Nr.151 - Forslag til lokalplan K105 - Egedal byens hus og Bygrønning

Sagsnr.: 16/11275

 
Knud Løkke Rasmussen, Frie Liberale, Christian de Jonquiéres (C)

Beslutningstema

Byrådet skal træffe beslutning om offentlig fremlæggelse af forslag til Lokalplan K105 – Egedal byens hus og Bygrønning.

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet besluttede i 2015, at Egedal byens hus i Kokkedal skal etableres ved Medborgerhuset Egedal på Egedalsvej 2. Plan-, Miljø- og Klimaudvalget godkendte den 1. juni 2016 principperne for et lokalplanforslag for Egedal byens hus og Bygrønning i Kokkedal.

 

Områdets beliggenhed

Lokalplanområdet ligger i byzone i den centrale del af Kokkedal og udgør ca. 7,2 ha. I dag står bygningen Egedal som en markant og bevaringsværdig bygning og som centrum i det parklignende landskab i det centrale Kokkedal, som strækker sig fra Egedal til syd for Egedal Kirke.  Det grønne landskab er veldefineret og rumligt afgrænset dels af byggeri og dels af beplantning af skovlignende karakter.

Medborgerhuset Egedal og Egedal Kirke ligger i ca. kote 12 og landskabet mellem de to bebyggelser danner en veldefineret skålsænkning på omkring 2,5 meter.

 

Lokalplanens grundlag

Lokalplanen K105 skal muliggøre et nyt byggeri i tilknytning til det eksisterende Medborgerhus Egedal, som samlet set skal rumme Egedal byens hus.

Fredensborg Kommune har i 2014 gennemført en registrering af bevaringsværdier af enkeltbygninger samt kortlægning af kulturmiljøer. Bygningen Egedal fik i den forbindelse en høj bevaringsværdi, og området omkring Egedal og de Brønsholmsdalske fabrikker er registreret som Kulturmiljø, hvor det er vurderet, at området er sårbart overfor yderligere bebyggelse. Den centrale del af Kokkedal indgår endvidere i projektet Klimatilpasning Kokkedal (KIK) og byens hus kobler sig til projektet ved at tænke lokal afledning af regnvand (LAR) ind i det store projekt.

 

Kulturmiljø og bygningsbevaring

Formålet med kortlægningen af de bebyggede kulturmiljøer, er blandt andet at skabe større forståelse og kendskab til bevaringsværdier og kulturarv i Fredensborg Kommune. Dermed er der skabt et bedre grundlag for lokalplanlægningen, som tager udgangspunkt i de eksisterende landskabelige, kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter.

 

Bæredygtighed

I henhold til kommunens Klimatilpasningsplan 2014-2017 er det bl.a. kommunens målsætning at regnen skal blive, hvor den falder – nedsives eller bruges rekreativt (Lokal Afledning af Regnvand – LAR).

Bygrønningen er en central del af projektet Klimatilpasning Kokkedal. Vand fra de øvre dele af Kokkedal ledes til bygrønningen, hvor det forsinkes og bortledes. Området bevares som et offentligt åbent område med mulighed for friluftsaktiviteter samtidig med der åbnes mulighed for etablering af tekniske løsning til LAR.

Bæredygtighed er indarbejdet i lokalplanforslaget på følgende måde:

•      Der udføres lokal afledning af regnvand (LAR) for Medborgerhuset Egedal, det nye byggeri og de befæstede arealer i relation til bebyggelsen.

•      LAR løsningen arbejdes sammen med løsningerne i Klimatilpasningsprojektet Kokkedal.

•      Endvidere er der planlagt for vedvarende energi, som varmeenergikilde til Egedal byens hus.

 

Dispositionsforslag for Egedal byens hus

Disposition for Egedal byens hus fremgår af sag nr. 189 - Godkendelse af dispositionsforslag og byggeprogram for Egedal byens hus.

Lokalplanforslaget skal sikre mulighed for etablering Egedal byens hus med et byggeri på op til 500 m2 inkl. det eksisterende Egedal.

 

Det nye byggeri nedgraves 0,9 meter i forhold til eksisterende terræn for at opnå bedst mulig tilgængelighed samt synergi mellem den eksisterende bebyggelse og det nye byggeri.

 

Med den øgede kapacitet i Egedal byens hus er der beregnet et behov for 24 parkeringspladser heraf 2 handicap pladser, der placeres maksimalt 30 meter fra hovedindgangen, samt 20 cykelparkeringspladser.

De nye parkeringspladser etableres nord for den sydlige del af Egedalsvej. 

 

Anden lovgivning

Kirkebyggelinje

Egedal Kirke afkaster en kirkebyggelinje på 300 meter. Formålet er at beskytte kirken mod, at der opføres bebyggelse med en højde på over 8,5 meter inden for beskyttelseslinjen.

Nyt byggeri ved Medborgerhuset Egedal må af hensyn til Egedal Kirke ikke bygges højere end 8,5 meter målt fra det i forbindelse med byggeriet fastlagte niveauplan.

 

Skovbyggelinje

Fredsskoven afkaster en skovbyggelinje på 300 meter. Formålet med skovbyggelinjen er at sikre skovens værdi som landskabselement samt opretholde skovbrynene som værdifulde levesteder fir plante- og dyreliv og beskytte skoven mod blæst.

Byggeri ved Egedal vil kræve en dispensation fra byggelinjen.

 

Lokalplanforslagets bestemmelser

Lokalplanen fastsætter en række bestemmelser der blandt andet har til formål, at

·         giver mulighed for et samlet bebygget areal på op til i alt 500 m2 ved Egedal. (Den eksisterende bebyggelse ved Egedal er inkluderet i de 500 m2, så det er muligt at genopbygge en bygning på stedet i tilfælde af f.eks. brand.)

·         gøre det muligt at etablere en tilbygning til Egedal under hensyn til den eksisterende og bevaringsværdige bygning,

·         sikre bevarelse af kulturmiljøet med Egedal og de Brønsholmsdalske fabrikker samt

·         sikre mulighed for tekniske løsninger til håndtering af regnvand.

 

Lokalplanen skal sikre, at værdierne i den eksisterende bebyggelse Egedal bevares samt styrkes igennem bedre tilgængelighed. Lokalplanen er endvidere med til at bevare resterne af kulturmiljøet omkring de Brønsholmsdalske fabrikker ved at sikre det eksisterende haveanlæg nord for Egedal og bygrønningen syd herfor som et samlet grønt parkområde i Kokkedal. Lokalplanen sikre endvidere mulighed for etablering af tekniske anlæg til forsinkelses- og nedsivningsarealer, der er en del af det samlede klimatilpasningsprojekt i Kokkedal og som skal sikre Kokkedal mod oversvømmelse i forbindelse med store regnhændelser.

 

Relation til overordnede planer og strategier

Lokalplanforslaget for nyt byggeri i tilknytning til bygningsanlægget Egedal er i overensstemmelse med Kommuneplan 2013.

 

Lokalplanforslaget er tillige i overensstemmelse med Plan- og Agenda 21-strategien for Fremtidens Fredensborg Kommune. Lokalplanforslaget muliggør udmøntning af strategiens indsats om etablering af et byens hus.

 

Endvidere er lokalplanforslaget for Egedal byens hus i overensstemmelse med de overordnede standpunkter i Fredensborg Kommunes Arkitekturpolitik.

 

Eksisterende byplanvedtægt

Dele af området er i dag omfattet af Byplanvedtægt 6 for del af Kokkedal vest. Der er dog ingen bestemmelser, der omfatter ejendommen Egedal, så i dag er Egedal alene reguleret med rammebestemmelserne i Kommuneplan 2013. Den sydlige del af Bygrønningen er omfattet af Lokalplan 41 Holmegårdsvej syd.

 

Med endelig vedtagelse af nærværende lokalplan aflyses Byplanvedtægt 6 og Lokalplan 41 for de områder, der er omfattet af den nye lokalplan K105

 

Miljøvurdering

Fredensborg Kommune har foretaget en screening af lokalplanforslaget efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Det er vurderet, at det i henhold til lovens § 3, stk. 2 ikke er nødvendigt at foretage en egentlig miljøvurdering af lokalplanforslaget, idet planforslaget alene fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

 

Bruger- og borgerinddragelse

I forbindelse med høringen af lokalplanforslaget bliver der afholdt borgermøde i Medborgerhuset Egedal, Egedalsvej 2 i Kokkedal. Dato forventes udmeldt på udvalgsmødet den 4. oktober 2016.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planlovens kapitel 5 om lokalplanlægning.

Andre virkninger (handicap, integration, ligestilling, miljø, sundhed)

Lokalplanforslaget åbner mulighed for at skabe et miljø, hvor Kokkedals borgere kan mødes på tværs af køn, alder og etnicitet. En ny lokalplan vil desuden skabe mulighed for handicapvenlige og sundhedsmæssige samt miljømæssige gunstige forhold ved ejendommen Egedal.

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Forslag til Lokalplan K105 – Egedal byens hus og Bygrønning offentliggøres i 8 uger.

Indstilling

  1. At Forslag til lokalplan K105 vedtages til fremlæggelse i offentlig høring.
  2. At der ikke foretages en egentlig miljøvurdering efter miljøvurderingsloven.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 04-10-2016

Administrations indstillinger vedtaget.

Hanne Berg (F) tager dog forbehold.


Der afholdes borgermøde den 22. november 2016 fra kl. 17.00-18.30 i Egedal byens hus.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-10-2016

Anbefaler Plan-, Miljø- og Klimaudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 31-10-2016

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.