Nr.103 - Beslutningsoplæg fra Kommunernes Kontakt Råd Hovedstaden (KKR)

Sagsnr.: 15/12508

 
Hans Nissen (A), Tinne Borch Jacobsen (V)

Beslutningstema

KKR (Kommune Kontaktråd) Hovedstaden har udsendt tre oplæg til beslutning i byrådet. I oplæggene fra KKR er opstillet skal- og kan opgaver til beslutning.

 

De tre områder omhandler:

 

1. Tværkommunale samarbejder på beskæftigelsesområdet

2. Høring vedrørende fælles uddannelsesstrategi på ni velfærdsuddannelser

3. Fælles opslag om Greater CoPENHAGEN – et erhvervspolitisk fællesskab

 

Sagen skal til endelig behandling på byrådsmødet den 22. juni 2015. Byrådets beslutning sendes den 23. juni 2015 til KKR sekretariatet. 

Sagsfremstilling og økonomi

Indledning

KKR Hovedstaden har på deres møde den 23. februar 2015 drøftet tre sager, som de anbefalede at sende til behandling i alle byråd/kommunalbestyrelser.

 

Nedenfor gennemgås de tre sager. Til hver sag er der skrevet en indstilling i forhold til, hvad administrationen anbefaler. Først gennemgås tværkommunale samarbejder på beskæftigelsesområdet, dernæst uddannelsesstrategi og afslutningsvis sag om Greater CoPENHAGEN.

 

1. Tværkommunale samarbejder på beskæftigelsesområdet

I forbindelse med den nye beskæftigelsesreform er De Regionale

Beskæftigelsesråd erstattet af 8 Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR). De Regionale Arbejdsmarkedsråd har 21 medlemmer, og 5 af medlemmerne repræsenterer Kommune Kontaktrådene (KKR).

 

KKR drøftede på mødet den 23. februar 2015 pejlemærker og udkast til anbefalinger til tværkommunale samarbejder på beskæftigelsesområdet. KKR godkendte følgende proces:

 

  • De politiske pejlemærker og anbefalinger til tværkommunale samarbejder sendes til godkendelse i kommunalbestyrelserne.
  • Status på anbefalingerne behandles årligt i de enkelte kommunalbestyrelser og drøftes i KKR.

 

I november 2014 bad KKR Hovedstaden Embedsmandsudvalget for Vækst, Uddannelse og Beskæftigelse under KL om at udarbejde et oplæg til fokusområder for det tværkommunale samarbejde. Resultatet af dette arbejde førte til en kortlægning af det eksisterende tværkommunale samarbejde, og dannede således udgangspunkt for drøftelsen på KKR mødet i februar 2015. Kortlægningen og drøftelsen førte til nedenstående pejlemærker og anbefalinger.

 

1.1 De politiske pejlemærker

Pejlemærkerne skal sætte retning for, hvordan de kommunale interesser varetages i det Regionale Arbejdsmarkedsråd (RAR Hovedstaden).

De politiske pejlemærker er følgende:

 

1. Beskæftigelsespolitikken som drivkraft for vækst

2. Understøtte et velfungerende arbejdsmarked

3. Understøtte at flere unge kommer i job og uddannelse

4. Skabe gode betingelser for opkvalificering af den ledige arbejdskraft

5. Understøtte en effektiv indsats, der virker

6. Sikre samarbejde på tværs af kommuner

1.2 De politiske anbefalinger

Beskæftigelsesreformen lægger op til, at der sker et tættere samarbejde på tværs af kommunerne. Med udgangspunkt i kortlægningen af det tværkommunale samarbejde er der udarbejdet anbefalinger for det tværkommunale samarbejde. Anbefalingerne betyder, at kommunen forpligter sig til at være en del af et tværkommunalt samarbejde på beskæftigelsesområdet. Anbefalingerne er opdelt inden for fire hovedområder:

 

  • Virksomhedsrettede indsatser
  • Borgerrettede indsatser
  • Opkvalificering af medarbejdere
  • Dokumentation af effekt af indsats

Inden for hvert af hovedområderne er der opstillet en række anbefalinger. Anbefalingerne er opdelt mellem ”skal” og ”kan”. Det betyder, at nogle af anbefalingerne er kommunen forpligtet til at opfylde, mens andre er frivillige. 

 

Under hvert område er anbefalingerne delt op mellem ”skal” og ”kan” forstået på den måde, at der er nogle anbefalinger, som alle kommuner ved tilslutning til anbefalingerne forpligter sig til at følge, mens andre anbefalinger er frivillige at følge (den følgende tekst er kopieret fra KL’s bilag vedrørende tværkommunale samarbejder).

 

1.3 Virksomhedsrettede indsatser

Virksomhederne skal opleve, at jobcentrene evner at levere jobformidling på et højt niveau. Det betyder også, at jobcentrene skal evne at arbejde på tværs, så virksomhedens behov også kan blive opfyldt i situationer, hvor det enkelte jobcenter ikke selv har ledige med de efterspurgte kompetencer.

 

Det anbefales derfor, at følgende skal være påbegyndt i alle kommuner i løbet af 2015:

 

  • Alle kommuner skal være en del af et formaliseret virksomhedsberedskab, så kommunen kan imødekomme den enkelte virksomheds efterspørgsel efter arbejdskraft.
  • Alle kommuner skal indgå i et formaliseret samarbejde vedr. koordination af arbejdskraft til de store infrastrukturprojekter, som i disse år igangsættes (hospitalsbyggeri, metro, letbanebyggeri mv.).
  • Alle kommuner skal være en del af et formaliseret samarbejde vedr. jobrotation.  

Det anbefales, at alle kommuner i 2015 overvejer mulighederne for at indgå i tværkommunale samarbejder på følgende områder: 

  • Fælles overblik over- og brug af virksomhedscentre på tværs af kommunegrænser.

Status på ovenstående fire indsatser i Fredensborg kommune

 

  • Jobcenter Fredensborg er en del af det landsdækkede formaliserede virksomhedsberedskab.
  • Jobcenter Fredensborg deltager i netværksmøder vedrørende koordination af arbejdskraft. Netværksmøderne er faciliteret af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
  • Jobcenter Fredensborg deltager i netværksmøder som ligeledes er faciliteret af STAR, og vil gerne fremadrettet deltage i et udvidet formaliseret samarbejde.
  • Jobcenter Fredensborg vurderer, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for et fælles overblik- og brug af virksomhedscentre på tværs af kommunegrænser.

 

Administrativ indstilling

Administrations indstilling er, at kommunen deltager i skal-opgaverne på den virksomhedsrettede indsats.

 

1.4 Borgerrettede indsatser

Alle kommuner skal evne at give den enkelte borger en individuel indsats, som svarer til borgerens behov. Det betyder, at kommunerne skal have en bred pallette af tilbud. For at styrke kvaliteten af disse tilbud er det i mange tilfælde en fordel, at disse tilbud etableres i samarbejde med andre kommuner.

 

Det anbefales derfor, at følgende skal være påbegyndt i alle kommuner i løbet af 2015:

 

  • Alle kommuner skal være en del af et formaliseret samarbejde vedr. op-kvalificering af ledige til de store infrastrukturprojekter, som i disse år igangsættes.
  • Alle kommuner skal som en del af indsatsen for de unge ledige (under 30 år) være en del af et formaliseret samarbejde med en eller flere kommuner og en eller flere uddannelsesinstitutioner. 

 

Det anbefales, at alle kommuner i 2015 overvejer mulighederne for at indgå i tværkommunale samarbejder på følgende områder:

 

  • Etablerer nye samarbejdsformer med en eller flere uddannelsesinstitutioner for derved bedre at kunne imødekomme den enkelte lediges opkvalificeringsbehov.
  • Særlige indsatser for små målgrupper med andre udfordringer end ledighed, hvor det tværkommunale samarbejde muliggør etablering af skræddersyede forløb.
  • Særlige indsatser for akademikere, hvor det tværkommunale samarbejde muliggør etablering af skræddersyede forløb.

 

Administrativ indstilling

Administrations indstilling er, at kommunen deltager i både kan- og skal opgaverne på de borgerrettede indsatser.

 

 

1. 5 Opkvalificering af medarbejdere

Hvis såvel virksomheder som borgere skal opleve de kommunale jobcentre som værdifulde medspillere, forudsætter det dygtige medarbejdere i hvert eneste jobcenter. For at sikre at der på alle jobcentre er dygtige med-arbejdere, som kan understøtte intentionerne i reformerne på beskæftigelsesområdet, er der behov for et løbende fokus på opkvalificering af medarbejderne. Indsatsen på dette område kan med fordel fra starten planlægges som en tværkommunal indsats.

 

Det anbefales derfor, at følgende skal være påbegyndt i alle kommuner i løbet af 2015:

 

  • Alle kommuner skal i 2015 have udarbejdet en strategi for opkvalificeringen af medarbejderne i jobcenteret.
  • Alle kommuner skal i 2015 have særlig fokus på, at medarbejderne har kompetencer til at servicere virksomhederne og levere effektiv jobformidling.

 

Det anbefales, at alle kommuner i 2015 overvejer mulighederne for at indgå i tværkommunale samarbejder på følgende områder:

 

  • Medvirker til at der skabes et overblik over efter- og videreuddannelsesmuligheder og -tiltag i kommunerne i regionen.
  • Indgår i fælleskommunale kompetenceudviklingsprojekter, hvor medarbejdere på tværs af kommunerne deltager. Dette kunne fx indebære udveksling af medarbejdere mellem kommunerne.

 

Administrativ indstilling

Administrations indstilling er, at kommunen deltager i både skal- og kan opgaverne i forhold til opkvalificering af medarbejdere, og gør opmærksom på, at opgaverne kobles med Beskæftigelsesministeriets opkvalificeringspulje i forbindelse med beskæftigelsesreformen.

 

1. 6 Dokumentation af effekt af indsats

Indsatsen på beskæftigelsesområdet skal være præget af fokus på effekt og viden om, hvad der virker. På en række områder er der behov for, at kommunerne bliver bedre til at dokumentere og synliggøre effekten af indsatsen og aggregere disse resultater, så kommunerne samlet får et bedre overblik over, hvad der virker på de forskellige områder. Dette skal ikke indebære nye centralt fastsatte dokumentationskrav til kommunerne men i stedet ske via bedre overblik over eksisterende viden og tværkommunale dokumentationsprojekter.

 

Det anbefales derfor, at følgende skal være påbegyndt på tværs af kommunerne i løbet af 2015:

 

  • Alle kommuner skal medvirke til, at der udarbejdes en kortlægning af det eksisterende vidensgrundlag vedr. effekten af de redskaber og indsatser som bruges på beskæftigelsesområdet.

 

Det anbefales, at alle kommuner i 2015 overvejer mulighederne for at indgå i tværkommunale samarbejder på følgende områder:

 

  • Indgå i fælleskommunale dokumentationsprojekter, hvor data for effekten af indsatser samles og analyseres.
  • Indgå i fælleskommunale projekter med fokus på best practice på beskæftigelsesområdet.

 

Administrativ indstilling

Administrations indstilling er, at kommunen deltager i både kan- og skal opgaverne på i forhold til dokumentation af effekt af indsats.

 

 

2. Høring vedrørende fælles uddannelsesstrategi for velfærdsuddannelser

 

Baggrund

Der sker løbende en udvikling af kommunernes velfærdsydelser og opgaver inden for blandt andet skole, beskæftigelse- og ældreområdet. Der er derfor behov for, at der skabes bedre rammer for udbud af nyuddannet arbejdskraft og de opgaver, som kommunen skal varetage. Der er derfor blevet udarbejdet en fælles uddannelsesstrategi for at styrke kommunerens samlede indflydelse på udvikling af velfærdsuddannelserne. Det skal ske genne fælles strategiske udviklingsmål.

 

De berørte uddannelser er følgende:

  • Socialrådgiveruddannelsen
  • Læreruddannelsen
  • Pædagoguddannelsen
  • Sygeplejerskeuddannelsen
  • Ergo- fysioterapeutuddannelsen
  • Pædagogisk assistentuddannelse (PAU)
  • Social- og sundhedsuddannelser

 

Den primære målgruppe for strategien er kommunale repræsentanter, der er udpeget af KKR Hovedstaden til bestyrelser og uddannelsesudvalg på professionshøjskoler m.m. På den måde får de kommunale repræsentanter indflydelse på udvikling af velfærdsuddannelserne.

 

Indhold i strategien

Strategien er opbygget omkring tre fokus områder, der er:

 

1.    Udbydere i form af uddannelsesinstitutionerne

2.    Aftagere i form af kommunerne selv

3.    Uddannelser – de indholdsmæssige krav til velfærdsuddannelserne

 

Uddannelserne kaldes for vekseluddannelser. Denne form for uddannelser er kendetegnet ved, at praktik er en integreret del af uddannelsen. Det er derfor afgørende, at samspillet mellem skole og praktik i kommunerne koordineres med henblik på at få uddannet medarbejdere med de rette kompetencer. Strategien er rettet mod de pejlemærker som uddannelsesinstitutionerne skal arbejde for og dem som kommunerne skal varetage. Nedenfor er de forskellige pejlemærker oplistet.

 

  • Tværgående uddannelsespolitiske interesser – rettet mod uddannelsesinstitutionerne

-      Nyuddannede er evidensinformerede og har kompetent handlingskapacitet

-      Styrke en tværfaglig forståelse for samspillet med andre faggrupper

-      Fremme fagprofessionelles kommunikative kompetencer

-      Innovation og øget brug af nye teknologiske løsninger

-      De studerende skal i højere grad forberedes på hvad en kommunal ansættelse indebærer

-      Udvikle og styrke samarbejdsrelationer mellem skoler og praktiksteder

-      Uddannelsesinstitutionerne er fortrolige med kommunernes aktuelle opgaveløsning

-      Velfærdsuddannelserne status og omdømme

 

  • Uddannelsespolitiske krav til kommunerne

-      Skabe arbejdsmæssige rammer der bringer nyuddannede evidensinformerede tilgang i spil

-      Sætte ledelsesmæssigt fokus på de krav som stilles til uddannelsesinstitutionerne

-      Udvikle rammer og vilkår for uddannelsespraktikken

-      Udvikle tværgående og tværsektorielle praktikforløb for elever og studerende

-      Stille praksisviden og erfaring til rådighed for de teoretiske dele af uddannelsen

-      Fremstille og positionere kommunerne som attraktive arbejdspladser over for de unge

 

 

KKR Hovedstaden besluttede på deres møde den 23. februar 2015 at anbefale, at strategien sendes i høring i alle kommunalbestyrelser frem til 22. juni 2015, og at der igangsættes en proces med henblik på at forankre strategien.

 

Administrativ indstilling

At initiativerne i uddannelsesstrategien tages til efterretnin, og at der parallelt igangsættes en proces med henblik på at forankre strategien. Kommunen vil understøtte det arbejde, de kommunale repræsentanter skal arbejde videre med i forhold til at få strategien implementeret. 

 

3. Fælles opslag om Greater CoPENHAGEN
(Et erhvervspolitisk fællesskab)

 

Baggrund

Greater Copenhagen-samarbejdet er et erhvervspolitisk partnerskab mellem kommuner og regioner i Østdanmark. Formålet er at samarbejde om at fremme væksten i området. Udenlandske virksomheder og investorer ser i forvejen metropolregionen som ét samlet område, men administrative op-delinger og forskelle gør det besværligt at samarbejde. De skånske kommuner og Region Skåne er positive over for samarbejdet, men er endnu ikke formelt trådt ind i samarbejdet.

 

I efteråret 2013 vedtog alle 46 østdanske kommuner det fælles ståsted, der i foråret 2014 blev tiltrådt af de nye kommunalbestyrelser, og på borgmester-topmødet i august 2014 tilsluttede alle danske kommuner og de to regioner sig det fælles brand. Ud over en fælles vision og et fælles brand har der også været igangsat en række konkrete projekter med det formål at igangsætte samarbejdet og begynde at høste nogle af frugterne heraf.

 

Greater Copenhagens bestyrelse vedtog således i 2014 igangsættelsen af otte initiativer:

  • Et fælles brand under navnet Greater Copenhagen. (Operatør: Copenhagen Capacity)
  • En investorportal, der anskueliggør investeringsmulighederne i hele regionen. (Operatør: Copenhagen Capacity)
  • Et fælles modtageapparat til håndtering af udenlandske delegationer. (Operatør: Copenhagen Capacity)
  • Et fælles Greater Copenhagen-opslag til brug i kommuneplanerne og de to regioners vækst- og udviklingsstrategier
  • International House - fælles borgerservice for udlændinge (Operatør: Københavns Kommune)
  • Et fælles trafikcharter
  • Et fælles fødevareinitiativ
  • Et fælles turismeinitiativ

 

Et af de otte igangsatte projekter i regi af Greater COPENHAGEN har således været udarbejdelse af et fælles opslag, der kan indgå i kommuneplanerne samt i regionernes vækst- og udviklingsstrategier.

 

Det fælles opslag fremgår af bilaget ”Greater COPENHAGEN Charter”.

 

Tanken bag er, at de forskellige styrker i hele metropolen, bruges, anerkendes og bringes i spil sammen. Dette forudsætter, at alle parter anerkender den indbyrdes afhængighed og dermed også anerkender behovet for at samle ressourcer og satsninger.

 

Formålet med det fælles opslag er således at understøtte, at alle kommuner tænker sig ind i den fælles vækstdagsorden, herunder:

  • At skabe et fælles udgangspunkt og en fælles referenceramme for det videre regionale samarbejde
  • At øge bevidstheden om den lokale byudviklings betydning for den regionale udvikling og omvendt om den regionale udviklings betydning for den lokale byudvikling
  • At fremme fokus på den funktionelle region med udgangspunkt i den fælles vision for regionen, som kan sætte retningen for det videre arbejde med lokal og regional udvikling
  • At danne udgangspunkt for en fælles markedsføring af regionen i international sammenhæng

 

KKR Hovedstaden besluttede på deres møde den 23. februar 2015 at anbefale de enkelte kommunalbestyrelser at indarbejde det fælles opslag i kommuneplanen i forbindelse med den kommende kommuneplanrevision.

 

Administrativ indstilling
At det fælles opslag indarbejdes i forbindelse med den kommende kommuneplanrevision.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Ingen bemærkninger.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

At følgende besluttes vedrørende sag 1 – Tværkommunale samarbejder på beskæftigelsesområdet:

 

  1. At kommunen deltager i både kan- og skal opgaverne på den virksomhedsrettede indsats.
  2. At kommunen deltager i både kan- og skal opgaverne på de borgerrettede indsatser.
  3. At kommunen deltager i både skal- og kan opgaverne i forhold til opkvalificering af medarbejdere, og gør opmærksom på, at opgaverne kobles med Beskæftigelsesministeriets opkvalificeringspulje i forbindelse med beskæftigelsesreformen.
  4. At kommunen deltager i både kan- og skal opgaverne på i forhold til dokumentation af effekt af indsats.

  

At følgende besluttes vedrørende sag 2 – Fælles uddannelsesstrategi:

 

  1. At initiativerne i uddannelsesstrategien tages til efterretning, og at der parallelt igangsættes en proces med henblik på at forankre strategien. Kommunen vil understøtte det arbejde, de kommunale repræsentanter skal arbejde videre med i forhold til at få strategien implementeret. 

  

At følgende besluttes vedrørende sag 3 – Fælles opslag vedrørende Greater CoPENHAGEN

  1. At det fælles forslag til opslag indarbejdes i forbindelse med den kommende kommuneplanrevision.

Beslutning i Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget den 09-06-2015

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-06-2015

Anbefaler Arbejdsmarkeds– og Erhvervsudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 22-06-2015

Godkender økonomiudvalgets indstilling.