Nr.10 - Litteraturarrangementer 2019

Sagsnr.: 18/34292

 
Carsten Wulff (V), Tinne Borch Jacobsen (V)

Beslutningstema

Der skal tages stilling til rammer og økonomi for Kulturudvalgets litteraturarrangementer 2019.

 

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Kulturudvalget har siden 2017 afholdt litteraturarrangementer i Fredensborg Kommune. På Kulturudvalgets møde den 5. december 2018 besluttede Kulturudvalget, at man ønsker at afholde tre litteraturarrangementer igen i 2019.

 

Kulturudvalget vedtog også, at man ved kommende litteraturarrangementer fastholder en billetpris på 50 kr. for at motivere borgerne til at møde op til arrangementerne, at der bookes anmelderroste og bogaktuelle forfattere, der kan trække et stort publikum samt at arrangementerne afholdes fordelt på hele året, i perioder hvor der er færre konkurrerende litteraturtilbud fx fra de omkringliggende kommuner. 

 

På den baggrund præsenteres rammer og økonomi for litteraturarrangementer 2019.

 

Litteraturarrangementer 2019

Administrationen præsenterer her 5 foreslag til forfattere, der muligvis vil kunne bookes til litteraturarrangementerne i 2019. De tre endelige forfatternavne kan desværre ikke bookes, før at Kulturudvalget har godkendt den økonomiske ramme for arrangementerne.

 

Merete Pryds Helle (f. 1965) er uddannet på forfatterskolen og har læst litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Hun debuterede i 1990 med novellesamlingen, 'Imod en anden ro', men det helt store folkelige gennembrud kom med romanen ”Folkets skønhed” (2016), som vandt De Gyldne Laurbær og Politikens Litteraturpris. Hendes nyeste roman ”Vi kunne alt” blev udgivet i september 2018.

 

Ida Jessen (f. 1964) debuterede som forfatter i 1989 med novellesamlingen 'Under sten' og har siden skrevet en lang række forskellige romaner, noveller samt børnebøger. Ida Jessen har modtaget en lang række priser for sit anerkendte forfatterskab, bl.a. DR Romanprisen, De Gyldne Laurbær og Montanas Litteraturpris. I september 2018 udgav Ida Jessen sin seneste roman ”Telefon”.

 

Jesper Stein (f. 1965) er oprindeligt uddannet på Danmarks Journalisthøjskole, men har siden haft stor succes som krimiforfatter. Jesper Steins krimiserie følger den hårdkogte og kompromisløse vicepolitikommissær Axel Steen i området Nørrebro i København. Serien har indbragt ham Det Danske Kriminalakademis Debutantpris og De Gyldne Laurbær. Jesper Steins seneste udgivelse er krimien ”Solo”, som udkom i 2018.

 

Morten Pape (f. 1986) debuterede i 2015 med romanen ”Planen”, som indbragte ham Bogforums Debutantpris. Morten Pape tager i sit forfatterskab udgangspunkt i sin egen opvækst på Amager i ghettoområdet ”Urbanplanen”, der er plaget af sociale problemer og et råt miljø. I 2018 udgav Morten Pape sin anden roman, ”Guds bedste børn”, som blev modtaget med utroligt flotte anmeldelser.

 

Suzanne Brøgger (f. 1944) er en mastodont indenfor dansk litteratur og har udgivet et hav af romaner, og debuterede i 1973 med bogen “Fri os fra kærligheden”. Suzanne Brøgger har modtaget en del litteraturpriser bl.a. De Gyldne Laurbær, Holberg Medaljen, Søren Gyldendal Prisen, Rungstedlundprisen og Dansk Litteraturpris for Kvinder. Suzanne Brøggers seneste udgivelse er ”Norsk omelet”, der udkom i april 2018.

 

Økonomi

Arrangementerne foreslås afholdt i samarbejde med Fredensborg Bibliotekerne, som vil afvikle arrangementerne på vegne af Kulturudvalget. Hertil må der afsættes midler til cirka 40 personaletimer til booking, afvikling og markedsføring af arrangementerne. Til arrangementerne må der beregnes 15.000-20.000 kr. i honorar til en times oplæg med en etableret forfatter.

 

I budgettet beregnes der med en entréindtægt på 50 kr. med 50 deltagere per arrangement for hvert af de tre arrangementer. Yderligere indtægter og ubrugte midler vil blive tilbageført til Kulturpuljen 2019 efter at arrangementerne har været afholdt, og det endelige regnskab er gjort op.

 

Et foreløbigt budget ser således ud:

 

Udgifter

Beløb (kr.)

Honorar til 3 forfattere

60.000

Kaffe og kage

3.000

Annoncering

3.000

Personaletimer (40*250 kr.)

10.000

Udgifter i alt

76.000

Entréindtægt

7.500

Konsekvens for Kulturpuljen 2018

68.500

 

Datoer

Administrationen vil forsøge at fordele arrangementerne jævnt over året, ligesom der i planlægningen tages hensyn til såvel andre kommunale arrangementer som litteraturarrangementer i nabokommunerne. Det foreslås, at der afholdes ét arrangement til foråret, og at de to resterende arrangementer afholdes i efteråret 2019.

 

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

 

Kompetence

Kulturudvalget.

 

Indstilling

  1. At der afsættes 68.500 kr. fra Kultupuljen 2019 til litteraturarrangementerne.

 

Beslutning i Kulturudvalget (18-21) den 17-01-2019

Administrationens indstilling godkendt. Arrangementerne placeres så udvalget har mulighed for at  deltage.