Nr.95 - Kokkedal Industripark, endelig vedtagelse af lokalplan K104 for et område

Sagsnr.: 11/55948

 
Hans Nissen (A), Tinne Borch Jacobsen (V)

Beslutningstema

Endelig vedtagelse af lokalplan K104 for et område i Kokkedal industripark samt tillæg nr. 8 til Kommuneplan 2013.

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet vedtog på møde den 26. januar 2015 at fremlægge forslag til lokalplan K104 for et område ved Kokkedal Industripark samt tillæg nr. 8 til Kommuneplan 2013 i offentlig høring.

 

Høringsperioden var fra den 4. februar 2015 til den 7. april 2015 og der blev afholdt borgermøde den 26. februar 2015. I høringsperioden indkom der 2 høringssvar.

 

Lokalplanens baggrund

Plan- og klimaudvalget besluttede i februar 2013 at meddele principiel godkendelse til indretning af Kokkedal Industripark 6 til Audi-bilhus på baggrund af en ansøgning fra Semler Audi Detail A/S.

 

Efterfølgende er Kokkedal Industripark 6, med vedtagelse af Kommuneplan 2013, blevet udlagt til butikker for særligt pladskrævende varer.

 

Kokkedal Industripark 6 var tidligere omfattet af Byplanvedtægt 17 – for den sydlige del af Kokkedal vest – som fastlægger områdets anvendelse til mindre industri- og værkstedsformål samt lagervirksomhed. Indretning af bilhus forudsætter derfor ny lokalplan, der muliggør anvendelse til butikker for særligt pladskrævende varer.

 

Lokalplanforslaget er udarbejdet i samarbejde med ejers rådgiver.


Høringssvar fra naboer

Som angivet ovenfor har kommunen modtaget 2 høringssvar fra naboer til det kommende Audi-bilhus. Høringssvarene vedrører følgende forhold: (Administrationens bemærkninger i kursiv)


  1. Der gøres indsigelse mod at lokalplanen giver mulighed for opsætning af mobilantennemast med en højde på op til 30 meter.

(Det anbefales at lokalplanen fastholder muligheden for opsætning af mobilmast, i det der er tale om et erhvervsområde og ud fra et generelt samfundsmæssigt hensyn om at sikre lokaliteter til mobilmaster)


  1. Der gøres indsigelse mod at hæve den maksimalt tilladte bygningshøjde fra 8,5 meter til 12,5 meter. Det er afgørende fra hvilket niveauplan de 12,5 meter måles fra da terrænet på grunden varierer en del.

(se administrationens ændringsforslag nedenfor under punkt 1)


  1. Der gøres indsigelse mod at fjerne beplantningen langs den østlige del af Egedalsvej.

(Lokalplanens § 9 stk. 8 fastlægger allerede, at beplantningen langs den østlige del af Egedalsvej skal fremstå med tæt og skærmende beplantning. Se endvidere administrationens ændringsforslag under punkt 6 nedenfor)


  1. Det foreslås, at det præciseres, at der ikke må monteres og anvendes alarmer med lydsignal.

(Dette er ikke et planspørgsmål, som kan håndteres i lokalplanen. Generelt gælder dog, at miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj skal overholdes.)


  1. Det foreslås, at det indskrives, at der ikke må installeres vaske-/tørreanlæg ud til nordsiden af bygningen.

(Det er planen, at der vaskehal etableres i hovedbygningens østlige ende/facade. Det fremgår endvidere af lokalens § 10 stk.5, at støjende anlæg skal afskærmes, således at støjgener i forhold til boliger og øvrige omgivelser overholder miljøstyrelsens vejledende grænseværdier.)


Høringssvar og bemærkninger fra ansøger

Semler Audi fremsendt forslag og ønsker til enkelte ændringer i lokalplanen, bl.a. med udgangspunkt i ovenfor nævnte indsigelser. Det drejer sig om følgende:


  1. §6 stk. 3 vedrørende bebyggelsens udformning og placering tilføjes et niveauplan for hvert af byggefelterne, hvorfra den maksimale bygningshøjde måles.

(se administrationens ændringsforslag nedenfor under punkt 1)

 

  1. §7 stk. 5 vedrørende skilte ønskes præciseret i forhold til en revideret skilteplan.

(se administrationens ændringsforslag nedenfor under punkt 2)


  1.  §7 stk. 8 ønskes ændret, så der gives mulighed for opstilling af 4 flagstænger (én for hver ring i Audi’s logo) ud mod Usserød Kongevej i området mellem byggefelt 1 og 3.

(se administrationens ændringsforslag nedenfor under punkt 3)


  1. §8 stk. 2 omhandlende krav om installation af anlæg til opsamling af tagvand til brug for toiletskyl ønskes udtaget. Ønsket begrundes med risikoen for, at der kan opstå lugtgener som følge af brug af regnvand.

(Administrationen er ikke bekendt med lugtgener forbundet med brug af regnvand fra tage til toiletskyl)


Administrationensændringsforslag til lokalplanen

På baggrund af ovenstående indsigelser, forslag og ønsker anbefaler administrationen følgende ændringer i lokalplanen:


  1. At § 6 stk. 3 ændres til:Ny bebyggelse i delområde 1 må maksimalt opføres i 2 etager med en bygningshøjde på 12,50 m målt fra niveauplan 19,40 for byggefelt 1 og 17,40 for byggefelt 2, som vist på kortbilag 2. Mindre bygningsdele som ventilationshætter og skorstenspiber kan i begrænset omfang overskride højdegrænsen med maksimalt 1 meter.

Ny bebyggelse i delområde 2 må maksimalt opføres i 2 etager med en bygningshøjde på 8,5 m målt fra niveauplan 20,50 for byggefelt 3, som vist på kortbilag 2. Mindre bygningsdele som ventilationshætter og skorstenspiber kan i begrænset omfang overskride højdegrænsen med maksimalt 1 meter.”


  1. At § 7 stk. 5 ændres til:Der må placeres et logo-skilt på maksimalt 2,5 m i højden og 6 meter i bredden på hver af bygningernes facader (i alt maksimalt 3 skilte). Logoskiltet kan maximalt bestå af firmalogo inkl. firmanavn. Der må placeres et filial-skilt på maksimalt 1 m i højden og 10 m i bredden på hver af bygningernes facader (i alt maksimalt 3 skilte). Derudover kan der på nordfacade mod Egedalsvej etableres et logo-skilt for værkstedsfunktionen på maksimalt 2,5 m i højden og 6 meter i bredden.

    Der kan etableres henvisningsskilte ved indgange og porte på maximalt 30 cm i højden.”

  2. At § 7 stk. 8 ændres til:Der må opstilles 1 flagstang på max 12 m. mod Kokkedal Industripark. Der må opstilles 4 flagstænger på max 10 m. mellem Byggefelt 1 og Byggefelt 3, som vist på kortbilag 2.”

  3. At principiel placering af flagstænger markeres på kortbilag 2.

  1. At facadeopstalter på side 7 i lokalplanens redegørelsesdel tilføjes terrænkoter og niveauplan hvorfra max. bygningshøjde måles (de 12,50 meter).

  1. At visualiseringer af projektet ændres således, at beplantningen fremstår mere retvisende og bedre illustrerer lokalplanens § 9 stk. 7 og 8 om beplantningsbæltet langs Usserød Kongevej og Egedalsvej.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planloven

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Beslutning om endelig vedtagelse ag lokalplan K104 og tillæg nr. 8 til Kommuneplan 2013 vil blive annonceret på kommunens hjemmeside.

Indstilling

  1. At § 8 stk. 2 omhandlende krav om installation af anlæg til opsamling af tagvand til brug for toiletskyld fastholdes.

  1. At lokalplan K104 og tillæg nr. 8 til kommuneplan 2013 vedtages endeligt med de ændringer, som administrationen anbefaler i sagsfremstillingen.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 02-06-2015

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-06-2015

Anbefaler Plan,-Miljø – og Klimaudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 22-06-2015

Godkender økonomiudvalgets indstilling.