Nr.77 - Endelig vedtagelse af lokalplan K103-Kokkedal Centrum

Sagsnr.: 14/34788

 
Tinne Borch Jacobsen (V)

Beslutningstema

Endelig vedtagelse af lokalplan K103 – Kokkedal Centrum samt tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2013.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Den centrale del af Kokkedal indgår i projektet Klimatilpasning Kokkedal. Klimatilpasningsprojektet blev etableret på baggrund af oversvømmelser i boligområdet Jellerød i 2007 og 2010.

 

I 2012 besluttede Byrådet, at der skal arbejdes for etablering af Byens Hus i Kokkedal. Det er efterfølgende besluttet, at det skal ligge i forbindelse med spor F på Kokkedal Skole (østlige del mod Holmegårds Centret).

 

I 2013 blev det besluttet, at der skal arbejdes for et Gymnastikkens Hus i Kokkedal. Det anbefales at Gymnastikkens Hus skal bygges ved den østlige gavl af den eksisterende idrætshal ved Kokkedal Skole Vest.

 

Der er fra foreningslivet et ønske om en fremtidig byggemulighed til forenings- og kulturformål i den sydlige del af lokalområdet. Der er i denne lokalplan indarbejdet et byggefelt, hvor det er muligt at bygge til offentlige formål.

Der er et behov for at skabe mulighed for etablering af en mobilmast, for at imødekomme det eksisterende og fremtidige behov for sikre en god digital infrastruktur i den centrale del af Kokkedal.

 

Lokalplanområdet og områdets anvendelse

Indenfor lokalplanområdet ligger Kokkedal Skole og Egedalshallen samt tilhørende idræts- ude- og parkeringsarealer. Desuden er der parkeringsareal til Pleje- og aktivitetscentret Egelunden samt centret. Holmegårdsvej gennemskærer den østlige del af området i nord/syd gående retning.

Lokalplanområdet er samlet set ca. 12,2 ha og ligger i byzone.

 

Lokalplanforslagets bestemmelser

Lokalplanen fastlægger en række bestemmelser, med det formål at give mulighed for byggeri til Gymnastikkens Hus, Byens Hus, hus til offentlige formål, opsætning af mobilmast samt sikre den fornødne plads til anlæg til lokal håndtering af regnvand.

 

Kommuneplan 2013

I forbindelse med lokalplanforslaget er der udarbejdet et tillæg nr. 6 til Kommuneplan 2013 med ny afgrænsning mellem rammeområde KB 18 og KO 02, så område KO 02 udvides til også at omfatte arealet der pt. er omfattet af KB 18. Endvidere udvides anvendelsesbeskrivelsen for KO 01 til også at omfatte offentlige formål som bibliotek, teatersal, biograf og medborgerfaciliteter.

 

Borgerinddragelse

I forbindelse med den offentlige høring af lokalplanforslag K103 blev der den 22. januar 2015 afholdt et borgermøde. I Notat - marts 2015 som er vedlagt sagen findes et kort resumé af mødet. 

 

Offentlig høring af lokalplanforslag K103

Lokalplanforslaget var i offentlig høring i perioden fra 8. december 2014 til den 19. marts 2015. Der er kommet i alt 7 indsigelser og bemærkninger fra myndigheder, foreninger og privatpersoner. I notat af marts 2015 findes et resumé af hver af indsigelserne samt administrationens bemærkninger. Høringssvarene er i deres helhed bilagt sagen.

 

Ændringsforslag til lokalplan K103

Der er dels redaktionelle rettelser som handler om præciseringer og justeringer af lokalplanens bestemmelser samt tilføjelse af delområder på kortbilag 1, da de ikke er kommet med i lokalplanforslaget. Der er desuden forslag til ændringer af bestemmelser og kortbilag som konsekvens af indkomne høringssvar. (Ændringer er skrevet med kursiv).

 

Følgende er forslag til redaktionelle rettelser

 

Delområde 1 A og B rettes konsekvent til Delområde 1 i lokalplanteksten.

 

Redegørelsen s. 13 Jordforurening, der tilføjes i anden linje kommunens jordregulativ og

 

§ 3 stk. 2, der tilføjes ordet sportshaller

§ 5 stk. 1, byggefelt benævnes 1A

§ 5 stk. 1, I delområde 1 kan der indenfor byggefelt bygges 1650 etagemeter i to etager. Ændres til: I delområde 1 kan der indenfor byggefelt bygges i to etager.

§ 5 stk. 2, byggefelt benævnes 1B

§ 5 stk. 2, følgende tekst slettes, Op til halvdelen af bygningens etagemeter kan opføres i op til 6 etager.

 

Kortbilag 1 rettes til så det indeholder matrikelafgrænsning og delområde afgrænsninger.

 

Følgende er forslag til ændringer på baggrund af indkomne høringssvar.

 

Oprindelig:

§ 4 stk. 5 Der skal sikres cykelparkeringspladser i tilstrækkeligt omfang og hensigtsmæssigt placeret i forhold til bygningernes adgangsarealer evt. ved en om disponering af eksisterende pladser.

Ændres til:

§ 4 stk. 5 Der skal sikres 0,4 cykelparkeringsplads pr. ansat/elev/idrætsudøver, som placeres hensigtsmæssigt i forhold til bygningernes adgangsarealer evt. ved en om disponering af eksisterende pladser.

 

Kortbilag 2 ændres til:

Kortbilag 2 Byggefelter. Byggefeltet for Gymnastikkens Hus rykkes 11 meter mod syd, hermed mindskes generne for grundejeren Blomsterager 607 og der sker en optimering af indretning af Gymnastikkens Hus.


Sagsbehandling siden 7. april 2015

Lokalplanforslaget samt nærværende dagsorden om den endelige vedtagelse er sendt til Kokkedal Skoles skolebestyrelse jf. udvalgets beslutning 7. april 2015. Kokkedal Skoles skolebestyrelse har sendt udtalelse, som er vedhæftet dagsordenen. Skolebestyrelsen udtrykker skuffelse over manglende dialog og samarbejde med Nivå Gymnastikforening om fælles brug af gymnastikredskaberne i hallen.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planloven.

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Lokalplanens vedtagelse vil blive annonceret på kommunens hjemmeside og de berørte parter vil modtage brev om Fredensborg Kommune afgørelse.

Indstilling

  1. At lokalplan K103 vedtages endeligt med følgende rettelser til redegørelsen

·         S. 13 Jordforurening, der tilføjes i anden linje kommunens jordregulativ og



  1. At lokalplan K103 vedtages endeligt med følgende rettelser til bestemmelserne

·         Delområde 1 A og B rettes konsekvent til Delområde 1 i lokalplanteksten

·         § 3 stk. 2, der tilføjes ordet sportshaller

·         § 4 stk. 5, Bestemmelsen ændres til, Der skal sikres 0,4 cykelparkeringsplads pr. ansat/elev/idrætsudøver, som placeres hensigtsmæssigt i forhold til bygningernes adgangsarealer evt. ved en om disponering af eksisterende pladser.

·         § 5 stk. 1, byggefelt benævnes 1A

·         § 5 stk. 1, Bestemmelsen ændres til, I delområde 1 kan der indenfor byggefelt bygges i to etager.

·         § 5 stk. 2, byggefelt benævnes 1B

·         § 5 stk. 2, følgende tekst slettes, Op til halvdelen af bygningens etagemeter kan opføres i op til 6 etager.


  1. At lokalplan K103 vedtages endeligt med følgende rettelser til kortbilagene

·         Kortbilag 1, Matrikel- og områdekort. Indsættelse af delområderne.

·         Kortbilag 2, Byggefelter. Byggefeltet for Gymnastikkens Hus rykkes 11 meter mod syd.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 07-04-2015

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget udsatte sagen til næste møde med henblik på, at skolebestyrelsen på Kokkedal Skole anmodes om en udtalelse i sagen.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 05-05-2015

Anbefaler administrationens indstilling.


Ergin Øzer (A) tager forbehold, idet han ønsker arealet flyttet længere mod vest.

Beslutning i Økonomiudvalget den 18-05-2015

Anbefaler Plan,- Miljø,- og Klimaudvalgets indstilling

Beslutning i Byrådet den 26-05-2015

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.


Ergin Özer (A) stemte imod indstillingens punkt 3.