Nr.34 - Plejehjemskoncerter i Fredensborg Kommune

Sagsnr.: 18/1123

 

Beslutningstema

Der skal tages stilling til afholdelse af fem koncerter med orkesteret Univers på Vers på plejecentrene i Fredensborg Kommune.

Sagsfremstilling og økonomi

Lederen af orkesteret Univers på Vers, Anders Jacobsen, søger om et tilskud fra Kulturpuljen på 75.000 kr. til afholdelse af fem koncerter på kommunens plejecentre.


Orkestret Univers på Vers ansøgte også om et tilskud på 75.000 kr. fra Kulturpuljen 2017 til afholdelse af fem plejehjemskoncerter og fik i første omgang afslag på Kulturudvalgets møde d. 8. november 2016. Sagen blev dog genoptaget efter formandens ønske, og på Kulturudvalgets møde d. 8. februar 2017 bevilgede Kulturudvalget et tilskud på 75.000 kr. til afholdelse af fem koncerter på kommunens plejecentre i 2017.


Koncerterne var, ifølge Anders Jacobsen, en stor succes, og der ansøges derfor igen om 75.000 kr. til afholdelse af fem plejehjemskoncerter i 2018.


Univers på Vers er et professionelt jazzorkester samt 5 unge sangere. Orkesteret modtog i 2015 Børnejazzprisen 2015 ved Danish Music Awards.

I 2016 spillede orkesteret over 40 koncerter på plejehjem i hovedstadsområdet. Med sine plejehjemskoncerter samler orkesteret familier på tværs af generationer. Plejehjemsbeboerne inviterer deres oldebørn, børnebørn, børn og øvrige familiemedlemmer til koncert på plejehjemmene, der dermed mødes på tværs af 3-4 generationer. Koncerten varer cirka en time, og genren er jazz og latin med sjove og finurlige tekster.


Koncerterne kan dog også tilrettelægges således, at det er 2-3 klasser fra den lokale folkeskole, der inviteres med til koncerten. Sådan foregik koncerten på Plejecentret Egelunden i Kokkedal d. 26. oktober 2017.

Her deltog hele tredje årgang fra Kokkedal Skole, dvs. ca. 75 børn, i koncerten sammen med ca. 40 ældre og beboere fra både daghjem, aktivitetscenter og plejecenter Egelunden. Ifølge lederen af Egelunden ramte koncerten lige i øjet på tværs af generationer og både børn og ældre nød det til fulde.


Lederne af de fem plejecentre i Fredensborg Kommune har tilkendegivet interesse for at afholde koncerterne igen i 2018.


Projektbeskrivelsen fra sidste år er vedhæftet sagen som bilag. (bilag 1)


Økonomi

 

Budgettet for plejehjemskoncerterne ser således ud:


5 koncerter á 15.000 kr.

75.000 kr.

I alt

75.000 kr.

Ansøgt Kulturpuljen

75.000 kr.


Hver koncert koster 15.000 kr., som udelukkende går til honorar til musikere og sangere. Udstyr, instrumenter osv. står orkesteret selv for. Orkesteret markedsfører i samarbejde med plejehjemmene selv koncerterne.


Administrationens bemærkninger

Administrationen bemærker, at plejehjemskoncerterne med orkesteret Univers på Vers er en god mulighed for at tilbyde de ældre på kommunens plejecentre professionelle kulturtilbud. Koncerterne, der blev afholdt i 2017, har været en succes, og orkesteret står for hele afviklingen af koncerterne. Så det kræver ikke ressourcer fra kommunens side.


Af retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen fremgår det, at Kulturudvalget i fordelingen af tilskud særligt lægger vægt på aktiviteter med professionelt kunstnerisk indhold samt aktiviteter, der fremmer børn og unges deltagelse i kulturlivet.

Af retningslinjerne fremgår det også, at Kulturudvalget kan vælge at købe et arrangement og stille det gratis til rådighed for Fredensborg

Kommunes borgere. I disse tilfælde er der ikke krav om egenfinansiering, entréindtægter osv.


Da Kulturudvalget bevilgede 75.000 kr. til plejehjemskoncerterne i 2017 på udvalgsmødet d. 8. februar 2017, blev følgende protokolleret:

”Kulturudvalget opfordrer Seniorråd og plejecentre til at søge Kulturpuljen til afholdelse af kulturelle arrangementer på plejecentrene i 2018 og frem.”


Administrationen bemærker, at såfremt der ydes tilskud til plejehjemskoncerterne, skal koncerterne finde sted efter den model, hvor ca. 75 elever fra den lokale folkeskole inviteres med til koncerten. Hvis koncerterne udelukkende er for beboerne og deres familier, vil koncerterne ikke leve op til retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen, hvor det fremgår, at der ikke kan søges om tilskud til aktiviteter, der ikke er tilgængelige for offentligheden og kun henvender sig til en lukket gruppe.


Administrationen indstiller, at der bevilges et tilskud på 75.000 kr. til plejehjemskoncerter, men med den bemærkning, at koncerterne ikke kun må være til beboerne og deres familier, men med deltagelse af elever fra den lokale folkeskole.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Kommunikation

I henhold til retningslinjerne for tilskud fra Kulturpuljen skal ansøger i sit markedsføringsmateriale gøre opmærksom på, at Kulturudvalget i Fredensborg Kommune er bidragsyder.

Indstilling

  1. At der bevilges et tilskud på 75.000 kr. til fem plejehjemskoncerter i Fredensborg Kommune.

Beslutning i Kulturudvalget den 31-01-2018

Kulturudvalget valgte ikke at følge administrationens indstilling, idet man valgte, at der afholdes 2 koncerter til 30.000 kr.