Nr.23 - Endelig vedtagelse af Tillæg til Lokalplan H31 samt kommuneplantillæg

Sagsnr.: 16/27870

 
Henriette Brandt Pedersen (Ø)

Beslutningstema

Endelig vedtagelse af tillæg 1 til Lokalplan H31 for et område ved Teglgårdsvej i Humlebæk samt tillæg 15 til Kommuneplan 2013.

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet vedtog den 21. november 2016 at fremlægge forslag til tillæg 1 til Lokalplan H31 for et område ved Teglgårdsvej i Humlebæk samt tillæg 15 til Kommuneplan 2013 i offentlig høring.

 

Lokalplan- og kommuneplantillæggets indhold

Lokalplantillæg 1 er et supplement til Lokalplan H31 og erstatter enkelte bestemmelser i lokalplanen med henblik på at muliggøre boligbebyggelse i 2 etager, samt sikre, at der kan opføres ny bebyggelse som erstatning for den nedbrændte gård. Desuden sikrer lokalplantillægget, at ny bebyggelse opføres i harmoni med den eksisterende boligbebyggelse i området.


Kommuneplantillæg 15 til Kommuneplan 2013 ændrer anvendelsen i rammeområde HB 27 fra tæt lav boligområde til blandet boligområde.

 

Offentlig høring af planforslagene

Lokalplan- og kommuneplantillægget var i offentlig høring fra den 24. november 2016 til den 19. januar 2017. I høringsperioden indkom 4 høringssvar.

 

Bemærkninger fra den offentlige høring

Kommunen har i høringsperioden modtaget 4 høringssvar:

  • Naboer på Teglgårdsvej, 600-vejen
  • Naboer på Teglgårdsvej, 700-vejen
  • Nabo på Daugløkke Ege
  • DN Fredensborg ved Peter Milan Petersen

Høringssvarene omhandler følgende forhold:

 

  1. Bevaring af områdets grønne naturpræg, herunder særligt det kommunale areal nord for den fremtidige bebyggelse

 

  1. Bekymring for om lokalplan- og kommuneplantillægget vil medføre mere trafik i området pga. mulighed for flere boliger i området.

 

I høringsperioden er der afholdt møde med repræsentanter fra blok 15, Teglgårdsvej 633-639 i Humlebæk, hvor der i lighed med høringssvaret blev ytret ønske om, at det kommunale areals naturpræg bevares. På mødet blev det aftalt at ejerforeningen vil blive hørt, såfremt der i fremtiden planlægges væsentlige ændringer af områdets drift.

 

Høringssvar samt indsigelsesbehandling er vedhæftet som bilag. 

 

Administrationens vurdering

Administrationen vurderer ikke, at de indkomne høringssvar medfører behov for ændringer i lokalplan- eller kommuneplantillægget. Det skyldes følgende forhold:

 

  1. Hverken lokalplantillægget eller kommuneplantillægget medfører ændringer i beskyttelsen af områdets grønne arealer, og det vurderes ikke hensigtsmæssigt at fastlægge konkrete bestemmelser om de grønne arealers udseende eller drift. Det kan oplyses, at der ikke i en lokalplan kan reguleres for bibeholdelse af biodiversitet.

  2. Hverken lokalplantillægget eller kommuneplantillægget medfører ændringer i bebyggelsesprocenten for området, hvorfor der vil være tale om relativt få flere boliger i området foranlediget af, muligheden for at opføre tæt lav - eller etageboligbebyggelse som erstatning for den nedbrændte gård. Desuden er den interne boligvej udformet og dimensioneret sådan, at den dels kan håndtere trafikken til boligområdet men også sådan, at det er trafiksikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planloven

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Beslutning om endelig vedtagelse af tillæg 1 til Lokalplan H31 for et område ved Teglgårdsvej samt tillæg 15 til Kommuneplan 2013 vil blive annonceret på kommunens hjemmeside.

Indstilling


  1. At tillæg 1 til Lokalplan H31 for et område ved Teglgårdsvej samt Tillæg 15 til Kommuneplan 2013 vedtages endeligt.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 07-02-2017


Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 20-02-2017

Anbefaler Plan-, Miljø og Klimaudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 27-02-2017

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.