Nr.180 - Orientering om ny lovgivning om partistøtte

Sagsnr.: 17/27157

 
Bo Hilsted (A), Hossein Armandi (H), Pia Bødtker (A)

Beslutningstema

Byrådet orienteres om ny lovgivning vedr. private bidrag til politiske partier og partistøtte.

Sagsfremstilling og økonomi

Der er vedtaget en ændring af partistøtte- og partiregnskabsloven, som er trådt i kraft den 1. juli 2017. Lovændringen udmønter den politiske aftale, der er indgået mellem regeringen og Socialdemokratiet på partistøtteområdet den 1. februar 2017.


Formålet med den politiske aftale har været at skabe mere åbenhed om den private økonomiske støtte til partier, kandidatlister og enkeltkandidater.


Økonomi- og Indenrigsministeriet har den 28. november 2017 udsendt en orienteringsskrivelse om lovændringerne. 


Med loven er der indført et forbud for partier og kandidatlister mod at modtage anonyme bidrag over 20.000 kr. Hvis et parti eller en kandidatliste har modtaget et anonymt tilskud over 20.000 kr., skal tilskuddet, hvis det er muligt, returneres til tilskudsyder inden 30 dage fra modtagelsen eller alternativt overføres til en konto hos Økonomi- og indenrigsministeriet inden for samme frist. Opstillede kandidater er ikke omfattet af forbuddet, men har som noget nyt indberetningspligt om modtagne anonyme og private bidrag.


Ikke-anonyme tilskud på over 20.000 kr., der ydes til f.eks. en kommunal kandidatliste, en lokal partiforening eller en kredsforening samt til enkeltkandidater, der stiller op til kommunalbestyrelsesvalg, skal fremover både indberettes til og offentliggøres af byrådet.


De erklæringer om private og anonyme bidrag, som kommunen modtager i forbindelse med ansøgning om partistøtte, og som er en betingelse for udbetaling af partistøtte, vil fremover blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.


Beløbsgrænsen på 20.000 kr. bliver pristalsreguleret, således at reguleringen vil følge den almindelige lønudvikling.


Ifølge ministeriet vil der blive udarbejdet nye ansøgnings- og udbetalingsblanketter til brug for ansøgning om og udbetaling af partistøtte, så de tager højde for lovændringerne.


Det kan i den forbindelse oplyses, at partistøtten fra Fredensborg Kommune i 2018 vil være på 7,25 kr. for hver stemme, som et parti har modtaget ved kommunalvalget den 21. november 2017.


Der henvises i øvrigt til vedhæftede orientering af 28. november 2017 fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, som vil blive sendt til partiforeningerne.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag


Partistøtteloven – lovbekendtgørelse nr. 973 af 11.august 2017.

Partiregnskabsloven – lovbekendtgørelse nr. 974 af 11. august 2017.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

At orienteringen tages til efterretning.

Beslutning i Økonomiudvalget den 11-12-2017


Orienteringen blev taget til efterretning.

Beslutning i Byrådet den 18-12-2017

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.