Nr.94 - Nivå Havn og Strandpark - forslag til Visionsudviklingsplan

Sagsnr.: 17/5775

 

Beslutningstema

Udvalget skal godkende, at forslaget til Visionsudviklingsplanen for Nivå Havn og Strandpark til sendes i offentlig høring og fremlægges på offentligt møde. Derudover skal udvalget godkende anvendelse af de afsatte midler. Det anbefales overfor Infrastruktur- og Trafikudvalget, at der udarbejdes en sag for at skitsere og vurdere mobilitetsudfordringerne til og omkring Nivå Havn og Strandpark.

Sagsfremstilling og økonomi

I maj 2018 besluttede Økonomiudvalget, at udviklingen af Nivå Havn og Strandpark skal baseres på en plan, hvor ambitionsniveauet tænker Nivå Havn og Strandpark ind i fremtiden både med hensyn til klimasikring, areal til pladskrævende fysiske udviklingsmuligheder, flere og bedre fælles faciliteter herunder også badeanstalt, der kan være med til at tiltrække nye grupper af borgere og fastholde sejlergæster i en længere periode.

Med baggrund i de mange input, der er kommet i forbindelse med inddragelse af borgere og brugere, har rådgiverne udarbejdet en visionsudviklingsplan, der indeholder en mindre arealudvidelse mod Øresund.

 

Grebet i visionsudviklingsplanen

Visionsudviklingsplanen for Nivå Havn og Strandpark (bilag1), der er udarbejdet af SLA Landskabsarkitekter, dyrker stedets særlige identitet og de stedbundne potentialer i området. Visionen er en levende havn og strandpark med en stærk lokal identitet, hvor der er gode vilkår for det stærke foreningsliv såvel som god plads til besøgende - året rundt. Ved hjælp af enkle greb skabes der mere plads til livet på havnen og i strandparken samt bedre mulighed for at opleve naturen helt tæt på.

 

Skabe plads

Nivå Havn og Strandpark ligger i en lomme af naturskønne og fredede områder. Pladsen på havnen er meget presset, og det skaber problemer for brugerne på havnen.

 

Forslag

Ydermolen udbygges og hæves hvormed der bliver ca. 3.100 m2 mere til plads for foreninger og deres aktiviteter og området klimasikres mod bølgeslag. Strandparken udvides og der skabes mere plads til strandens mange besøgende og bademulighederne forbedres.

 

 

 

Styrke fælleskaber

Flere af foreningerne har behov for mere plads og flere ønsker sig bedre faciliteter. Desuden gør de separate klubhuse, at foreningernes medlemmer har meget lidt med hinanden at gøre på tværs af klubberne.

 

 

Forslag

På den udvidede ydermole etableres et nyt fælles klubhus og tilhørende grønne arealer med plads til ophold, leg og foreningsaktivitet, hvilket vil forbedre forholdene for havnens brugere. Det styrker og understøtter den stærke sociale drivkraft, der allerede findes på havnen, og giver bedre mulighed for at tiltrække nye brugergrupper og besøgende. Andre faciliteter som f.eks. nye havnerelaterede butikker som en fiskebutik kan evt. tænkes ind i området.

Forbindelser og mobilitet

Stinettet er ikke sammenhængende, og det er uklart, hvordan man bedst bevæger sig rundt på havnen. Ankomst for cyklende er usikker, fordi de sammen med bilisterne deles om en meget smal vej.

 

Forslag

Området forbindes stærkere til Nivå by ved hjælp af nye og tydelige forbindelser for cykler og gående. Cykelforbindelsen er prioriteret med en egentlig cykelsti fra overgangen ved Strandvejen ned til strandparken. Havn og strandpark bindes sammen af to promenader. En indre promenade der løber fra forgængerfeltet ved Strandvejen og langs indersiden af havnen. Forløbet følger i høj grad den eksisterende kajkants forløb med små knæk, tilgængelige niveauspring og opholdspladser.  Og en ydre promenade, der løber langs den nye ydermole. Denne del er mere rå og kan modstå vind og vejr. Enkelte steder brydes stensætningen af trapper, broer eller ramper der gør det muligt at komme tæt på vandet. Havnens indre rum forbindes til strand og promenader med sammenhængende belægninger på tværs af havneområdet.

 

Mobiliteten på havnen kombineres med en belysning der sikre god tilgængelighed og styrker følelsen af tryghed.

 

Leg og læring

Børn og unge er ikke meget tilstede på havnen. Der er meget begrænsede tilbud til besøgende børn og unge og havnen har derfor svært ved at fastholde sejlende børnefamilier.

 

Forslag

Der skabes områder til leg, træning og læring fordelt over hele området, for at skabe en både sjov og lærerig havn. Ved at udvide arealet ved ydermolen og etablering af et fælles klubhus frigøres der plads flere andre steder, så områder til leg og læring her kan prioriteres.

 

 

Klimatilpasning

Ydermolen er i dag ikke robust og høj nok til at beskytte havnen mod forhøjet vandstand og kraftig bølgepåvirkning. Den eksisterende ydermole er desuden sårbar for udskyldning af materiale.

 

Forslag

I forbindelse med at ydermolen udvides, hæves kystsikringen til kote +2.4 hvormed havnen sikres mod bølge påvirkning fra Øresund. I tilfælde af forhøjet vandstand vil vandet løbe ind i havnen og oversvømme arealerne bagfra. Med dette forsalg bliver havnens eksisterende bebyggelse ikke sikre mod forhøjet vandstand, men ny bebyggelse etableres i højvandsikret kote.

 

Strandparken

I dag lever strandparken en tilbagetrukket tilværelse i ly af havnen. Der mangler en synlighed mellem havn og strandpark og der er ikke god tilgængelighed for alle.

 

Forslag

Ankomsten til stranden gøres tydelig og attraktiv. Den tætte beplantning ryddes så klitternes natur kommer helt ud til vejen. Strandarealet udvides permanent, så der skabes bedre plads til aktiviteter på land og bedre bademuligheder. En permanent livredderstationen indgår som varetegn for strandparken og der anlægges faciliteter til strand sport. Strandens sydlige ende friholdes for nye faciliteter og giver besøgende mulighed for at nyde naturen i fred og ro.

I den nordlige ende af strandparken forbedres mulighederne for at komme på dybt vand ved etablering af en ny bro med badeplatform. Der skabes gode muligheder for vinterbadere, da der ikke er langt til det nye fælles klubhus. Langs den nye bro etableres der en rampe for kørestole, så der kan køres ud i bølgen blå til en platform i vandet. Den nye bro suppleres med et hejs, så det også er muligt at hejse kørestolsbrugere direkte ned på platformen.

 

Boardwalk

Bag strandpark ligger der et fredet naturareal, som ligger urørt og utilgængeligt.

 

Forslag

Der etableres en boardwalk, der gør det muligt at komme tæt på naturarealet og mulighed for at opleve rørskoven helt tæt på. Boardwalken skaber desuden genvej fra Strandvejen til strandparken. Boardwalken udvides ved klitterne ved strandparken, her er der mulighed for at nyde solnedgangen over Nivå.

Mange af forslagene i den visionære udviklingsplan kræver en ny lokalplan for området og tilladelse fra andre myndigheder blandt andet Kystdirektoratet og Fredningsnævnet.

 

Forbindelse til Nivå

Mobilitet benyttes til at skabe sammenhæng både fysisk og mentalt til Nivå By og resten af kommunen. Og gerne med fokus på at få flere til at vælge at cykle til området. Igangværende projekter i Nivå bør tænkes sammen, så der skabes størst mulig synergi mellem udvikling af havn og strandpark, bymidten med nye boliger, ny skole mv. God mobilitet kan fastholde og tiltrække nye brugere af havnen og stranden og understøtter området som samlingssted for borgerne i Nivå.

 

Der er dårlig adgang for cyklende og gående til havn og strand. Strandvejen opleves som en barriere. Der er ikke sammenhæng i krydsningen af Strandvejen, hvilket skaber utryghed. På varme sommerdage og ved arrangementer på havn og strandpark er der ikke tilstrækkeligt med parkeringsmuligheder i området og der parkeres langs Strandvejen og alle tænkelige steder på havnen og ved strandparken, hvilket skaber farlige og utrygge situationer. Det er et gennemgående tema hos brugere og interessenter til havn og strandpark at løsning på udfordringerne omkring mobilitet til og i havnen har høj prioritet. Flere af udfordringerne, der findes på Nivå Havn og Strandpark, skal altså finde deres løsning uden for området og indgår således ikke i visionsudviklingsplanen for Nivå Havn og Strandpark. Skal Nivå Havn og Strandparks rolle i Nivå styrkes, og være med til at tiltrække nye kommende borgere, skal mobiliteten i området tænkes i en større sammenhæng.

 

Nivå Havn og Strandpark indgår i mange af de strategier, der er udarbejdet i kommunen de seneste år. Alle rapporter peger på, at adgangsforhold til Nivå Havn og Strandpark og sammenhængen til det øvrige Nivå bør styrkes.

 

Status for inddragelse nu og fremad

Inddragelse og samskabelse er et af omdrejningspunkterne for en god, visionær og fremtidssikker udviklingsplan. Formålet med inddragelsesprocessen er at undersøge og understøtte nye veje til samarbejde og samskabelse mellem nuværende og nye brugere af havnen samt skabe ejerskab og bred borgeropbakning til Nivå Havn og Strandpark. Det er i sidste enden med til at styrke mulighederne for at få fondsmidler, da fondene forventer en stærk borgerdreven proces.

 

Der har været god opbakning til borger- og brugerinddragelsesprocessen i det indledende forløbet med planen. Der har været arbejdet med flere bruger- og borgerinitieret projekter. Det er projekter, hvis formål er at afprøve nye ideer og tester input til en visionær udviklingsplan via en 100-dages proces samt styrke samarbejdskulturen og opdyrke nye samarbejder og synergier blandt foreninger, brugere og borgere i og omkring Nivå Havn og Strandpark.

 

Et vigtigt element i en fremadrettet vellykket bruger- og borgerinddragelsesproces er at anerkende og fastholde det engagement, der allerede er skabt.  Høringsprocessen i efteråret skal designes og planlægges så det bliver en anledning til at fortsætte samskabelse og den konstruktive ånd, som pt. kendertegner udviklingsideerne omkring Nivå Havn og Strandpark.

Tovholderne fra 100-dages forløbet inviteres til at deltage aktivt på et dialogmøde i oktober. Her kan de fortælle om deres ideer, hvad de konkret har gjort for at videreudvikle ideerne, og hvordan det styrker det tværgående samarbejde.

 

Der oprettes en mindre pulje på 50.000 kr, som kan søges til f.eks. forplejningsudgifter, materialer mm. til at videreudvikle de små lokale initiativer, der understøtter visionsudviklingsplanen.

 

Etaper i visionsudviklingsplanen

SLA har i forslaget til den visionære udviklingsplan for Nivå Havn og Strandpark opdelt planen i etaper. For hver etape er der udarbejdet et økonomisk overslag. Det skal understreges, at der alene er afsat økonomi til etape nul.

 

Realiseringen af de enkelte elementer i planen er afhængige af hinanden. For eksempel vil en forbedring af mobiliteten på havnearealer med en cykelsti og flere nye parkeringspladser medføre, at fritidsfiskernes samt ro- og kajakklubbens eksisterende klubhus må nedrives, og deres nye klubhuse hænger således sammen med etableringen af den indre promenade.

 

Det betyder, at etape et til fire ikke kan realiseres i det afsatte budget, og det vil være nødvendigt at søge midler via fonde. Veje og infrastruktur er normalt vanskeligt at søge midler til via fonde.

 

Det samlede anlægsoverslag for hele visionsudviklingsplanen beløber sig til 81,9 mio. kr. inkl. udgifter til byggeplads, uforudsigelige udgifter og rådgiverhonorar. Anlægsoverslaget er udarbejdet på baggrund af erfaringspriser.

 

Forslag til etapedeling:

 

Etape nul

For at skabe hurtig synlighed af visionsudviklingsplanen er det muligt at etablere den indre promenade, omorganisere parkeringen på den centrale parkeringsplads og i strandparken kan der etableres en rampe, så kørestolsbrugere har mulighed for at komme i vandet.

I den afsatte økonomi er der ikke råd til at lave hele den indre promenade fra starten, så forslaget er at supplere de eksisterende stier og gangbroer de steder, hvor promenaden i dag er afbrudt. En omorganisering af pladserne på den centrale parkering vil skabe ca. 20 flere pladser. Med en kørestolsrampe i strandparken vil der blive skabt tilgængelighed for flere borgere.

 

Økonomi overslag: 3,4 mio kr. ekskl. rådgiver-, uforudsigelige- og byggepladsudgifter.

 

Etape et – Adgang og mobilitet

1. Samlet indre Promenade 2. Dobbeltrettet cykelsti 3. Cykelparkering 4.  Organisering af P-pladser 5. Nyt klubhus til Fritidsfiskere, Ro- og Kajakklub 6. Rydning og udtynding af eksisterende beplantning og læhegn.

I første etape er der fokus på at forbedre ankomsten til Nivå Havn og Strandpark ved at anlægge den dobbeltrettede cykelsti og den indre promenade. Samtidig er det vigtig at der etableres cykelparkering og organisering af P-pladser, så havnen har kapacitet til modtage flere gæster.

 

Økonomi overslag: 11,8 mio. kr. ekskl. rådgiver-, uforudsigelige- og byggepladsudgifter.

 

Etape to – Klimasikring og fælles klubhus 

1. Udvidelse af ydermole 2. Fælles klubhus 3. Ydre promenade 4. Bygninger til opbevaring 5.  Havnestrøget

Udvidelsen af ydermolen er vigtig for både den fremtidige klimasikring af havnen og for en tiltrængt forbedring af klubbernes faciliteter. Det fælles klubhus anlægges som en del af kystsikringen, og i forbindelse med dette anlægges også den ydre promenade og belægning der sikrer tryg bevægelse på tværs af havnen.

Rekreativ klimasikring støttes af flere fonde heriblandt Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Nordeafonden. Der er dermed flere muligheder for at få støtte til anlæg af denne del af projektet.

 

Økonomi overslag: 21,8 mio. kr. ekskl. rådgiver-, uforudsigelige- og byggepladsudgifter.

 

Etape tre – Attraktioner og aktiviteter

1. Aktiviteter og forbedrede faciliteter i strandparken 2. Legepladser og træningsområder 3. Undervisningsområder 4. Maritime nyttehaver

I tredje etape skabes der attraktioner for eksisterende og nye brugere som gør det sjovt, spændende og lærerigt at besøge havn og strandpark. Undervisningsfaciliteter vil også understøtte lokale samarbejder.

Tiltagene kan udføres uafhængigt af hinanden, og dele af faciliteterne kan eventuelt også udføres før etape 1 og 2.

Økonomi overslag: 1,0 mio. kr. ekskl. rådgiver-, uforudsigelige- og byggepladsudgifter.

 

Etape fire – Boardwalk og havnebad

1. Badebro med rampe og lift 2. Havnebad 2. Solnedgangsplads 3. Boardwalk 4. Opholdsdæk

Både havnebadet og boardwalken vil tilføje stor kvalitet for området og understørre både naturoplevelser, aktiviteter og styrket forbindelse til Nivå by og øvrige attraktioner.

Havnebad og Boardwalk kan anlægges som samlede projekter eller udbygges løbende. For eksempel kan man starte med at anlægge badebro med rampe og lift, og senere tilføje det egentlige havnebad, ligesom at solnedgangspladsen også vil være velfungerende inden boardwalken anlægges.

Økonomi overslag: 15,5 mio. kr. ekskl. rådgiver-, uforudsigelige- og byggepladsudgifter.

 

Økonomi

På baggrund af den godkendte visionsudviklingsplan skal de enkelte elementer detailprojekteres og sendes i udbud. På nuværende tidspunkt er alt økonomi overslagspriser. 

 

 

År

Anlægs-budget Nivå Havn og Strand-park

Anlægs-budget Vinter-bade-facilite-ter

Disponeret

Rest-bud-get til anlæg

 

Råd-giver

Pro-jekt-ledel-se

Pulje

2018

2.200

200

787

240

 

1.373

2019

2.600

 

390

260

50

1.900

2020

2.600

 

390

260

 

1.950

I alt

7.400

200

1.567

760

50

5.223

 

Rådgiver honorar antager 15 % af anlægssummen.  I ovenstående skema er det beregnet som 15 % af anlægsbudgettet.

Den midlertidige etape kan udføres for 5,2 mio kr. inkl. udgifter til byggeplads, uforudsigelige udgifter og honorar til rådgiver.

 

Tidsplan og den videre proces

September 2018: Sagen behandles i Fritids- og Idrætsudvalget samt Økonomiudvalget.

Oktober 2018: Sagen sendes til orientering til Plan-, Miljø- og Klimaudvalget.

Oktober 2018: Udviklingsplanen sendes i offentlig høring.

Oktober 2018: 23. oktober 2018 – Dialogmøde med brugere og borgere.

November og december 2018: Inddragelse af foreninger og brugere og tilretning af udviklingsplanen.

Januar 2019: Den tilrettede udviklingsplan godkendes i Fritids- og Idrætsudvalget samt Økonomiudvalget.

Februar 2019: Udarbejdelse af ny lokalplan sættes i gang.

Ultimo 2019/primo 2020: Vedtagelse af lokalplan.

 

Anbefalinger fra driftsbestyrelsen for Nivå Havn og Strandpark

På et ekstraordinært møde i august blev visionsudviklingsplanen præsenteret for havnebestyrelsen. På daværende tidspunkt var der dog ikke udarbejdet et overslagsbudget. Bemærkninger fra de enkelte foreninger kommer i forbindelse med den offentlige høring. Samlet set synes bestyrelsen, at det er et godt stykke arbejde og bestyrelsen anbefaler at

  • driften af de mange nye initiativer tænkes med ind i planen fra starten
  • processen for vedtagelsen af visionsudviklingsplanen bliver kommunikeret ud, til alle foreninger og borgere. 

 

 

Anbefalinger fra administrationen

Ønskerne til Nivå Havn og Strandpark er kort fortalt flere faciliteter, bedre udnyttelse af eksisterende faciliteter samt flere parkeringspladser, samtidig er der et stort ønske om, at havnen ikke ændrer karakter. Det er administrationens vurdering, at forslaget til visionsudviklingsplanen tilgodeser de mange og modsatrettede ønsker. I den visionære udviklingsplan arbejdes der med en mindre landinvinding, der giver den nødvendige plads til at rokere om på infrastrukturen, så der bliver flere parkeringspladser, en tydeligere afvikling af trafikken,  mulighed for fælles faciliteter og rum til udendørs faciliteter til folk i alle aldre.

 

Administrationen anbefaler derfor, at forslaget til Visionsudviklingsplan for Nivå Havn og Strandpark sendes i offentlig høring og der afholdes møder for alle interesserede den 23. oktober 2018.

Realiseringen af de enkelte elementer i udviklingsplanen kræver en ny lokalplan. For at skabe synlighed allerede nu anbefaler administrationen at etape nul etableres i foråret 2019.

Bevilling

Sagen har ikke bevillingsmæssige konsekvenser.

Andre virkninger (handicap, integration, ligestilling, miljø, sundhed)

Verdensmål 3: Sundhed og Trivsel 

  • Vi skal sikre et sundt liv for alle og fremme trivsel for alle aldersgrupper

 

Byrådets Arbejdsplan 2018-2021:

  • Bygninger og byrum skaber liv
  • Et aktivt fritids- og kulturliv er også velfærd
  • Det skal være nemt og sikkert at komme frem
  • Oplevelser og erhverv som udviklingsmotor
  • Bæredygtighed og miljø – vejen frem

Kompetence

Økonomiudvalget.

Økonomiudvalget har ansvaret for en samordnet løsning af kommunens planlægningsopgaver.

I forbindelse med Visionsudviklingsplanen for Nivå Havn og Strandpark er forvaltningen fordelt på flere udvalg. Dermed bliver det Økonomiudvalget, der samordner løsningerne.

  • Udvalget for Fritid og Idræt varetager forvaltningen af Nivå Havn og Strandpark
  • Udvalget for Plan, Miljø og Klima varetager forvaltningen vedrørende lokalplanlægning og diverse myndighedstilladelser
  • Udvalget for Infrastruktur og Trafik varetager vej og trafikområder til og fra havnen

Kommunikation

Der udarbejdes en proces- og kommunikationsplan for det næste år, hvor centrale anledninger tænkes ind f.eks. havnefestivalen i juni 2019.

Forslag til Visionsudviklingsplan for Nivå Havn og Strandpark sendes i høring. Det annonceres på hjemmeside, kommunens Facebook og i UgeNyt.

Indstilling

  1. At forslag til Visionsudviklingsplan for Nivå Havn og Strandpark godkendes til udsendelse i offentlig høring.
  2. At der afholdes offentligt møde om Visionsudviklingsplanen den 23. oktober 2018
  3. At det anbefales overfor Infrastruktur- og Trafikudvalget, at der udarbejdes en sag for at skitsere og vurdere mobilitetsudfordringerne til og omkring Nivå Havn og Strandpark.
  4. At etape nul til 5,2 mio kr. etableres i 2019

 

Beslutning i Fritid- og Idrætsudvalget (18-21) den 06-09-2018

  1. Der afholdes dialog med interessenter på havnen om den konkrete Visionsudviklingsplan inden den forelægges for udvalget på ny.
  2. Det offentlige møde udskydes.
  3. Anbefales overfor Infrastruktur- og Trafikudvalget
  4. Indhold i etape 0 genovervejes efter dialog med interessenter.