Nr.155 - Plan for en sammenhængende kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsats

Sagsnr.: 15/25848

 
Knud Løkke Rasmussen, Frie Liberale, Christian de Jonquiéres (C)

Beslutningstema

Byrådet skal godkende Plan for en sammenhængende kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsats.

Sagsfremstilling og økonomi

Det er lovpligtigt for kommunerne at udforme en plan for det kriminalitetsforebyggende arbejde. En sådan plan har Fredensborg Kommune således haft i flere år. I efteråret 2015 besluttede Byrådet at udforme en revideret plan for den sammenhængende kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsats for Fredensborg Kommune. Beslutningen blev truffet på baggrund af en række møder med og anbefalinger fra Socialstyrelsen, samt anbefalinger fra KL´s rapport om styrket indsats for udsatte børn og unge. I den forbindelse blev det endvidere besluttet at indgå samarbejde med Socialstyrelsens rådgivningscenter VISO (Den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation) om udarbejdelse af planen.

Planen er udarbejdet i tæt samarbejde med SSP, politiet, Familieteamet, UU-vejledere, ungdomsklubber, Job & Uddannelse, boligsociale helhedsplaner og skole- og fritidsområdet. Der er afholdt 2 workshops. Første workshop havde til formål at afdække kommunens eksisterende indsatser mod ungdomskriminalitet. På anden workshop blev der genereret forslag til nye indsatser til en sammenhængende indsats for kriminalitetsforebyggelse og tryghedsskabelse. 

I planen er der udarbejdet syv fokuspunkter, som anbefales at være udgangspunktet for de kommende års kriminalitetsforebyggende og tryghedsskabende indsatser. De syv fokuspunkter er et udtryk for områder og indsatser, som vil kvalificere den sammenhængende indsats.

 

På udvalgsmøder i Børne- og Skoleudvalget og Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget vil souschef i Center for Børn og Familie Ole Månsson fremlægge planen.

 

De syv fokuspunkter er følgende:

1.    Tryghedsskabelse

2.    Skolebørns trivsel

3.    Børn og unges fritidsliv

4.    Destruktive subkulturer (bandetilknytning, radikalisering  og ekstremisme)

5.    Unges problematiske brug af rusmidler

6.    Kvalificering af indsatsen over for de mest kriminalitetstruede unge

7.    Implementering og evaluering



Administrationen bemærker, at Udvalget for Byrum og Boligsocial Indsats behandlede planen på mødet den 6. april 2016. Udvalget drøftede sagen og kom med input til planen. Den tilrettede plan er nu klar til politisk behandling. 


 

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet.


At Børne- og Skoleudvalget anbefaler planens fokuspunkter 2-7.

At Plan-, Miljø- og Klimaudvalget anbefaler planens fokuspunkter 1 og 7.

At Fritids- og Idrætsudvalget anbefaler planens fokuspunkter 3 og 7.

At Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget anbefaler planens fokuspunkter 3, 6 og 7.

Indstilling

  1. At planen for en sammenhængende og tryghedsskabende indsats godkendes.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 03-10-2016

Fokuspunkt 2-7 anbefales overfor Byrådet.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 04-10-2016

Udvalget anbefaler administrationens indstilling, idet udvalget dog samtidig betoner at der i samarbejde med NSPV skal laves en handlingsplan i forhold tryghedsskabende vedligeholdelse.

Beslutning i Fritids- og Idrætsudvalget den 05-10-2016


Fokuspunkt 3 og 7 anbefales overfor Byrådet.

Beslutning i Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget den 12-10-2016


Fokuspunkt 4, 6 og 7 anbefales overfor Byrådet.


Der ønskes fremlagt yderligere dokumentation for kriminalitetsudviklingen inden behandlingen i Økonomiudvalget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-10-2016

Anbefaler fagudvalgenes indstillinger.

Beslutning i Byrådet den 31-10-2016

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.