Nr.145 - Midt-Øst Rensestruktur- Godkendelse af fase 1 og revideret kommissorium for videre faser

Sagsnr.: 16/14006

 
Knud Løkke Rasmussen, Frie Liberale, Christian de Jonquiéres (C)

Beslutningstema

Godkendelse af fase 1 og revideret kommissorium for videre faser.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund og resumé

Fredensborg Kommune har sammen med fire Nordsjællandske kommuner truffet principbeslutning om at indgå i et videre samarbejde om at skabe de bedste fremtidige rammer for en fælles effektiv rensestruktur for området omkring Usserød Å i sammenhæng med etablering af et fælles forsyningsselskab. Det fremgår endvidere direkte af den fælles vision for det nye fælles holdingselskab, at opgaven om at skabe en effektiv rensestruktur er væsentlig og prioriteret.

 

I den forbindelse har de deltagende kommuner godkendt et kommissorium af 11. februar 2016 for tilvejebringelse af grundlag for at kvalificere de hidtidige tekniske og økonomiske vurderinger i forhold til at etablere en ny rensestruktur. Kommissoriet blev godkendt på kommunalbestyrelsesmøderne i marts 2016.

 

I nærværende sag fremlægges afrapporteringen på fase 1 med godkendelse af udarbejdet rapport.

De deltagende kommuner i fase 1 er: Allerød, Fredensborg, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommuner.

 

Desuden forelægges forslag til revideret kommissorium for den videre proces. Kommissoriet vedrører således det samlede analyse- og projektarbejde forbundet med et stort anlægsprojekt, som derfor strækker sig over en mangeårig periode (5-10 år) med flere på hinanden følgende faser og beslutninger. Fra en indledende uddybende analysefase med aktiviteter til kvalificering af modeller og beslutningsgrundlag. Til en efterfølgende beslutningsfase om model for fremtidig rensestruktur og aftaler herom. Til de udførende faser med planlægning, projektforslag og myndighedsbehandling samt byggeri.

 

Der tages således med denne sag beslutning om at iværksætte uddybende analyser og etablering af et beslutningsgrundlag. Der lægges op til at endelig beslutning om etablering af ny rensestruktur tages i 2017.

 

Sagen forelægges Byrådet til godkendelse.

 

 

Sagsfremstilling

Samarbejdet mellem de fem kommuner om dannelsen af ny effektiv rensestruktur forløber planmæssigt og er i god gænge med inddragelse af alle parter i overensstemmelse med den vedtagne projektorganisation og kommissorium. Arbejdet ledes af projektsekretariatet i Fredensborg Kommune med inddragelse af kommunerne og forsyningsselskaberne, herunder forsyningsdirektørerne som har været aktivt inddraget i processen.

 

I processen har forsyningsdirektørerne besluttet at anvende EnviDan til at udarbejde analyse af de bæredygtige og energimæssige muligheder for en ny rensestruktur baseret på de løsningsmodeller som COWI præsenterede i rapporten ”Udvidet strukturanalyse” fra november 2015. EnviDans rapport fremlægges hermed til godkendelse i form af vedlagte resume af rapporten.

 

EnviDans tekniske analyse og økonomiske vurderinger viser, at det ud fra en samlet vurdering af økonomi, tekniske forhold og tidsperspektiv ikke er hensigtsmæssigt at inddrage Mølleåværket i Lyngby-Taarbæk som en del af en ny rensestruktur, uanset hvilken af de analyserede modeller for ny rensestruktur der vælges. I det videre arbejde vil Lyngby-Taarbæk med Mølleåværket således ikke indgå. Tidligere analyser viser, at der evt. kan være et økonomisk potentiale ved at lade Stavnsholt Renseanlæg (del af Furesø-Egedal Forsyning) indgå i den fremtidige rensestruktur. I det videre arbejde er der derfor lagt op til at undersøge dette nærmere.

 

Det videre arbejde med den fremtidige rensestruktur vedrører således fortsat renseanlæg i de 4 kommuner; Allerød, Fredensborg, Hørsholm, og Rudersdal Kommuner samt en afklaring af, hvorvidt der er potentiale ved at lade Stavnsholt Renseanlæg i Furesø Kommune indgå i en fremtidig rensestruktur.

 

Til støtte for udarbejdelse af forslag til revideret kommissorium, er input fra eksisterende rådgivere med stor viden og erfaring fra forsyningsområdet ligeledes anvendt. Til de tekniske anlægsforhold har EnviDan således bidraget med viden, mens det til de juridiske og aftalemæssige forhold er Horten A/S som har leveret input. Horten er også rådgivere for selskabsdannelsen omkring Fælles Holding.

 

Borgmestergruppen har på mødet den 23. august 2016 godkendt vedlagte resume vedrørende analyse af de bæredygtige og energimæssige muligheder udarbejdet af EnviDan som afrapportering på fase 1.

 

Borgmestergruppen har ligeledes på samme møde besluttet, at anbefale overfor Byråd/Kommunalbestyrelser at godkende revideret kommissorium for ny rensestruktur i området omkring Usserød Å, og at der alene arbejdes videre med et state of the art barmarksanlæg (Model 1A) med placering i Fredensborg Kommune samt at der sker nærmere undersøgelse af mulige placeringer for barmarksanlægget. Borgmestergruppen har på opfølgende møde d. 19. september godkendt at der i den videre skal ske en afklaring af, hvorvidt der er potentiale ved at lade Stavnsholt Renseanlæg i Furesø Kommune indgå i en fremtidig rensestruktur. Dette er således indarbejdet i kommissoriet.

 

Rapport og resume ”Ny rensestruktur - analyse af bæredygtige og energimæssige muligheder”

I vedlagte rapportresume (Bilag 1), som afrapportering på fase 1, fremgår konklusionerne vedrørende de bæredygtige og energimæssige muligheder i en ny fælles rensestruktur.

 

Der er undersøgt fire forskellige modeller (1-4), hvortil der er opstillet tre forskellige alternativer (A-C), som kan kobles på de fire modeller. Rapporten anbefaler model 1A, hvor spildevand fra alle de omfattede renseanlæg ledes til et nyt state of the art barmarksanlæg.

 

Rapporten konkluderer i hovedtræk:

  • Den fremtidige rensestruktur bør baseres på en centraliseret rensestruktur, hvor spildevandsrensningen sker på et nyt energiproducerende centralrenseanlæg, som etableres som et barmarksprojekt i området omkring Hørsholm/Nivå (jf. Model1A)
  • Over en 40 årig horisont vil den centraliserede barmarksløsning være den økonomisk, energi- og miljømæssige mest fordelagtige model.
  • Løsningen inkl. transportanlæg og pumpestationer vurderes at kunne generere en årlig samlet besparelse på totalomkostningerne på ca. 11. mio. kr. ift. i dag.
  • Modellen er meget robust og vurderes at udgøre den bedste og mest sikre løsning både på kort og på lang sigt.
  • Løsningen giver mulighed for at udvide og eventuelt etablere yderligere teknologiske tiltag til udnyttelse af fremtidige miljømæssige ressourcer.
  • Løsningen giver mulighed for at imødekomme eventuelle ændringer i lovgivning.
  • Anbefalingen af den fremtidige rensestruktur er ikke påvirket af, om der gennemføres yderligere tiltag til at begrænse vandmængderne, eller om det i stedet vælges at pumpe større vandmængder til det nye centralrenseanlæg. Graden af separatkloakering i de enkelte kommuner påvirker med andre ord ikke anbefalingen om at etablere en centraliseret barmarksløsning.
  • Et fælles renseanlæg skal have en kapacitet på ca. 175.000 PE
  • Et nyt barmarksanlæg kan erfaringsmæssigt etableres inden for 5-7 år.
  • Anbefaler at fortsætte til fase 2 for at konkretisere løsninger, verificere datagrundlaget og prissætning yderligere og dermed opkvalificere beslutningsgrundlaget for det videre forløb.

 

Rapporten anbefales godkendt på baggrund af anbefaling fra forsyningsdirektørerne, som har forestået udarbejdelse af rapporten samt af de tekniske direktører i kommunerne.

 

Status på kommissorium

Fase 1 er gennemført og afsluttet med godkendelse af EnviDans rapport. Endvidere er enkelte aktiviteter i fase 2 afdækket. I det reviderede kommissorium lægges der således op til en revideret og uddybet fase 2.

 

Revideret kommissorium

I vedlagte forslag til revideret kommissorium for ny rensestruktur for området omkring Usserød Å er faser med aktiviteter og overordnet tidsforløb opstillet. 

 

Forslaget til revideret kommissorium bygger videre på det eksisterende kommissorium. Der er lagt op til fortsættelse af det gældende formål og videreførelse af strukturen i den eksisterende projektorganisation.

Lyngby-Taarbæk Kommune og Mølleåværket er skrevet ud som følge af konklusionerne på fase 1 og Stavnsholt Renseanlæg i Furesø Kommune er skrevet ind for at afklare om der er potentiale ved at lade anlægget indgå i ny rensestruktur.

 

Aktiviteter i de følgende faser er specificeret. Se bilag 2. Nedenfor præsenteres faserne med aktiviteter i hovedtræk.

 

Fase 2 Uddybende analysefase

·         Tekniske og planmæssige leverancer

·         Juridiske og aftalemæssige leverancer

·         Økonomiske leverancer

·         Sammenfattende leverancer

 

Fase 3 Beslutning om model, aftaler om fremtidig rensestruktur og placering

·         Valg af model og niveau for energiproduktion for fremtidig rensestruktur

·         Valg af placering

·         Godkendelse af juridiske og aftalemæssige forhold

·         Yderligere forhold, der måtte fremkomme under fase 2.

 

Fase 4 Planlægningsfase, projektforslag og myndighedsbehandling

·         Detaljeret planlægning af det videre forløb

·         Udarbejdelse af projektforslag

·         Myndighedsbehandling herunder fx spildevandsplaner, VVM-undersøgelse, lokalplan, landzonetilladelse, udledningstilladelse, aftaler med lodsejere mv.

 

Fase 5 projektering og byggefase

·         Fasen planlægges i fase 4. Fasen vil bl.a. omfatte udbud, projektering og byggeri.

 

 

Tidsplan

Den endelige beslutning om etablering af en fælles effektiv rensestruktur for de 4 kommuner sker ultimo 2017. Der arbejdes derefter med en tidshorisont på 5-10 år fra beslutningstidspunktet. Et nyt fælles renseanlæg kan ifølge Envidan etableres på 5-7 år, såfremt forløbet kører uden forhindringer. Der er derudover afsat tid til uforudsete forsinkelser samt forhold fx vedr. eventuel nedlukning af eksisterende anlæg ift. den fremtidige funktion.

 

Politisk godkendelse af revideret kommissorium

Okt. 2016

Fase 2 Analyse

 

Tekniske og planmæssige forhold

Nov. 2016 - marts 2017

Juridiske og aftalemæssige forhold

Nov. 2016 - marts 2017

Økonomiske forhold ved udvalgte modeller

Nov. 2016 - marts 2017

Plan for det videre forløb    

Feb. 2017.- marts 2017

Fase 3 Beslutning

 

Valg af model og niveau for energiproduktion for fremtidig rensestruktur og placering

medio 2017

Godkendelse af juridiske og aftalemæssige forhold

ultimo 2017

Fase 4 og 5

 

Planlægningsfase, projektforslag og myndighedsbehandling

Projektering og byggefase

2018 - ca. 2027

 

 

Anbefaling fra bestyrelsen for Fredensborg Forsyning

Bestyrelsen for Fredensborg Forsyning har på bestyrelsesmøde d. 1. oktober drøftet muligheden for etablering af et energiproducerende centralrenseanlæg og er kommet med nedenstående anbefaling til Fredensborg Kommunes Byråd. Referat vedrørende bestyrelsespunktet er vedlagt i bilag 3. Bestyrelsen besluttede at:


  • At anbefale Fredensborg Byråd, at Midt-Øst analysens fase 2 fortsætter som angivet i revideret kommissorium.
  • At anbefale Fredensborg Byråd, at der parallelt med fase 2 gennemføres en supplerende analyse af at rense spildevand fra Kokkedal på Nivå renseanlæg, jf. Kommunens spildevandsplan
  • At Fredensborg Byråd i samarbejde med de øvrige kommuner først
    træffer beslutning om en ny rensestruktur og et eventuelt nyt fælles renseanlæg når beslutningsgrundlaget fra fase 2 foreligger, herunder en fordelingsmodel som de involverede kommuner er enige om
  • At Følgegruppen fremsender input til bestyrelsesformanden i forbindelse med det møde der skal holdes med de øvrige kommuner.  Der tages højde for de beregninger der skal fremgå før beslutningen om fase 2 træffes af Byrådet den 31. oktober 2016.  

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet

Indstilling

  1. At rapporten som afrapportering på fase 1 godkendes samt at forslag til revideret kommissorium for de videre faser godkendes.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-10-2016

Anbefaler bestyrelsen fra Fredensborg Forsynings anbefaling.

Beslutning i Byrådet den 31-10-2016

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.