Nr.84 - Forslag til lokalplan L102 for Toelt Landsby

Sagsnr.: 15/28645

 
Henriette Brandt Pedersen (Ø)

Beslutningstema

Vedtagelse af Forslag til Lokalplan L102 for Toelt Landsby.

Sagsfremstilling og økonomi

Principper for lokalplan

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget godkendte i januar 2016 principper for udarbejdelse af lokalplan L102 for Toelt Landsby som grundlag for den videre dialog med landsbyen

 

De godkendte principper for en lokalplan er følgende:

  1. At fastholde landsbyens grønne karakter og kompakte struktur
  2. At fastholde kulturhistoriske enkeltelementer som stengærder, grusveje, gadekær og skolestien til Nybo
  3. At fastsætte bestemmelser om bevaring af enkeltbygninger med høj SAVE-værdi og/eller stor fortællemæssig værdi for landsbyen
  4. At fastsætte bestemmelser om omdannelsesmuligheder for ejendomme hvor der ikke er bevaringsværdige bygninger, fx maksimale bebyggelsesprocenter, bygningshøjder og materialer
  5. At fastsætte bestemmelser der giver mulighed for omdannelse af landbrugsejendommen Toeltvej 43 til boligformål.

Processen

Fredensborg Kommune besluttede i marts 2010 at udarbejdelsen af et forslag til en lokalplan for landsbyen Toelt skulle prioriteres fremadrettet. Beslutningen blev taget i forlængelse af Kommuneplan 2009, hvor der blev udarbejdet landsbybeskrivelser for samtlige landsbyer uden lokalplan samt et ønske hos beboerne i Toelt, repræsenteret ved Toelt Landsbylaug, om en bevarende lokalplan for landsbyen.

 

Arbejdet med lokalplanforslaget blev igangsat i januar 2015 som et samarbejde mellem Toelt Landsbylaug og Fredensborg Kommune. Landsbylaugets bestyrelse fremlagde på et møde d. 23. august 2015 med landsbyens beboere et forslag til lokalplan som blev diskuteret. Landsbyens lokalplanforslag danner basis for nærværende lokalplanforslag, som er udarbejdet af Fredensborg Kommune på baggrund af en tæt dialog med hhv. landsbylaugets bestyrelse og alle landsbyens beboere, bl.a. ved to landsbyvandringer i april og maj 2016.


Lokalplanens indhold

Lokalplanens formål er overordnet at sikre bevarelsen af landsbyen med alle dens bevaringsværdige kvaliteter bygningsmæssigt, kulturhistorisk og landskabsmæssigt. Grundet Toelt landsbys beskedne størrelse og komplekse bygningsmasse har det været muligt og hensigtsmæssigt at arbejde detaljeret med bestemmelser for de enkelte ejendomme i landsbyen.

 

For at afspejle landsbyens udviklingshistorie er lokalplanens bebyggelsesregulerende bestemmelser fastlagt særskilt for 5 karakteristiske delområder med forskellige bevaringsværdier og udviklingspotentialer:

 

  • Delområde 1 - Siebjerggaard
  • Delområde 2 - Landsbyen
  • Delområde 3 - Planteskolen
  • Delområde 4 - Landsbygaden
  • Delområde 5 – Havehusene

 

Områdernes karakteristika beskrives som indledning til bestemmelserne for delområdet som helhed og for de enkelte ejendomme.

 

Lokalplanen fastlægger bestemmelser med det formål at sikre bevaring af landsbyens eneste firelængede gård, landsbyens bebyggelses struktur, dens afgrænsning mod det åbne land, de bevaringsværdige bygninger og enkeltelementer.


Der er i 2014 foretaget en SAVE registrering af bygninger i kommunen, som er opført før 1940. I Toelt landsby er der registreret 5 bygninger med bevaringsværdig 1-4 og 5 bygninger med bevaringsværdig 5-6. Lokalplanforslaget tager afsæt i denne registrering og på baggrund af landsbyens og administrationens konkrete vurdering af de enkelte bygninger er der fastlagt bevarings bestemmelser for bevaringsværdige bygninger i landsbyen med værdier fra 1-5 samt for en enkelt nyere bygning.


Lokalplanen fastlægger endvidere bestemmelser med det særlige formål at sikre udviklingsmuligheder for ejendomme uden ovennævnte bevaringsværdier eller bygninger der har mistet deres oprindelige funktion.


Lokalplanforslaget har desuden særligt fokus på at formidle stedets unikke identitet gennem en forståelse for landsbyens kulturhistorie og hvordan man kan aflæse historien i landsbyen som den fremstår i dag.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planloven

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Forslag til Lokalplan L102 sendes i offentlig høring.


Bestyrelsen i Toelt Landsbylaug, samtlige grundejere og beboere i landsbyen orienteres direkte om udvalgets beslutning.

Indstilling

  1. At Forslag til lokalplan L102 for Toelt Landsby fremlægges i offentlig høring.
  2. At lokalplanforslaget ikke medfører behov for miljøvurdering, idet lokalplanforslaget kun medfører en mindre virkning på lokalt plan.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 09-05-2017

Anbefaler administrationens indstillinger.

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-05-2017

Anbefaler Plan-, Miljø-, og Klimaudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 29-05-2017

Godkender Økonomiudvalgets indstilling.