfølgende kunne etableres en BPN-forbindelse, der kobler internettet på det kommunale netværk.


Fibernettet vil blive gravet ned langs skellet ved forpladsen til Kulturhuset. Gravearbejdet beløber sig til i alt 45.000 kr. Gravearbejdet er bestilt, men der mangler de sidste godkendelser fra kommunen, inden det kan iværksættes. Desuden arbejder administrationen på at finde en leverandør af det indvendige internet, der kan etablere internettet indendørs indenfor en ramme på de resterende 25.000 kr.

 

3. Nøglesystem

Der blev afsat 70.000 kr. til et nyt nøglesystem, der nu er installeret. Med det nye kodesystem kan man lukke sig ind med en 6-cifret kode. Koderne administreres af foreningens formand samt kulturinstitutionens servicemedarbejder.


Det nye kodesystem fjernstyres via en app ”SPCconnect” som kan anvendes fx på en smartphone. Der er sat adgangslås på køkkendøren, køkkenskabene, indgangsdørene og AV-skabet. Med app’en kan det administreres, hvilke koder der giver adgang til hvilke rum eller skabe. Der kan løbende sættes flere låse op, hvis behovet opstår. Kommunale Ejendomme er desuden ved at sætte fugtmålere i kælderen og lysafbryder til salen, som også vil kunne styres via app’en. Kommunale ejendomme vil desuden sætte en sensor på elevatoren, der vil vise, om elevatoren oplader, samt en sensor på fyr og ventilationsanlægget, der vil vise, at også disse kører. 

 

4. Nyt AV-udstyr

Der blev afsat 30.000 kr. til nyt AV-udstyr.

 

5. Parkering

Der blev afsat 20.000 kr. til at hindre uhentsigtsmæssig parkering på forpladsen til kulturhuset. Der er blevet delt flyers ud til alle de foreninger og brugere, der anvender huset, som adviserer om, at parkering er forbudt. Der er også blevet sat ”parkering forbudt”-skilte op på forpladsen.

Det er desuden planlagt, at der skal opsættes kæder mellem granitkuglerne på forpladsen. Da planerne ”Den grønne Slotsby” indeholder trafikomlægning i området nær forpladsen, anbefales det, at kæderne først sættes op, når fremtiden for området omkring Kulturhuset er på plads, og eventuelt gravearbejde til internettet er afsluttet.


Økonomi og tidsplan

 

 

Revideret budget (kr.)

Tidsplan for færdiggørelse

1.    Teleskoptribune

300.000

Til beslutning

2.    Internet

70.000

I proces

3.    Nøglesystem

70.000

Afsluttet

4.    Nyt AV-udstyr

30.000

Afsluttet

5.    Parkering

20.000

Udsat til 2019

Teknikerbistand

10.000

Løbende

 

Administrationens bemærkninger

Administrationen anbefaler, såfremt udvalget ønsker at indkøbe en teleskoptribune, at model B anvendes. Såfremt stoletribunens model B vælges uden biografstole vil der formentlig være en besparelse. Den endelige pris kendes først, når udbuddet er afsluttet.


Administrationen bemærker, at hvis enkelte forslag bliver billigere end forventet, vil midlerne blive tilbageført til anlægsbevillingen til brug for andre tiltag i Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio.

Kompetence

Kulturudvalget.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.
  2. At det godkendes, at stoletribunens model B sættes i udbud.
  3. At der afventes plan for området omkring Kulturhuset i forbindelse med ”Den grønne Slotsby”, inden kæderne mellem granitstenene på forpladsen opsættes.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Anbefaler administrationens indstilling vedr. pkt. 1 og 3.


Pkt. 2 : Udvalget fravalgte at benytte anlægsbevillingen til en stoletribune i Fredensborg Bio af æstetiske årsager og af hensyn til en fleksibel anvendelse af lokalet.

Nr.27 - Venskabsbyforum - nye vedtægter

Sagsnr.: 18/1502

 

Beslutningstema

Stillingtagen til forslag til nye vedtægter for venskabsbysamarbejdet. Venskabsbykomitéen ændrer navn til Venskabsbyforum, og antallet af byrådsmedlemmer reduceres.

Sagsfremstilling og økonomi

De deltagende partier i konstitueringsaftalen enedes om at ændre Venskabsbykomitéens navn til Venskabsbyforum.


Samtidig var man enige om at ændre på antallet af byrådsmedlemmer i det ny Venskabsbyforum, således at der i stedet for at være ét byrådsmedlem fra hvert af partierne i Byrådet fremover skal være 6 byrådsmedlemmer i Venskabsbyforum.


Der er efter valget i november 2017 8 partier repræsenteret i Byrådet.


Byrådet udpegede på sit konstituerende møde 6 byrådsmedlemmer til Venskabsbyforum i overensstemmelse med konstitueringsaftalen.


På foranledning af konstitueringsaftalen har administrationen udarbejdet forslag til nye vedtægter, jf. vedlagte bilag, hvor forslaget præsenteres i forhold til de gældende vedtægter.


I forbindelse med redaktionen af vedtægterne har administrationen desuden indarbejdet følgende ændringer:


-      at der ikke længere skal vælges stedfortrædere til de foreningsvalgte medlemmer af venskabsbyforum, jf. § 2.

-      at det præciseres, at formanden for Venskabsbyforum skal være et byrådsmedlem, jf. § 4.

-      at det præciseres, at der ”kun” afholdes 2 årlige, ordinære møder i Venskabsbyforum, jf. § 5.

-      at det præciseres, at de nye vedtægter træder i kraft umiddelbart efter Byrådets vedtagelse, jf. § 12.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At det anbefales overfor Byrådet, at forslag til nye vedtægter for Venskabsbyforum godkendes.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Anbefaler administrationens indstilling.

Nr.28 - Orientering om Fredensborg Arkivernes lokalhistoriske arbejde i 2017

Sagsnr.: 17/27631

 

Beslutningstema

Der orienteres om Fredensborg Arkivernes lokalhistoriske arbejde i 2017.

Sagsfremstilling og økonomi

Kulturudvalget orienteres en gang årligt om de lokalhistoriske aktiviteter i regi af Fredensborg Arkiverne.


I løbet af 2017 har en del af arkivets arbejde været allokeret til planlægning og afholdelse af Kulturudvalgets 4. maj-arrangement samt til flytning og oprydning af kommunens kunstdepot, som arkivet overtog ansvaret for i sommeren 2017. Der har derfor været væsentligt færre timer til at varetage arkivets aktiviteter, der i 2017 bl.a. har omfattet:


  1. Formidlingsaktiviteter

Fredensborg Arkiverne arbejder på forskellige måder på at synliggøre arkivet og lokalhistorien. Disse har i 2017 bl.a. omfattet:


Lokalhistoriske fotografier på nettet

Arkivet har fortsat deltaget i det nationale arkivsamarbejde www.arkiv.dk omkring offentliggørelse af især lokalhistoriske fotos.

Igennem samarbejde får arkivet en stor platform, fordi brugerne ikke nødvendigvis skal kende til arkivet for at finde fotos fra kommunen.

Fredensborg Arkivernes andel af fotos er pr. 30.11.2017 21.043 stk. Heraf er 14.122 frit tilgængelige. Der arbejdes fortsat på at offentliggøre de fleste af de resterende fotos, ligesom der arbejdes med at scanne og registrere arkivets fysiske fotos.


Hjemmesiden www.fredensborgarkiverne.dk

I 2017 har arkivet arbejdet videre med at lægge indhold på sin nye hjemmeside. Fokus har ligget på at gøre hjemmesiden levende med skiftende forsider med tilhørende historier.

Der er blevet skrevet en række artikler om spændende personer i kommunens historie.


Facebook

Fredensborg Arkiverne oprettede i slutningen af november sin egen side på Facebook for at opnå større eksponering. Arkivet har endvidere løbende bidraget med fotos til Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forenings facebookside.


TV2 Lorry

I forbindelse med kommunalvalget i november 2017 producerede TV2 Lorry programserien ”En vild historie – på rådhuset”. Fredensborg Arkiverne deltog som en del af afsnittet om Fredensborg Kommune.

 

Workshop om ejendomshistorie

Arkivet oplever en stigende interesse for ejendomshistorie. I den anledning blev der afholdt en workshop om emnet på Humlebæk Bibliotek.


Opslagsværk om ejendomshistorie

I 2016 påbegyndte en af arkivets frivillige arbejdet med at undersøge de historiske ejerforhold på ejendommene i kommunens ejerlav. Disse undersøgelser er fortsat i 2017, hvor der er blevet samarbejdet med forskellige lokale eksperter.

Opslagsværket kan findes på arkivets læsesal og på arkivets hjemmeside, efterhånden som det udarbejdes.


Foredrag om demokrati

Arkivet holdt et foredrag om det lokale demokratis historie for Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening i efteråret.


Oplevelsesruter i Fredensborg

Fredensborg Arkiverne har deltaget i delprojekt 1B under Den Grønne Slotsby, der omhandler oplevelsesruter i Fredensborg By. Arkivet har bidraget med input til, hvilke historier der skal formidles og udformning af disse historier samt faktatjek af historiske oplysninger.


Trap Danmark

Det topografiske værk Trap Danmark arbejder på at udgive deres 6. udgave. Arkivet har været forfatter på afsnittet om Fredensborg Kommunes historie mellem 1850 og 2007. Endvidere har arkivet bidraget med oplysninger til diverse andre afsnit.


Navngivning af steder

Arkivet er i løbet af 2017 blevet bedt om at bidrage med ideer til navngivning af en sti i Nivå samt til et fremtidigt vejnavn til Allergrunden på Kongevejen 21.


Affredning af ejendomme og nedrivningsansøgninger

I forbindelse med Museum Nordsjællands udarbejdelse af høringssvar i forbindelse med kommuneplan, affredning af ejendomme og nedrivnings- og ombygningsansøgninger på ejendomme, der er tildelt en høj bevaringsværdi, er arkivet blevet bedt om at bidrage med lokalhistorisk viden.


Kulturhistorisk samarbejde

Med afsæt i kommunens kulturstrategi tog Museum Nordsjælland initiativ til at oprette et kulturhistorisk samarbejde med Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening, Nivaagaard Teglværks Ringovn og Fredensborg Arkiverne. Samarbejdet har i 2017 udmøntet sig i en samling artikler i museets årbog omkring kommunens havnes historie. Arkivet har fortrinsvis bidraget med billedmateriale og korrekturlæsning.



2.   Borgerbetjening

Henvendelser til arkivet sker enten ved personligt fremmøde eller gennem mail eller telefonisk kontakt. Mellem den 1.1.2017 og den 30.11.2017 havde arkivet 565 forespørgsler. Måden at optælle henvendelser på er ændret siden 2016 for at give en mere realistisk opgørelse af  mængden af arbejdsopgaver, der er forbundet med betjening af borgere.

 

I lighed med landets andre arkiver har Fredensborg Arkiverne oplevet et mindre fald i antallet af fysiske besøg. Hvor der i januar til november 2016 var 391 besøgende, var tallet i samme periode for 2017 faldet til 343 besøgende. Kontakten med borgerne sker i stigende grad elektronisk.



3.   Netværk

I lokalhistorisk regi har Fredensborg Arkiverne deltaget i en række netværk i 2017.

 

Sammenslutningen af Lokalarkiver

Sammenslutningen af Lokalhistoriske Arkiver (SLA) udbyder en række kurser og seminarer for de mindre lokalhistoriske arkiver. Det er endvidere SLA, der står bag www.arkiv.dk.

 

Organisationen Danske Arkiver

Organisationen Danske Arkiver (ODA) organiserer landets større arkiver og udbyder ligesom SLA en række kurser om historiske emner og i arkivdrift. Arkivet har siddet i styregruppen bag planlægning og afholdelse af en fælles arkivkonference i efteråret 2017 med Rigsarkivet, ODA og SLA som arrangører.

 

Lokalhistorisk Kontaktråd

Fredensborg Arkiverne samarbejder formelt med Fredensborg-Humlebæk- og Karlebo Lokalhistoriske Foreninger ved to årlige kontaktrådsmøder.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Orienteringen blev taget til efterretning.

Nr.29 - Kulturpuljen 2018 - status

Sagsnr.: 17/24444

 

Beslutningstema

Oversigt over Kulturpuljen 2018 fremlægges til orientering.

Sagsfremstilling og økonomi

Status for Kulturpuljen 2018


Det oprindelige budget for Kulturpuljen 2018 var 835.000 kr. inkl. 200.000 kr. i merbevilling i forbindelse med budgetforliget 2018-2021. Budgettet nedskrives dog med 155.000 kr., som følge af Kulturudvalgets beslutning på udvalgsmødet d. 12. september 2017 om faste tilskud til kommunens kulturhuse samt pleje af udearealer ved Højsager Mølle fra Kulturpuljen til faste konti.

 

Det korrigerede budget for Kulturpuljen 2018 er derfor 680.000 kr.

 

Hertil kommer overførsel af ubrugte midler fra Kulturpuljen 2017. Dette beløb forventes at være på cirka 100.000 kr., som overføres til Kulturpuljen 2018. Dette beløb kan dog ændre sig ved regnskabsårets afslutning.


Kulturudvalget har på udvalgsmøderne d. 14. november, d. 6. december samt d. 17. januar allerede bevilget 380.500 kr. til nye aktiviteter i 2018. 

 

Der er derfor pr. dags dato 398.800 kr. tilbage i Kulturpuljen 2018 til Kulturudvalgets disposition på dette møde.


Sager med konsekvenser for Kulturpuljen til behandling på dette møde:

 

Ansøger

Aktivitet

Ansøgt (kr.)

Indstilling (kr.)

Nivå Musiklaug

Koncert med Heine Hansens Trio

4.500

4.500

Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening

Lokalhistorisk Årsskrift 2018

8.000

5.000

Fredensborg/Hørsholm Fælleskommunale Korstævne

Fælleskommunalt korstævne 2018

8.000

8.000

Nivå Big Band

Dansekoncert

9.000

8.000

 

Orkestret Univers på Vers

Plejehjemskoncerter i Fredensborg Kommune

75.000

75.000

Teatret KrisKat

Teater på fire plejehjem i Fredensborg Kommune

32.000

32.000

I alt

 

136.500

132.500

 

 

Administrationens bemærkninger

Administrationen bemærker, at der, hvis ansøgningerne imødekommes med det indstillede beløb, vil være 266.300 kr. tilbage i Kulturpuljen 2018.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Orienteringen blev taget til efterretning.

Nr.30 - Nivå Musiklaug - tilskud til koncert med Heine Hansen Trio

Sagsnr.: 18/746

 

Beslutningstema

Der skal tages stilling til ansøgning fra Nivå Musiklaug om tilskud på 4.500 kr. fra Kulturpuljen 2018 til afholdelse af koncert med Heine Hansen Trio.

Sagsfremstilling og økonomi

Nivå Musiklaug søger om tilskud til en koncert med Heine Hansen Trio, der skal afholdes den 25. februar 2018. Heine Hansen bliver omtalt som en af Nordens største jazzpianister.


Ansøgningsskemaet er vedhæftet sagen som bilag (bilag 1). Et budgetskema er ligeledes vedlagt sagen som bilag (bilag 2).


Ansøger skriver i sin ansøgning:

Nivå Musiklaug har en vision om at skabe kulturel vækst i lokalområdet. Gennem samarbejdet med forskellige aktører ønsker vi at styrke lokalområdets kulturelle profil med en række koncertarrangementer, der skal skabe værdi for lokalsamfundet indadtil samt styrke områdets kulturelle profil udadtil.

 

Vi er interesserede i at sprede vores koncerter som hidtil primært er foregået i Teaterhuset i Nivå. Derfor har vi indgået et samarbejde med Restaurant Lagunen om at afholde en række arrangementer der. Vi vil gerne tilbyde publikum en større oplevelse ved at koncerterne foregår i et hyggeligt spisested.”


Ifølge ansøger står Nivå Musiklaug for alt det musikalske herunder alle udgifter til koncerten, og et eventuelt overskud eller underskud vil også gå til eller blive dækket af Nivå Musiklaug.


Økonomi

 

Ansøger har overfor administrationen oplyst om ændringer i budgettet, der fremgår af skemaet nedenfor.

 

Udgifter

Beløb (kr.)

Honorar til Heine Hansen Trio

10.000

KODA

600

Udgifter i alt

10.600

Indtægter

Beløb (kr.)

Entréindtægter

6.100

Indtægter i alt

6.100

Ansøgt Kulturpuljen i alt

4.500

 

Entréprisen er 130 kr. per person.

 

Administrationens bemærkninger

Administrationen bemærker, at ansøgningen lever op til kriterier for tilskud fra Kulturpuljen og især opfylder kriteriet: ”aktiviteter med professionelt kunstnerisk indhold”. Det indstilles på denne baggrund, at der bevilges et tilskud på 4.500 kr. til Nivå Musiklaug.


Administrationen har i sin anbefaling af støtte til arrangementet lagt afgørende vægt på, at Nivå Musiklaug er en godkendt folkeoplysende forening, og at det er foreningen og ikke Lagunen, der står for musikarrangementet. Det er således Nivå Musiklaug, der afholder alle udgifter og oppebærer alle indtægter vedrørende musikarrangementet, herunder entreindtægterne. Såvel et overskud som et underskud tilfalder/skal afholdes af foreningen. Under disse omstændigheder er det administrationens opfattelse, at kommunen ved at yde støtte til musikarrangementet ikke yder direkte støtte til Lagunen, og at ydelsen af støtten derfor ikke vil være i strid med kommunalfuldmagtsreglerne.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen.

Kompetence

Kulturudvalget.

Kommunikation

I henhold til retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen skal ansøger i sit markedsføringsmateriale gøre opmærksom på, at Kulturudvalget er bidragsyder.

Indstilling

  1. At der bevilges et tilskud på 4.500 kr. fra Kulturpuljen 2018 til Nivå Musiklaug.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Udvalget valgte ikke at følge administrationens indstilling, da man afviste at yde tilskud til et kommercielt arrangement.

Nr.31 - Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening - tilskud til årsskrift 2018

Sagsnr.: 17/29562

 

Beslutningstema

Der skal tages stilling til ansøgning fra Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening om tilskud på 8.000 kr. fra Kulturpuljen 2018 til udgivelse af årsskrift.

Sagsfremstilling og økonomi

Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening søger om tilskud til foreningens årsskrift 2018. Årsskriftet forventes at udkomme i juni 2018.


Et ansøgningsskema vedhæftet sagen som bilag (bilag 1). Et opdateret budgetskema er ligeledes vedhæftet sagen som bilag (bilag 2).


I årsskriftet for 2016 beskrev foreningen Landsbyen Langstrup, og det er meningen, at de følgende årsbøger skal beskrive andre landsbyer i foreningens område. Årsskriftet 2018 omhandler Landsbyen Dageløkke.


Ansøger skriver i ansøgningen:

”Der ansøges om tilskud til udgivelse af foreningens årbog 2018 med Landsbyen Dageløkke som tema. Bogens disposition, se vedhæftede bilag. Bogen vil blive på omkr. 125 sider med et antal illustrationer (fotos, malerier og kort). Formatet bliver det gængse for Foreningens årbøger (205X205 mm).

 

Bogen skrives og redigeres af Bent Skov Larsen, Erik Vestergaard Thomsen og Peter Heiberg. Bogens materiale er for en stor dels vedkommende fra Niels-Jørgen Pedersens arkiv, andet materiale og billeder er fra Fredensborg arkiverne.”


Økonomi

 

Udgifter

Beløb (kr.)

Tilrettelægger

15.000

Billeder, 100 fotos

3.000

Tryk af 700 eksemplarer

28.000

Tillæg ved garnhæftning

2.000

Moms

12.000

Udgifter i alt

60.000

Indtægter

Beløb (kr.)

Egenfinansiering

33.000

Ansøgt tilskud fra Veluxfonden

5.000

Salg

14.000

Indtægter i alt

52.000

Ansøgt Kulturpuljen i alt

8.000

 

Årsskriftet skal sælges til foreningens medlemmer og andre interesserede for 125 kr. stykket. 

 

Administrationens bemærkninger

Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening har de sidste 7 år med undtagelse af 2014 fået et tilskud fra Kulturpuljen på 5.000 kr. til udgivelse af årsskrifter og andre lokalhistoriske skrifter.


Administrationen bemærker, at der ifølge Retningslinjer for Kulturpuljen ”kan søges om mindre tilskud til bogudgivelser, årsskrifter o.lign. med lokalhistorisk indhold. Mindre tilskud er tilskud op til 5.000 kr.” På denne baggrund indstilles det, at der bevilges et tilskud på 5.000 kr. fra Kulturpuljen 2018 til årsskriftet.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Kommunikation

I henhold til retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen skal ansøger i sit markedsføringsmateriale gøre opmærksom på, at Kulturudvalget i Fredensborg Kommune er bidragsyder.

Indstilling

  1. At der bevilges et tilskud på 5.000 kr.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Administrationens indstilling vedtaget.

Nr.32 - Fredensborg/Hørsholm fælleskommunale korstævne 2018 - ansøgning om tilskud

Sagsnr.: 18/921

 

Beslutningstema

Der skal tages stilling til ansøgning om tilskud på 8.000 kr. fra Kulturpuljen 2018 til afholdelse af Fredensborg og Hørsholm fælles korstævne.

Sagsfremstilling og økonomi

Skolekorene i Hørsholm og Fredensborg Kommune har de sidste 17 år afholdt fælleskommunale korstævner. I 2018 afholdes det fælleskommunale korstævne den 19. april i Hørsholmhallen, hvor stævnet også blev afholdt sidste år.


Et ansøgningsskema (bilag 1), projektbeskrivelse (bilag 2) samt budgetskema (bilag 3) er vedhæftet sagen som bilag.


Til stævnet er hyret komponisterne Manner Peschke-Koedt og Kirsten Juul Seidenfaden, der skal stå for den musikalske ledelse af værket ”Lige i øret”, som er en samlig af udvalgte sange fra de to komponisters værker.


Det fælleskommunale korstævne har til formål at udvikle koraktiviteterne i de to kommuner. Der deltager hvert år cirka 250-300 korbørn i korstævnet, hvor typisk 100-125 elever er fra Fredensborg Kommune.


Ansøger skriver i ansøgningen:

”Hørsholm Kommune bidrog sidste år i stedet for udbetaling med alle udgifter og arbejdet vedrørende arrangementet. Det er transport af scene fra skolerne til Hørsholmhallen, opsætning af denne, servicering i løbet af dagen og endelig nedtagning og tilbagekørsel af scene. Hørsholm Kommune leverer endnu engang dette i 2018, hvorfor vi alene ansøger Fredensborg Kommune om tilskud.”


Økonomi

 

Udgifter

Beløb (kr.)

Honorar, komponister

15.000

Forplejning, korbørn

1.000

Mødeforplejning

2.500

Lyd og lys

6.000

Blomster og vingaver

3.000

Udigfter i alt

27.500

Indtægter

Beløb (kr.)

Billetsalg

10.000

Egenfinansiering

9.500

Indtægter i alt

19.500

Ansøgt Kulturpuljen i alt

8.000

 

Administrationens bemærkninger

Administrationen bemærker, at det fælleskommunale korstævne i 2015 og 2016 fik 10.000 kr. i tilskud fra Kulturpuljen, at korstævnet i 2017 fik bevilget 7.000 kr. fra Kulturpuljen.


Administrationen vurderer, at ansøgningen lever op til retningslinjer for Kulturpuljen, da det fælleskommunale korstævne er en aktivitet, der fremmer børn og unges deltagelse i kulturlivet. Administrationen indstiller, at ansøgningen imødekommes med tilskud på de ansøgte 8.000 kr. til honorar til komponisterne, da Kulturpuljen ifølge retningslinjerne ikke bruges til at yde tilskud til forplejning.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen.

Kompetence

Kulturudvalget.

Kommunikation

I henhold til retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen skal ansøger i sit markedsføringsmateriale gøre opmærksom på, at Kulturudvalget i Fredensborg Kommune er bidragsyder.

Indstilling

  1. At der bevilges et tilskud på 8.000 kr. fra Kulturpuljen 2018 til det fælleskommunale korstævne for Fredensborg Kommune og Hørsholm Kommune.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Administrationens indstilling vedtaget.

Fremover anbefaler udvalget, at arrangørerne tager kontakt til Sangcenter Nordsjælland.

Nr.33 - Nivå Big Band - ansøgning om tilskud til dansekoncert

Sagsnr.: 18/1440

 

Beslutningstema

Der skal tages stilling til ansøgning fra Nivå Big Band om tilskud på 9.000 kr. fra Kulturpuljen 2018 til afholdelse af dansekoncert.

Sagsfremstilling og økonomi

Nivå Big Band søger om tilskud til en offentlig tilgængelig dansekoncert med Nivå Big Band. Dansekoncerten skal afholdes i Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio lørdag den 17. marts kl. 19.00.


Ansøgningsskemaet er vedhæftet sagen som bilag (bilag 1). Et budgetskema er ligeledes vedhæftet sagen som bilag (bilag 2).


Ansøger skriver i ansøgningen:

”Formålet er, at Nivå Big Band som noget nyt gerne vil invitere Fredensborg kommunes borgere til en festlig og folkelig danseaften med jazz- og swingnumre fra jazzens guldalder, så de opnår en større glæde og indlevelse i de gode gamle numre, end hvis de blot lytter passivt til. Det vil også give børn og unge i kommunen muligheden for at stifte bekendtskab med de gamle jazz- og swingklassikere på en aktiverende og uforpligtende måde.”

 

Nivå Big Band håber, at Kulturudvalget vil købe arrangementet, så dansekoncerten kan afholdes uden entré. Ansøger skriver, at dansekoncerten vil blive markedsført som et gratis arrangement til kommunens borgere, og at Kulturudvalget er tilskudsyder til arrangementet. 

 

Økonomi

 

Udgifter

Beløb (kr.)

Dirigenthonorar

3.000

Transport og vikarer

2.000

Markedsføring

3.000

Forplejning

1.000

Udgifter i alt

9.000

Ansøgt Kulturpuljen i alt

9.000

 

Administrationens bemærkninger

Administrationen bemærker, at Kulturudvalget ifølge retningslinjer for Kulturpuljen kan købe et helt arrangement: ”Kulturudvalget kan vælge at købe et arrangement og stille det gratis til rådighed for Fredensborg Kommunes borgere. I disse tilfælde er der ikke krav om egenfinansiering, entréindtægter osv.”  Adminstrationen bemærker dog, at der ikke ydes tilskud til forplejning, hvorfor det indstilles, at der bevilges et samlet tilskud på 8.000 kr. fra Kulturpuljen 2018.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen.

Kompetence

Kulturudvalget.

Kommunikation

I henhold til retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen skal ansøger i sit markedsføringsmateriale gøre opmærksom på, at Kulturudvalget er bidragsyder.

Indstilling

  1. At der bevilges et tilskud på 8.000 kr. fra Kulturpuljen 2018 til Nivå Big Bands dansekoncert.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Administrationens indstilling vedtaget.

Nr.34 - Plejehjemskoncerter i Fredensborg Kommune

Sagsnr.: 18/1123

 

Beslutningstema

Der skal tages stilling til afholdelse af fem koncerter med orkesteret Univers på Vers på plejecentrene i Fredensborg Kommune.

Sagsfremstilling og økonomi

Lederen af orkesteret Univers på Vers, Anders Jacobsen, søger om et tilskud fra Kulturpuljen på 75.000 kr. til afholdelse af fem koncerter på kommunens plejecentre.


Orkestret Univers på Vers ansøgte også om et tilskud på 75.000 kr. fra Kulturpuljen 2017 til afholdelse af fem plejehjemskoncerter og fik i første omgang afslag på Kulturudvalgets møde d. 8. november 2016. Sagen blev dog genoptaget efter formandens ønske, og på Kulturudvalgets møde d. 8. februar 2017 bevilgede Kulturudvalget et tilskud på 75.000 kr. til afholdelse af fem koncerter på kommunens plejecentre i 2017.


Koncerterne var, ifølge Anders Jacobsen, en stor succes, og der ansøges derfor igen om 75.000 kr. til afholdelse af fem plejehjemskoncerter i 2018.


Univers på Vers er et professionelt jazzorkester samt 5 unge sangere. Orkesteret modtog i 2015 Børnejazzprisen 2015 ved Danish Music Awards.

I 2016 spillede orkesteret over 40 koncerter på plejehjem i hovedstadsområdet. Med sine plejehjemskoncerter samler orkesteret familier på tværs af generationer. Plejehjemsbeboerne inviterer deres oldebørn, børnebørn, børn og øvrige familiemedlemmer til koncert på plejehjemmene, der dermed mødes på tværs af 3-4 generationer. Koncerten varer cirka en time, og genren er jazz og latin med sjove og finurlige tekster.


Koncerterne kan dog også tilrettelægges således, at det er 2-3 klasser fra den lokale folkeskole, der inviteres med til koncerten. Sådan foregik koncerten på Plejecentret Egelunden i Kokkedal d. 26. oktober 2017.

Her deltog hele tredje årgang fra Kokkedal Skole, dvs. ca. 75 børn, i koncerten sammen med ca. 40 ældre og beboere fra både daghjem, aktivitetscenter og plejecenter Egelunden. Ifølge lederen af Egelunden ramte koncerten lige i øjet på tværs af generationer og både børn og ældre nød det til fulde.


Lederne af de fem plejecentre i Fredensborg Kommune har tilkendegivet interesse for at afholde koncerterne igen i 2018.


Projektbeskrivelsen fra sidste år er vedhæftet sagen som bilag. (bilag 1)


Økonomi

 

Budgettet for plejehjemskoncerterne ser således ud:


5 koncerter á 15.000 kr.

75.000 kr.

I alt

75.000 kr.

Ansøgt Kulturpuljen

75.000 kr.


Hver koncert koster 15.000 kr., som udelukkende går til honorar til musikere og sangere. Udstyr, instrumenter osv. står orkesteret selv for. Orkesteret markedsfører i samarbejde med plejehjemmene selv koncerterne.


Administrationens bemærkninger

Administrationen bemærker, at plejehjemskoncerterne med orkesteret Univers på Vers er en god mulighed for at tilbyde de ældre på kommunens plejecentre professionelle kulturtilbud. Koncerterne, der blev afholdt i 2017, har været en succes, og orkesteret står for hele afviklingen af koncerterne. Så det kræver ikke ressourcer fra kommunens side.


Af retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen fremgår det, at Kulturudvalget i fordelingen af tilskud særligt lægger vægt på aktiviteter med professionelt kunstnerisk indhold samt aktiviteter, der fremmer børn og unges deltagelse i kulturlivet.

Af retningslinjerne fremgår det også, at Kulturudvalget kan vælge at købe et arrangement og stille det gratis til rådighed for Fredensborg

Kommunes borgere. I disse tilfælde er der ikke krav om egenfinansiering, entréindtægter osv.


Da Kulturudvalget bevilgede 75.000 kr. til plejehjemskoncerterne i 2017 på udvalgsmødet d. 8. februar 2017, blev følgende protokolleret:

”Kulturudvalget opfordrer Seniorråd og plejecentre til at søge Kulturpuljen til afholdelse af kulturelle arrangementer på plejecentrene i 2018 og frem.”


Administrationen bemærker, at såfremt der ydes tilskud til plejehjemskoncerterne, skal koncerterne finde sted efter den model, hvor ca. 75 elever fra den lokale folkeskole inviteres med til koncerten. Hvis koncerterne udelukkende er for beboerne og deres familier, vil koncerterne ikke leve op til retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen, hvor det fremgår, at der ikke kan søges om tilskud til aktiviteter, der ikke er tilgængelige for offentligheden og kun henvender sig til en lukket gruppe.


Administrationen indstiller, at der bevilges et tilskud på 75.000 kr. til plejehjemskoncerter, men med den bemærkning, at koncerterne ikke kun må være til beboerne og deres familier, men med deltagelse af elever fra den lokale folkeskole.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Kommunikation

I henhold til retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen skal ansøger i sit markedsføringsmateriale gøre opmærksom på, at Kulturudvalget i Fredensborg Kommune er bidragsyder.

Indstilling

  1. At der bevilges et tilskud på 75.000 kr. til fem plejehjemskoncerter i Fredensborg Kommune.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Kulturudvalget valgte ikke at følge administrationens indstilling, idet man valgte, at der afholdes 2 koncerter til 30.000 kr.

Nr.35 - Teatret KrisKat - tilskud til teater på fire plejehjem i Fredensborg Kommune

Sagsnr.: 18/1121

 

Beslutningstema

Der skal tages stilling til ansøgning fra Teatret KrisKat om tilskud på 32.000 kr. til afholdelse af fire opførelser af teaterforestillingen Memories på fire plejehjem i Fredensborg Kommune.

Sagsfremstilling og økonomi

Teatret KrisKat søger om tilskud på 36.000 kr. fra Kulturpuljen 2018 til opførelse af teaterforestillingen Memories på fire plejehjem i Fredensborg kommune i foråret 2018.


Forestillingen Memories er støttet af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg og har siden 2015 turneret rundt til gadeteaterfestivaler i bl.a. Danmark og Sverige. For nyligt begyndte Teatret KrisKat at opføre forestillingen for ældre og har netop opført forestillingen på plejehjemmet Grønnehaven i Helsingør Kommune. Teatret skriver, at de har fået god feedback, og at de ældre er meget glade for forestillingen.


Teatret KrisKat skriver om forestillingen:

Memories er en forestilling om erindringer.

Kristian Dinesen leverer med sin realistiske gammelmandsmaske en rørende fortælling om dirigenten Jack, hvis liv tager os til de store begivenheder, de små vanskeligheder og de afgørende øjeblikke. Se Jacks kamp med at stykke brikkerne sammen i sit liv og bliv forelsket i et menneske, der bor i os alle.

En rørende fortælling fuld af musik, som fylder salen med intimitet, interaktion, latter, menneskelighed og en håndfuld old spice. Jack fylder 90 år, og vi er alle inviteret til fest med hans kæmpe store familie eller dem, der er tilbage. Kom og nyd festen, musikken og stemningen, når Jack blandt andet fortæller om sin store kærlighed, rejsen over den afrikanske slette, angsten i ubåden, barndommen, og hvordan Adolf Hitlers overskæg havnede i Jacks bukselomme en onsdag formiddag og meget, meget mere.

Økonomi

 

Budgettet for forestillingerne ser således ud:

 

4 forestillinger á 8.000 kr. ekskl. moms

32.000 kr.

I alt

32.000 kr.

Ansøgt Kulturpuljen

32.000 kr.


Forestillingerne vil blive opført på plejecentrene, og målgruppen er derfor plejecentrenes beboere, men alle ældre i kommunens har mulighed for at opleve forestillingen. Der kan dog max deltage 50 ældre i forestillingen samt 50 hjælpere/familiemedlemmer pga. vigtigheden i kontakten samt intimiteten med de ældre.

 

Administrationens bemærkninger

Administrationen bemærker, at teaterforestillingerne på plejecentrene er en  god mulighed for at tilbyde ældre, der ikke selv opsøger kulturtilbud, professionelle kulturtilbud.

 

Af retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen fremgår det, at Kulturudvalget i fordelingen af tilskud særligt lægger vægt på aktiviteter med professionelt kunstnerisk indhold. Af retningslinjerne fremgår det også, at Kulturudvalget kan vælge at købe et arrangement og stille det gratis til rådighed for Fredensborg Kommunes borgere. I disse tilfælde er der ikke krav om egenfinansiering, entréindtægter osv.

 

Administrationen bemærker dog, at såfremt der ydes tilskud til forestillingerne, skal forestillingerne være åbne for offentligheden. Det skal derfor være muligt for andre i kommunen at få adgang til forestillingen i det omfang, der er plads til det.


Administrationen indstiller, at der bevilges et tilskud på 32.000 kr. til forestillingerne.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Kommunikation

I henhold til retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen skal ansøger i sit markedsføringsmateriale gøre opmærksom på, at Kulturudvalget i Fredensborg Kommune er bidragsyder.

Indstilling

  1. At der bevilges et tilskud på 32.000 kr. til Teatret KrisKat til opførelse af forestillingen Memories på fire plejehjem i Fredensborg Kommune.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Kulturudvalget valgte ikke at følge administrationens indstilling, idet man valgte, at der afholdes 3 teaterforestillinger til 24.000 kr.

Nr.36 - Sager på vej til Kulturudvalget

Sagsnr.: 16/1985

 

Beslutningstema

Der orienteres om sager på vej til Kulturudvalget.

Sagsfremstilling og økonomi

På alle Kulturudvalgsmøder behandles indkomne ansøgninger til Kulturpuljen. Kulturpuljen har ingen frister, og alle ansøgninger vil blive behandlet løbende. En opdateret status på Kulturpuljen vil også blive fremlagt til orientering på alle udvalgsmøder.


13. marts

Kunstfonden (beslutning)

Revision af statutter for Kulturpris (beslutning)

Sangcenter Nordsjælland (beslutning)

Prioritering af Kulturstrategiens indsatsområder 2018 (beslutning)

Driftsaftaler med kulturinstitutionerne (beslutning)


16. april

Udsmykning ved byggeprojekter (beslutning)

Kulturpakker (beslutning)

Kulturkonference (beslutning)

Årsregnskab Museum Nordsjælland (orientering)

Årsregnskab Nivaagaards Malerisamling (orientering)


2. maj og fremover

Kulturpris 2018 (beslutning)

Kulturkonference 2018 (beslutning)

Årets Motiv (beslutning)

Pejlemærker for fremtidens Biblioteker (beslutning)

Nye vedtægter for Fredensborg Musikskole (beslutning)

Fredensborg Musikskoles virke (orientering)

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Orienteringen blev taget til efterretning.


Udvalget ønsker en sag på om pejlemærker for fremtidens biblioteker.

Nr.37 - Meddelelser fra formanden

Sagsnr.: 16/1992

 

Beslutningstema

Formanden og udvalgsmedlemmerne afgiver meddelelser til udvalget.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Der var ingen meddelelser.

Nr.38 - Meddelelser fra administrationen

Sagsnr.: 16/1993

 

Beslutningstema

Administrationen orienterer om aktuelle sager.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Administrationen orienterede om, at levering af biografstole til Humle Bio har været forsinket, men nu er på vej.


Orienteringen blev taget til efterretning.