Nr.123 - Nivå Havn og Strandpark - forslag til ændret økonomi

Sagsnr.: 14/38432

 
Lars Egedal (V)

Beslutningstema

Udvalget skal tage stilling til forslag fra Driftsbestyrelsen for Nivå Havn og Strandpark om ”at det tilføjes i driftsoverenskomsten, at lejeindtægterne fra bådpladsleje på land, erhvervslejemål og lejeindtægt fra fritidsfiskernes huse indgår i havnens budget.”

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet har på sine møder den 14. december 2015 og 25. januar 2016 vedtaget ny organisering for Nivå Havn og Strandpark samt økonomien for denne nye organisatoriske enhed.

 

Byrådet har endelig på sit møde den 29. marts 2016 godkendt styringsdokumenterne for den nye organisatoriske enhed. Styringsdokumenterne består af vedtægter for Nivå Havn og Strandpark, driftsoverenskomst mellem kommunen og Nivå Havn og Strandpark samt forretningsorden for den nye organisatoriske enheds driftsbestyrelse.

 

Den nye organisatoriske enhed trådte i kraft pr. 1. april 2016.

 

Forud for de omtalte 3 byrådsbeslutninger har der været afholdt borgermøde, skiftlig høring samt dialogmøder med foreningsrepræsentanter og borgere med særlig interesse for havnens og strandparkens forhold.

 

Første møde i driftsbestyrelsen

På det første møde i den nye driftsbestyrelse den 20. maj 2016 blev ovennævnte styringsdokumenter fremlagt til efterretning for så vidt angår vedtægterne og til godkendelse for så vidt angår driftsoverenskomsten og forretningsordenen. Driftsbestyrelsen tog vedtægterne til efterretning og godkendte forretningsordenen.

 

For så vidt angår driftsoverenskomsten vedtog driftsbestyrelen at anbefale Byrådet,

 

”at det tilføjes i driftsoverenskomsten, at lejeindtægterne fra bådpladsleje på land, erhvervslejemål og lejeindtægt for fritidsfiskernes huse indgår i havnens budget.”

 

Administrationens bemærkninger

Administrationen bemærker indledningsvist, at lejeindtægten for bådpladsleje på land allerede indgår i budgettet for Nivå Havn og Strandpark med et beløb på 158.000 kr., mens indtægten fra erhvervslejemålene og for fritidsfiskernes huse ikke er en del af budgettet, som Byrådet har vedtaget.

 

Administrationen har fået oplyst, at driftsbestyrelsens begrundelse for at overføre indtægterne fra erhvervslejemålene til den nye organisatoriske enhed dels er at samle alle forhold og den økonomi, der har med havnen og strandparken at gøre hos den nye enhed dels at opnå et større økonomisk råderum til vedligeholdelse mv. af havnen og strandparken. Det bemærkes, at der til lejeindtægterne også knytter sig udgifter, særligt til skatter og administration.

 

For så vidt angår erhvervslejemålene kan det oplyses, at Trekosten, Fritidsfiskerne og Provianthandlen alle selv ejer deres bygninger. Det er således kun det grundareal, som bygningerne ligger på, der lejes af kommunen.

 

Ejeren af bygningen, hvor provianthandlen ligger, har udlejet en del af bygningen til andre lejere. Disse lejeforhold er i økonomisk henseende kommunen uvedkommende.

 

Beløbsmæssigt er der tale om følgende lejeindtægter:

 

Tabel 1.

Lejemål

Årsleje i kr.

Trekosten (leje af grund)

62.200

Provianthandel mv. (leje af grund)

46.500

Fritidsfiskerne (leje af grund)

750

I alt

109.450

 

Såfremt Byrådet måtte vælge at følge driftsbestyrelsens indstilling, vil der rent teknisk være tale om en tillægsbevilling, idet kommunens budget (eksklusiv havnen og strandparken) vil blive reduceret med de 109.450 kr.

 

Byrådet fastlægger den økonomi, der skal henlægges under Nivå Havn og Strandpark. Dog erindres der om, at indtægter og udgifter, der direkte vedrører havnens drift, skal balancere. I beslutningen om hvilke opgaver, der skal henlægges til Nivå Havn og Strandpark, bør der endvidere lægges vægt på, at den nye organisatoriske enhed kun har begrænsede administrative ressourcer og kompetencer.

 

Den model, som driftsbestyrelsen nu anbefaler, har ikke tidligere været drøftet, men den vil være mulig at gennemføre, såfremt Byrådet beslutter dette. Administrationen foreslår i givet fald, at såfremt indtægterne fra lejemålene overstiger de medfølgende udgifter, så forhøjes udgiften til vedligeholdelse og pleje tilsvarende, således at budgettet forsat balancerer. Der er ikke fra driftsbestyrelsens side lagt op til en reduktion af bådpladslejen.

 

Administrationen har opfattet den organisering og økonomi, som Byrådet har besluttet for Nivå Havn og Strandpark, som en samlet pakke og som resultatet af den indgående hørings- og dialogproces, der er foregået, og som har medført, at opgaver og økonomi er blevet tilføjet henholdsvis taget bort i forhold til den oprindelige model. Administrationens har derfor opfattet driftsbestyrelsens godkendelse af driftsoverenskomsten som en ren formalitet, alene begrundet i at driftsbestyrelsen er kommunens formelle aftalepart i overenskomsten.

 

Administrationen anser det ikke umiddelbart for naturligt eller hensigtsmæssigt, at administrationen og opkrævningen af leje for de grunde, Trekosten, Provianten og Fritidsfiskerhusene er beliggende på, skal forestås af havnefogeden. Administrationen kan således ikke anbefale driftsbestyrelsens forslag.

 

Administrationen bemærker endvidere, at der fortsat er opgaver, der vedrører Nivå Havn og Strand, som løses administrativt på rådhuset og hvor der i et vist omfang er knyttet økonomi til. Det drejer sig bl.a. om administration af foreningshusene på Nivå Havn, der huser de folkeoplysende foreninger. Der er afsat mindre budgetter til foreningshusene til forbrugsudgifter (el, vand, varme, rengøring) og løbende vedligeholdelse. Indtægt fra forpagtningsaftalen med Lagunen er tilsvarende ikke udlagt til driftsbestyrelsen, fordi aftale og aktiviteter knytter an til aktiviteter i et foreningshus i samarbejde med en folkeoplysende forening. Driftsaftaler mellem foreninger og kommunen om tre foreningshuse samt administration af erhvervslejemål er tilsvarende fastholdt i administrationen på Rådhuset.

 

Ydre moler, offentlig veje og naturarealet er heller ikke overført til den nye driftsbestyrelse. Opgaven vedr. ydre moler er en del af den samlede kystsikring i kommunen. Budgettet for dette arbejde, som gælder hele kyststrækningen i kommunen, var i 2015 kr. 66.000. Budget og opgavevaretagelse for kystsikring er overført til NSPV i dialog med kommunen. Det er NSPV, der fastsætter budgettet til denne opgave.

Retsgrundlag

Intet særskilt.

Kompetence

Byrådet.

Elektroniske bilag

https://www.fredensborg.dk/politik/dagsordener-og-referater/driftsbestyrelsen-for-nivaa-havn-og-strandpark/2016/maj/20--maj-2016--referat/5

Indstilling

At anbefalingen fra driftsbestyrelsen for Nivå Havn og Strandpark om at overføre opgaven med udlejning af havnens erhvervslejemål med tilhørende lejeindtægter til den nye organisatoriske enhed ikke følges.

Beslutning i Fritids- og Idrætsudvalget den 17-08-2016

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 29-08-2016

Anbefaler Fritids– og Idrætsudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 05-09-2016

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.