Nr.15 - Fejring af Danmarks befrielse d. 4. maj 2018

Sagsnr.: 17/24449

 
Carsten Wulff (V), Charlotte Bie (I)

Beslutningstema

Der skal tages stilling til rammerne for fejring af Danmarks befrielse den 4. maj 2018.

Sagsfremstilling og økonomi

Efter ønske fra Kulturudvalget har administrationen sammen med Lokalhistorisk Arkiv i 2015 og 2017 gennemført et arrangement i forbindelse med årsdagen for Danmarks befrielse d. 4. maj i 1945.

 

Kulturudvalget besluttede på udvalgsmødet d. 14. november 2017, at der også skal afholdes et 4. maj-arrangement i 2018.

Administrationen fremlagde på samme udvalgsmøde tre forslag til rammerne for 4. maj-arrangementet, men Kulturudvalget valgte at udskyde beslutningen om rammerne for arrangementet til det nye Kulturudvalgs første møde i januar. 

Kulturudvalget besluttede dog at anbefale forslag 1  som ramme for arrangementet.

 

I 2015 og 2017 blev arrangementet afholdt i Rådhuskælderen d. 4. maj og har været målrettet et voksent publikum med foredrag, film- og billedfemvisning osv.

Ved behandlingen af sagen i 2017 udtrykte Kulturudvalget et ønske om, at markeringen af 4. maj 2018 skulle målrettes børn og unge.

Administrationen har derfor undersøgt forskellige muligheder og fremlægger her tre forskellige forslag til et arrangement fredag d. 4. maj 2018.

Forslag 1

Jødernes flugt ved Ringovnen

 

I 2018 er det 75 år siden Nivaagaards Teglværk var med til at skjule jøderne og hjælpe dem over Øresund til Sverige i oktober 1943, da tyskerne begyndte at deportere dem til kz-lejre.

 

Sammen med deres forældre kommer børnene ud på en rute, hvor de skal tage stilling til en række problemstillinger og dilemmaer i forbindelse med jødernes flugt. Det bliver muligt at se Ringovnen og høre om, hvordan de jødiske flygtninge blev murret inde for at holdes skjult.

 

Når deltagerne vender tilbage fra turen, er der lidt mad til tonerne af klezmermusik, hvor der også bydes op til dans.
Klezmerduo spiller traditionel jødisk musik og sange, der er komponeret af en, der selv måtte flygte over Øresund. Der kan læses mere om Klezmerduo på hjemmesiden: http://www.klezmerduo.dk/

 

Forslag til program:

 

Tid og sted: fredag d. 4. maj 17-19

Antal deltagere: 125


Kl. 17.00       Velkomst i teglværkets lade ved udvalgsformand for Kulturudvalget Ulla Hardy-Hansen
kl. 17.05        Oplæg om jødernes flugt i 1943 v/ Ringovnen

Kl. 17.15       Børnene og deres forældre sendes afsted på ruten.         .

Kl. 18.00       Guidet rundvisning i mindre grupper á 30 personer.

Kl. 18.30       Servering af madposer fra Børnehusene Kokkedal. Imens underholder Klezmerduo med traditionel jødisk musik.

Kl. 19.00       Afslutning

 

Budgettet for arrangementet ser således ud:

 

Udgifter

Beløb (kr.)

Honorar til Klezmerduo

10.500

Forplejning fra Børnehusene Kokkedal inkl. drikkevarer x 125

12.500

 

Annoncering

2.000

Gaver til Ringovnen og de frivillige

1.000

I alt

26.000

  

Forslag 2

 

Rollespil om Danmark under besættelsen

 

Rollespillet henvender sig til kommunens udskolingselever og kan kombineres med et forudgående tema i undervisningen. Rollespillet udvikles og gennemføres af Rollespilsakademiet. Se vedhæftede bilag. (bilag 1)

Der regnes med 125 deltagere og børnene deles op på seks hold.

I holdene skal børnene gennem seks poster, hvor de skal diskutere historiske problemstillinger i relation til besættelsestiden samtidig med at de løser en række fysiske opgaver. Formålet er at give dem en bedre indsigt i og forståelse for besættelsestiden.

 

Arrangementet vil finde sted fredag d. 4. maj i skoletiden.

 

Budgettet for arrangementet ser således ud:

 

Udgifter

Beløb (kr.)

Udvikling af spil

1.000

Afvikling af rollespil

14.000

Drikkevarer + snacks

2.500

I alt

17.500

  


Forslag 3

Foredrag med Bo Lidegaard samt ”Dilemmaspillet 9. april”

 

Foredraget henvender sig til kommunens udskolingselever, særligt 9. klasserne.

Bo Lidegaard giver et samlet rids af Danmarks stilling og politik op til og under 2. Verdenskrig. Foredraget fungerer som indledning til, at eleverne spiller det kontrafaktiske spil ”Dilemmaspillet 9. april”, som er udviklet af Aarhus Universitet. Her skal eleverne indtage rollen som Thorvald Stauning og tage stilling til hvad de ville gøre i dagene omkring 9. april 1940.

 

Budgettet for arrangementet ser således ud:

 

 

Udgifter

Beløb (kr.)

Honorar til Bo Lidegaard

32.000

Drikkevarer + snacks

2.500

I alt

35.500


Administrationens bemærkninger

Administrationen bemærker, at Kulturudvalget på udvalgsmødet d. 14. november 2017 besluttede at afholde et arrangement for fejringen af Danmarks befrielse den 4. maj 2018. Udvalget besluttede at rykke valget af forslag til januar 2018, men anbefalede forslag 1.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Kulturudvalget.

Indstilling

  1. At Kulturudvalget vælger model og økonomisk ramme for arrangementet.

Beslutning i Kulturudvalget den 17-01-2018

Kulturudvalget valgte forslag 1 ”Jødernes flugt ved Ringovnen” og afsatte 26.000 kr. fra Kulturpuljen 2018.