Nr.184 - Lokalplanforslag - Pleje- og Rehabiliteringscenter i Humlebæk

Sagsnr.: 15/32181

 
Carsten Wulff (V), Hanne Berg (F)

Beslutningstema

Byrådet skal træffe beslutning om offentlig fremlæggelse af forslag til Lokalplan H109 – Pleje- og rehabiliteringscenter ved Boserupvej samt tillæg nr. 11 til Kommuneplan 2013.

Sagsfremstilling og økonomi

Byrådet besluttede den 22. juni 2015 at placere det kommende pleje- og rehabiliteringscenter i Humlebæk Syd, med vejbetjening fra Boserupvej. Plan- Miljø- og Klimaudvalget godkendte den 8. september 2015 principperne for et lokalplanforslag for pleje- og rehabiliteringscenteret.


Projektet

Det er planen, at pleje- og rehabiliteringscenteret skal opføres i perioden 2016-2018. Det nye pleje- og rehabiliteringscenter skal understøtte kommunens ældrepolitik med fokus på rehabilitering og socialt samvær. Pleje- og rehabiliteringscentret skal således, ud over 30 plejeboliger, bestå af 40 midlertidige boliger samt af servicearealer i form af træningsfaciliteter, café, kontorer og mødelokaler. Træningsfaciliteterne og café skal både anvendes af centrets beboere og hjemmeboende borgere.


Med placeringen syd for Børnehuset Frugthaven har Byrådet valgt en placering med store landskabelige kvaliteter og gode stiforbindelser. Placeringen rummer mulighed for at skabe nogle gode udearealer i området, med liv og bevægelse på tværs af generationerne, til glæde for beboere, pårørende, personale og naboer.


Områdets beliggenhed og indplacering i helhedsplanen for Humlebæk Syd

Lokalplanområdet ligger i byzone i den sydlige udkant af Humlebæk, omkring Langebjergstien. Lokalplanområdet udgør ca. 2 ha. I helhedsplan for Humlebæk Syd, er principperne for pleje- og rehabiliteringscenterets placering indarbejdet.


Inden for det lokalplanlagte område findes en udtørret sø og et gammelt levende hegn, som oprindeligt har stået omkring en våd grøft, der ligeledes er udtørret i dag. Der er registreret forekomster af jagende flagermus i det levende hegn. For at sikre levesteder og spredningskorridorer for frøer og flagermus indplaceres pleje- og rehabiliteringscentret, så det tager hensyn til det beskyttede dyreliv. Hvis det er nødvendigt at gennembryde det levende hegn skal der etableres kompenserende foranstaltninger i form af ny beplantning, så ledelinjerne for flagermus bevares.

 

Lokalplanforslagets bestemmelser

Lokalplanforslaget (se bilag) fastlægger en række bestemmelser, med det formål at give mulighed for at etablere et pleje- og rehabiliteringscenter samt lægehus med tilhørende færdsels- og friarealer. Det bebyggede areal må maksimalt udgøre 4.000 m2 og bebyggelsens bruttoetageareal må være op til 7.000 m2. Lokalplanen skal ligeledes sikre, at byggeriet udformes med vægt på bæredygtighed, mangfoldighed, social kontakt og arkitektonisk kvalitet samt sikre, at der tages særligt højde for indpasningen af lokalplanområdets bygninger og arealer i forhold til den eksisterende by og det omgivende landskab.

 

Veje og trafik

Linjeføringen for adgangsvejen til Pleje- og rehabiliteringscentret forventes besluttet på dette møde (december 2015) i sag vedr. Vejføring- Pleje- og rehabiliteringscenter i Humlebæk. Der er udarbejdet en trafikanalyse som overordnet konkluderer at trafikken til/fra pleje- og rehabiliteringscentret ikke vil give anledning til afviklingsproblemer på Boserupvej eller i krydset Boserupvej/Fredensborgvej. På længere sigt, når Humlebæk syd er etableret, vil trafikken på Boserupvej og Bogårdsvej øges betydeligt, men den vil fortsat være fuldt ud acceptabel på en stamvej.


Der er vurderet et parkeringsbehov for pleje- og rehabiliteringscentret, inkl. et nyt lægehus, på ca. 80 p-pladser til biler. Uden lægehuset vil der være behov for ca. 65 p-pladser til biler heraf 4 handicapparkeringspladser. Der er vurderet et behov for ca. 50 p-pladser til cykler.


Bæredygtighed

I henhold til kommunens Klimatilpasningsplan 2014-2017 er det bl.a. kommunens målsætning at regnen skal blive, hvor den falder – nedsives eller bruges rekreativt (Lokal Afledning af Regnvand – LAR).

Bæredygtighed er indarbejdet i lokalplanforslaget på følgende måde:

  • Der skal reserveres areal til forsinkelse/nedsivning af regnvand lokalt på matriklen
  • Der skal etableres LAR-løsninger (lokal afledning af regnvand), som i videst muligt omfang skal håndtere regnvandet lokalt på matriklen, herunder som minimum en 5-års hændelse.
  • Tagflader (undtaget grønne tage) skal udformes, så de er egnede til etablering af solenergianlæg.
  • Omfanget af befæstede arealer skal minimeres.

 

Kommuneplan 2013

Arealet til adgangsvej og pleje- og rehabiliteringscenter må ifølge kommuneplanen kun anvendes til boligområde og rekreativt område. (rammeområde HB 24 (cirkusgrunden) og dele af HB 41 og 42 og HR 18 i Kommuneplan 2013).


For at bringe lokalplanforslaget i overensstemmelse med Kommuneplan 2013, bliver der samtidig med lokalplanen fremlagt tillæg nr. 11 til Kommuneplan 2013, med nyt rammeområde HO11 til offentlige formål; Pleje- og rehabiliteringscenter samt lægehus.


Anvendelse: Område til sundhedsinstitutioner

Max. bebyggelsesprocent: 35 % for området under et.

Max. højde: 3 etager med mulighed for tagterrasser

Andet:

a)Områdets anvendelse fastsættes til offentlige formål; pleje- og rehabiliteringscenter samt lægehus

b)Området skal disponeres med vægt på bæredygtighed, mangfoldighed, social kontakt og arkitektonisk kvalitet.

c)Der skal tages særligt højde for indpasningen af den nye bydel i forhold til den eksisterende by og det omgivende landskab.

d)Med afsæt i Helhedsplan 2013 for Humlebæk Syd skal der udarbejdes lokalplaner for de enkelte etaper


 

  

Eksisterende lokalplan

Den nordvestlige del af lokalplanområdet, cirkusgrunden (matr. nr. 4cp Øverste Torp By, Humlebæk) er omfattet af byplanvedtægt nr. 5 med tilhørende tillæg, som udlægger arealet til butiksformål. Ved den endelige vedtagelse af lokalplan H109 ophæves byplanvedtægten for det område som omfattes af lokalplanen.

 

Miljøvurdering

Fredensborg Kommune har foretaget en screening af lokalplanforslaget efter Lov om miljøvurdering af planer og programmer. Det er vurderet, at det i henhold til lovens § 3, stk. 2 ikke er nødvendigt at foretage en egentlig miljøvurdering af lokalplanforslaget, idet planforslaget alene fastlægger anvendelsen af et mindre område på lokalt plan og ikke antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.

 

Bruger- og borgerinddragelse

I forbindelse med høringen af lokalplanforslaget bliver der afholdt borgermøde torsdag den 28 januar 2016 kl 17.30-19.00 i rådhuskælderen på Fredensborg Rådhus.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planlovens kapitel 5 om lokalplanlægning.

Kompetence

Byrådet.

Kommunikation

Forslag til Lokalplan H109 samt tillæg nr. 11 til Kommuneplan 2013 offentliggøres i 8 uger.

Indstilling

  1. At Forslag til lokalplan H109 og kommuneplantillæg 11 vedtages til fremlæggelse i offentlig høring
  2. At der ikke foretages en egentlig miljøvurdering efter miljøvurderingsloven.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 01-12-2015


Anbefaler administrationens indstilling.


Det bemærkes, at der jf. sag nr. 251 af et flertal af udvalget peges på løsning 1 omkring vejføring til plejecentret.


Udvalget bemærker, at der med anbefalingen af lokalplanforslaget ikke er taget stilling til Humlebæk Syd i øvrigt.


Udvalget anbefaler tillige, at afsnittet i lokalplanens side 8 med omtale af helhedsplan for Humlebæk Syd udtages af lokalplanforslaget.


Udvalget anbefaler endvidere, at afsnittet om kollektiv trafikbetjening på side 10 udtages af lokalplanforslaget.

Beslutning i Økonomiudvalget den 07-12-2015

Anbefaler Plan-, Miljø-  og Klimaudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 14-12-2015

Godkender Økonomiudvalgets indstilling.