Nr.142 - Ansøgning om grundkapitallån og kommunegaranti til udvidelse af Stejlepladsen II

Sagsnr.: 15/29109

 
Ulla Hardy-Hansen (C), Hans Nissen (A), Thomas Bak (V), Pia Bødtker (A)

Beslutningstema

Principiel stillingtagen til kommunal medfinansiering af 10 nye seniorboliger i tilknytning til den almene boligafdeling Stejlepladsen II Humlebæk.

Sagsfremstilling og økonomi

Kommunen har modtaget idéoplæg fra Humlebæk Boligselskab, afdeling Stejlepladsen II, der ønsker at nyopføre 8 – 12 seniorboliger i tilknytning til afdelingens øvrige boliger og på afdelingens egen grund. Der henvises til det vedlagte bilag.

 

Inden boligselskabet går i gang med en mere detaljeret planlægning har man bedt om en tilkendelse fra Byrådet, om hvorvidt kommunen vil medvirke til finansieringen. 

 

Stejlepladsen II er en almen boligafdeling beliggende Baunebjergvej 202 – 226, Humlebæk. Afdelingen består af 123 familieboliger med en gennemsnitsstørrelse på 90 m2, i alt 11.190 m2 med et grundtilliggende på 43.233 m2.

 

Afdelingen har i et samarbejde med Domea og Rambøll fået godkendt en foreløbig helhedsplan i Landsbyggefonden med henblik på at fremtidssikre boligerne, således at Stejlepladsen II også i årene, som kommer, vil være et attraktivt boligområde for borgere i Fredensborg Kommune.

 

Humlebæk Boligselskab vil gerne samtidigt med gennemførelsen af den nævnte helhelsplan udvide udlejningssegmentet til også at omfatte 10 seniorboliger, da det er et udtalt ønske hos boligselskabets beboere at kunne få muligheden for at blive boende i afdelingen, når den dag kommer, hvor man ikke længere har brug for den ”store” praktiske bolig, og hvor man ikke har mulighed for at bo i en bolig, hvor trapper er en integreret del af det at bo dér.

 

Selskabet anfører endvidere, at ventelisterne på seniorboliger er på ca. 800 aktive ansøgere, der er på udgik efter en bolig med niveaufri adgang mm. Der er en udpræget efterspørgsel på egentlige seniorboliger, hvor man kan leve sammen med ligesindede samtidig med, at man også er en del af det omgivende fællesskab, der også indeholder børnefamilier og unge.

 

For at styrke dette fællesskab ønsker afdelingen at opføre et fælleshus til gavn og glæde for samtlige beboere både i det eksisterende Stejlepladsen II og i de nye seniorboliger.

 

Et funktionelt fælleshus, som vil kunne være med til at styrke det sociale miljø, men som også vil være med til at åbne boligafdelingen op for nærområdet. Især tænkes der på muligheden for at inddrage beboerne i naboafdelinger, (som ikke nødvendigvis er en del af Humlebæk Boligselskab, fx er Boserupvej interesseret), der ligesom Stejlepladsen har behov for faciliteter at være fælles i.

 

Der er ingen planmæssige forhindringer for opførelse af 10 seniorboliger og 1 fælleshus. Fremtidige forhold vil holde sig under den i kommuneplanrammen udstukne bebyggelsesprocent på 30.

 

Gældende rammebeløb for opførelse af familie/seniorboliger i området er i januar 2015, kr. 23.380 pr. m2, inklusive energitillæg.

 

Et samlet budgetoverslag for nybyggeriet ved 10 seniorboliger vil udgøre 18,7 mio. kr. inklusive moms. Det kommunale grundkapitallån udgør efter den gældende takst 10 % af anskaffelsessummen, svarende til kr. 1,87 mio. kr. i form af et rente- og afdragsfrit lån. Administrationen gør opmærksom på, at der ikke er afsat budget til at yde et sådant lån og långivning i givet fald vil forudsætte at der gives en særskilt bevilling hertil.

 

Herudover skal kommunen yde garanti på den del af realkreditlånet, som overstiger 60 % af ejendommens værdi. Hvis ejendommens værdi svarer til anskaffelsessummen på 18,7 mio. kr. vil garantien udgøre 7,5 mio. kr., hvoraf Landsbyggefonden regaranterer for halvdelen. Hvis ejendommen værdisættes lavere vil kommunens garantistillelse skulle være højere, dog stadig med 50 % regaranti. Garantistillelsen påvirker ikke kommunens låneramme.

 

Boligselskabet oplyser endeligt, at den fremtidige husleje er beregnet til at udgøre ca. 1.051 pr. m2 pr. år. En lejlighed på 90 m2 vil således koste ca. 7.885 kr. pr. måned. Det er administrationens opfattelse, at dette er et normalt lejeniveau for nybyggeri.

 

Administrationen gør opmærksom på, at såfremt Byrådet principgodkender ansøgningen og herunder sin deltagelse i finansieringen, vil boligselskabet gå i gang med detailprojekteringen og udarbejdelse af skema A, der vil blive forelagt for Byrådet til godkendelse. 

Bevilling

Bevillingstabel

Forventet merforbrug/finansiering (1.000 kr.)

Profit-center

Omkost-ningssted/
PSP-element

2015

2016

2017

2018

I alt, drift

0

0

0

0

I alt, anlæg

1.870 

0

0

Negativt fortegn er indtægt (fx betyder -100, at der er en besparelse på 100.000 kr.)

 

Administrationen gør opmærksom på at ydelse af det ansøgte lån vil forudsætte, at der gives en tillægsbevilling.

Retsgrundlag

Almenboliglovgivningen.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At der tages principiel stilling til ansøgningen.

Beslutning i Økonomiudvalget den 19-10-2015

Økonomiudvalget anbefaler byrådet, at byrådet er sindet at medvirke til finansieringen i 2017 inden for den afsatte, indekserede ramme.


Helle Abild Hansen (I) og Ulla Hardy-Hansen (c) stemmer imod, idet de ikke ønsker at give bindende tilsagn på nuværende tidspunkt.

Beslutning i Byrådet den 26-10-2015

Godkender Økonomiudvalgets indstilling efter afstemning:


For: 24 (Bo Hilsted (A), Carsten Nielsen (A), Charlotte Sander (A), Ergin Øzer (A), Henriette Stein (A), Per Frost Henriksen (A), Rasmus Østrup Møller (A), Thomas Lykke Pedersen (A), Kristian Hegaard (B), Lars Simonsen (B), Christian de Jonquiéres (C), Thomas von Jessen (C), Hossein Armandi (D), Hanne Berg (F), Flemming Rømer (O), Kim E. Jensen (O), Carsten Wulff (V), Charlotte Bie (V), Lars Egedal (V), Lars Søndergaard (V), Susanne Rasmussen (V), Thomas Elgaard (V), Tinne Borch Jacobsen (V), Henriette Brandt Pedersen (Ø))


Imod: 2 (Knud Løkke Rasmussen (Frie Liberale), Helle Abild Hansen (I))


Fraværende: 1 Dorte Beyer (A)


Forslaget blev dermed vedtaget.


Helle Abild Hansen (I) stemmer imod, idet hun ikke ønsker at give bindende tilsagn på nuværende tidspunkt.