Nr.73 - Opløsning af Nordsjællands Brandvæsen

Sagsnr.: 15/38338

 
Rasmus Østrup Møller (A)

Beslutningstema

Byrådet skal træffe endelig beslutning om opløsning af Nordsjællands Brandvæsen.

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet godkendte på sit møde den 25.01.2016, at Nordsjællands Brandvæsen opløses i henhold til § 18 i samordningsaftalen for Nordsjællands Brandvæsen (NSBV).


Det bemærkes, at en opløsning at et § 60-fællesskab, som sker i enighed mellem deltagerne, ikke skal godkendes af Statsforvaltningen, men Statsforvaltningen skal dog godkende vilkårene for opløsningen.


Byrådet godkendte tillige, at revisionsfirmaet BDO skulle forestå den økonomiske opgørelse – bodelingen – til brug for opløsningen af NSBV.


BDO har således udarbejdet em økonomisk opgørelse med det udgangspunkt, at NSBV opløses således, at stifterne udtager de aktiver m.m., som de indskød i NSBV.


Der sker således en tredeling af NSBV, idet NSBV ved stiftelsen var en samling af de tre oprindelige beredskaber: Rudersdal/Hørsholm Brandvæsen, Allerød Brandvæsen og det ”gamle” Nordsjællands Brandvæsen.


Overordnet viser opgørelsen – der er baseret på regnskab 2015 - at egenkapitalen i NSBV fordeles således mellem de tre indskydere: Rudersdal /Hørsholm 4.710.386 kr., Allerød -384.995 kr., og ”gamle” NSBV 1.645.758 kr.


Opløsningen indebærer, at de tre indskydere udtager indskudte aktiver med tilhørende gæld.


Brandstationer tilbageføres til de tre beredskaber og det materiel, der forefindes på stationerne følger i udgangspunktet disse.


Opløsningen har virkning fra 31. maj 2016. Afholdelse af udgifter i 2016, fx større anskaffelser, som er af betydning for boopgørelsen, medtages i en afsluttende refusionsopgørelse.


Der henvises til vedhæftede bilag ”Boopgørelsen fase 2”, som således udgør vilkårene for opløsningen af NSBV.


Med denne model for opløsningen af NSBV skal Byrådet tillige tage stilling til en opløsning af ”det gamle” Nordsjællands Brandvæsen, som dermed skal fordeles mellem Helsingør og Fredensborg kommuner, idet Helsingør skal stifte eget beredskab og Fredensborg skal indtræde i det nye Nordsjællands Brandvæsen.


BDO har også udarbejdet en økonomisk opgørelse for opløsning af ”det gamle” NSBV, som har taget udgangspunkt i den oprindelige ejer/udgiftsfordelingsnøgle baseret på de to kommuners befolkningstal svarende til 60/40 fordeling.


Resultatet af boopgørelsen for ”det gamle” NSBV viser en fordeling af egenkapitalen med 1.515.027 kr. til Helsingør og 509.805 kr. til Fredensborg. Efter korrektion baseret på 60/40-modellen skal Helsingør Kommune betale kr. 284.335 til Fredensborg Kommune.


Opløsningen har virkning fra 31. maj 2016.


Der henvises til vedhæftede bilag ”Fordeling af aktiver og gæld i Gammelt Nordsjællands Brandvæsen Fase 3”, som således udgør vilkårene for opløsningen af ”det gamle” NSBV.


Efter Byrådets godkendelse fremsendes de ovenstående vilkår for opløsningerne til Statsforvaltningens godkendelse.


I forhold til medarbejderne i Nordsjællands Brandvæsen er processen for fordelingen af disse forløbet fint og ad frivillighedens vej. Det kan oplyses, at samlet set 7 medarbejdere fra administrationen flytter til Helsingør Kommunes beredskab. Deltidsbrandmænd forbliver på de nuværende stationer.


Beslutning i den fælles beredskabskommission den 3. maj 2016:

Indstilling:

At Beredskabskommissionen tager vilkårene for opløsningen af Nordsjællands Brandvæsen, jf. bilagene ”Boopgørelsen fase 2” og ”Fordeling af aktiver og gæld i Gammelt Nordsjællands Brandvæsen Fase 3”, til efterretning.


Beslutning:

Indstillingen følges med følgende bemærkning, at formanden, sammen med Nordsjællands Brandvæsens ledelse, træffer beslutning om styregruppens behandling af oplæg til principperne for refusionsopgørelse giver anledning til indkaldelse til ekstraordinært beredskabskommissionsmøde.

Retsgrundlag

Beredskabsloven, styrelsesloven og samordningsaftalen.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

Det indstilles at:


-      Byrådet endeligt godkender opløsningen af Nordsjællands Brandvæsen,

-      Byrådet godkender vilkårene for opløsningen af Nordsjællands Brandvæsen, jf. bilaget ”Boopgørelsen Fase 2”,

-      Byrådet godkender opløsningen – og vilkårene herfor – at ”det gamle” Nordsjællands Brandvæsen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 23-05-2016

Økonomiudvalget indstillede administrationens forslag godkendt betinget af, at opløsningen af det nuværende Nordsjællands Brandvæsen, bestående af 5 kommuner, kan gennemføres i overensstemmelse med samarbejdsaftalens § 18, herunder at der blandt alle 5 kommuner er enighed om grundlaget for opløsningen, og det økonomiske mellemværende for opløsningen.

Beslutning i Byrådet den 30-05-2016

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.