Nr.9 - Driftsaftale for Fredensborg Kommunes kulturhuse

Sagsnr.: 17/28775

 
Carsten Wulff (V), Charlotte Bie (I)

Beslutningstema

Ny driftsaftale for Fredensborg Kommunes kulturhuse fremlægges til godkendelse.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Kulturudvalget har besluttet driftsmodel for Fredensborg Kommunes kulturhuse. Det nye Kulturudvalg skal nu godkende, at der indgås nye driftsaftaler for en fireårig periode.


Sagen ”Endelig driftsmodel for Fredensborg Kommunes kulturhuse”, der blev behandlet på Kulturudvalgets møde den 12. september 2017 er vedhæftet sagen som bilag (bilag 1).

 

Ny driftsaftale

På baggrund af de vedtagne beslutninger omkring nye rammer for driftsmodeller for Fredensborg Kommunes kulturhuse, skal der fra 2018 indgås nye aftaler med Medborgerhuset Egedal (Egedal byens hus) og Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio.


Begge kulturhusforeninger er på møder med administrationen orienteret om, at nye driftsaftaler indgåes i januar 2018.


Kulturhuset Fredensborg Gl. Bios driftsaftale ophører ved samme lejlighed. Medborgerhuset Egedal har endnu ikke tidligere haft en driftsaftale med kommunen for driften af Medborgerhuset Egedal.


På baggrund af beslutningerne i Kulturudvalget 2017, Kulturhuset Fredensborg Gl. Bios nuværende driftsaftale samt forslag fra Medborgerhusforeningen Egedal til driftsaftale fremlægges en ny, samlet driftsaftale nu til godkendelse.


Den ny driftsmodel er vedhæftet sagen som bilag (bilag 2).


Administrationens bemærkninger

Begge kulturhusforeninger har indvilget i at stå for lokalebookingen indtil sæsonstart i august 2018, hvor Fredensborg Kommune forventes at have implementeret det nye lokalebookingsystem. Bookning af lokalerne vil derefter ske i et tæt samarbejde mellem Kulturhusforeningerne og Fredensborg Kommune.


Administrationen anbefaler, at der indgås en fireårig aftale omkring driften, for at skabe kontinuerligt arbejde for den frivillige forening/bestyrelse.

Kompetence

Kulturudvalget.

Indstilling

  1. At driftsaftalerne med kommunens kulturhuse godkendes.

Beslutning i Kulturudvalget den 17-01-2018

Administrationens indstilling vedtaget.