Nr.186 - Revideret beskæftigelsesplan 2017-2018

Sagsnr.: 17/20238

 
Bo Hilsted (A), Hossein Armandi (H), Pia Bødtker (A)

Beslutningstema

Udvalget drøfter og godkender den reviderede beskæftigelsesplan 2017-2018 med henblik på godkendelse i Byrådet.

Sagsfremstilling og økonomi

Indledning og baggrund

Beskæftigelsesplanen udgør den overordnede ramme for beskæftigelsesindsatsen, og er den lokal politiske indsats for lokale mål  i 2017-2018 i Fredensborg Kommune.


Ifølge lov om styring og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen skal Byrådet hvert år senest den 31. december med udgangspunkt i de vejeledende beskæftigelsespolitiske mål vedtage en beskæftigelsesplan.


Beskæftigelsesplan 2017-2018 blev som en toårig plan godkendt på et møde i Byrådet den 21. november 2016.


Grundet udmeldingen af nye ministermål for 2018 og vedtagelsen af budgetforliget 2018-2021 med en investeringsstrategi på fleksjobområdet har administrationen fundet grundlag for at foreslå gennemført en mindre revision af den godkendte beskæftigelsesplan 2017-2018.


Det overordnede element i beskæftigelsesindsatsen er og vil fortsat være at have fokus på at få nedbragt varigheden på offentlig forsørgelse for alle ydelsesgrupper.


Den reviderede Beskæftigelsesplan 2017-2018

I Fredensborg Kommune er det politisk besluttet, at der i indeværende år og de kommende år rent indsatsmæssigt skal investeres for på den måde at nedbringe ledigheden. Beskæftigelsesplanen skal sikre sammenhæng mellem de strategiske udfordringer, de politiske mål og den overordnede strategiske prioritering og tilrettelæggelse af indsatsten. Den reviderede beskæftigelsesplan indeholder fem mål fra Beskæftigelsesministeren mod oprindeligt fire, et overordnet lokalpolitisk mål, og fire særlige lokale pejlemærker for de kommende år. Hertil kommer otte konkrete mål, på baggrund af de investeringsstrategier der er igangsat med grundlag i budgetforliget for 2017-2020 samt den investeringsstrategi, som igangsættes med grundlag i det seneste budgetforlig for 2018-2021.


Mål i den reviderede Beskæftigelsesplan 2017-2018

I 2017 og 2018 er der ud over ministermål og målet om, at kommunen skal have landets laveste ungdomsledighed, kvantitative målsætninger i forhold til de otte vedtagne investeringsstrategier.

Bevilling

Den reviderede beskæftigelsesplan er udarbejdet inden for den budgetramme, der for tiden foreligger på området.

Retsgrundlag

Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., lov nr. 1482 af 23/11/2014.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

1.    At den reviderede beskæftigelsesplan 2017-2018 godkendes.

Beslutning i Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget den 29-11-2017

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 11-12-2017


Anbefaler Arbejdsmarkeds – og erhvervsudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 18-12-2017

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.