Nr.132 - Godkendelse af forslag til handleplan for Natura 2000 område ved Gribskov, Esrum Sø og Snævret Skov

Sagsnr.: 16/18564

 
Hans Nissen (A)

Beslutningstema

Godkendelse af forslag til naturhandleplan for Natura 2000 område nr. 133 Gribskov, Esrum Sø og Snævret Skov til udsendelse i offentlig høring.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Staten har på baggrund af EU’s habitatdirektiv udpeget en række Natura 2000 områder i Danmark, som indeholder større værdifulde naturområder.


Det er målet med udpegningen af Natura 2000 områderne at stoppe den nationale tilbagegang af naturtyper og de tilhørende plante- og dyrearter indenfor Natura 2000 områderne.


For at nå målet er staten forpligtet til at udarbejde naturplaner og plejeplaner, og kommunerne i hvert Natura 2000 område er forpligtede til at udarbejde naturhandleplaner for områderne. Der udarbejdes Natura 2000 planer for tre planperioder; 1. planperiode 2009-15, 2. planperiode 2016-21 og 3. planperiode 2022-27.


Naturhandleplanerne skal sikre pleje af de privatejede, lys-åbne naturarealer indenfor Natura 2000 områderne, mens de statslige plejeplaner skal sikre pleje af de statsejede, fredskovspligtige arealer.


Staten offentliggjorde naturplanerne for anden planperiode den 20. april 2016. Naturplanerne indeholder et indsatsprogram med bindende retningslinjer, som kommunernes naturhandleplaner og de statslige plejeplaner skal opfylde.


I henhold til miljømålsloven skal kommunerne vedtage et forslag til handleplan senest 6 måneder efter offentliggørelse af Natura 2000 planen, dvs. 20. oktober 2016. Senest 1 år efter offentliggørelsen af Natura 2000 planen skal den endelige handleplan vedtages af Byrådet, dvs. senest d. 20. april 2017.


Natura 2000 i Fredensborg Kommune

Fredensborg Kommune er berørt af ét Natura 2000 område, Natura 2000 område nr. 133 for Gribskov, Esrum Sø og Snævret Skov, som omfatter to mindre arealer langs med Esrum Søs østside (se bilag 1). Natura 2000 området omfatter også mindre arealer i hhv. Helsingør, Hillerød og Gribskov kommuner samt de store statsejede, fredskovspligtige arealer.


Forslaget til naturhandleplanen for området er udarbejdet i samarbejde med Gribskov, Helsingør, Hillerød kommuner samt Naturstyrelsen Nordsjælland. Forslaget er udarbejdet på baggrund af det paradigme, som Kommunernes Landsforening, Kommunalteknisk Chefforening og staten har lavet.


I Fredensborg Kommune drejer den konkrete plejeindsats sig om rydning af uønsket opvækst af træer og buske og iværksættelse af høslæt eller græsning på ca. 0,1 ha engareal. Indsatsen berører kun én ejer.


Plejetiltagene skal indfries ved, at den berørte lodsejer søger penge fra de målrettede støtteordninger under Landdistriktsprogrammet via NaturErhvervstyrelsen.


Forslaget erstatter den eksisterende naturhandleplan for området, som blev vedtaget i Byrådet den 26. november 2012.


Indsats i Natura 2000 området i den sidste planperiode 2009-2015 og fremtidig indsats i 2. planperiode

Administrationen har i 1. planperiode afholdt besigtigelse med ejer af udpeget eng, hvor plejemuligheder samt tilskudsmuligheder blev drøftet.  Det er aftalt, at ejer i 2016, dvs. 2. planperiode, vil pleje arealet ved bl.a. rydning og høslæt.


I Fredensborg Kommune var der i sidste planperiode også udpeget 0,2 ha tidvis våd eng på Esrum søs sydside.  Denne blev dog udtaget af udpegningen inde i 1. planperiode. Administrationen har derfor ikke kontaktet relevant ejer. Denne eng er heller ikke udpeget til indsats i 2. planperiode.


Tidsplan

Nedenstående tidsplan følges for høring, vedtagelse og implementering af kommunens naturhandleplan for anden planperiode:


24. okt. – 19. dec. 2016

Offentlig høring af forslag til naturhandleplan. Enslydende forslag til naturhandleplan udsendes i de 4 kommuner som naturhandleplanen berører.

marts 2017

Byrådet behandler høringssvar og vedtager naturhandleplanen.

20. april 2017

Den endelige naturhandleplan annonceres.

2017 – 2021

Gennemførelse af de konkrete plejeindsatser.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Bekendtgørelse nr. 1531 af 8. december 2015 om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder.


Bekendtgørelse nr. 944 af 27. juni 2016 om kommunalbestyrelsens Natura 2000 handleplaner.

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Forslag til naturhandleplan udsendes i offentlig høring fra 24. oktober til 19. december 2016. Der annonceres på kommunens hjemmeside.


Administrationen fremsender forslag til naturhandleplan direkte til den lodsejer i Fredensborg Kommune, som berøres af naturhandleplanen.

Indstilling

  1. At forslag til naturhandleplan godkendes og udsendes i offentlig høring.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 06-09-2016


Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 19-09-2016


Anbefaler Plan-, Miljø – og Klimaudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 26-09-2016

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.