Nr.165 - Drøftelser med selvejende institutioner om udgiftsstruktur

Sagsnr.: 15/30355

 
Carsten Wulff (V), Hanne Berg (F)

Beslutningstema

Økonomiudvalget skal indstille til Byrådet at beslutte rammer for optagelse af drøftelser med selvejende institutioner vedrørende udgiftsstrukturen på dagtilbudsområdet.

Sagsfremstilling og økonomi

I forbindelse med budgetforliget for 2016 er det vedtaget at:


"Der optages drøftelser med de selvejende daginstitutioner om udgiftsstrukturen, således at der med virkning fra 2017 kan ske en harmonisering, der sikrer samme økonomiske vilkår for kommunale og selvejende institutioner"


Udgiftsstrukturen på dagtilbud er således, at fordelingen af midler sker efter en nøgle, hvor tilskuddene skal dække

-      børnebeløb, det pædagogiske arbejde,

-      daglig ledelse og

-      områdeledelse


Udgiftsstruktur for dagtilbud i 2015-priser.

Beløb pr. år

Selvejende

Kommunal

Børnebeløb pr. enhed

 53.649

 53.649

Daglig ledelse pr. enhed

   3.519

   3.519

Område/netværks ledelse, pr. område


698.000


698.000

Administrationsbidrag

650.000

Omfattet af kommunal administration



Udgiftsstruktur på området for det pædagogiske arbejde

De selvejende institutioner tildeles på samme måde som de kommunale områdeinstitutioner midler til varetagelsen af det pædagogiske arbejde gennem børnebeløbet. Der gøres altså ikke forskel på institutionerne. Børnebeløbet fordeles efter princippet om pengene følger barnet og fordelingen sker pr. enhed, hvor 0-2 års børn udgør 2 enheder, 3-6 års børn udgør 1 enhed og fritidshjem 0,42 enhed mens klubbørn udgør 0,24 enhed.


Midler til ledelse

Midler til daglig ledelse tildeles børnetalsafhængigt og på samme måde til kommunale og selvejende institutioner. Endvidere er der afsat midler til løn til områdeledere og netværksledelse, svarende til 1,6 % af det samlede driftsbeløb for dagtilbud. Denne pulje fordeles i fem lige store portioner. I driftsoverenskomsterne, der er indgået mellem kommunen og de selvejende institutioner, er aftalen, at det selvejende netværk bliver tildelt midler, efter samme principper som de kommunale institutioner, til netværksledelse og samarbejde med kommunen.


Administrationsbidrag - lovbestemt

Det er lovbestemt at en selvejende institution har krav på et beløb svarende til 2.1 % af deres driftsbudget, oveni driftsbudgettet, når institutionen selv ønsker at varetage administrationsopgaven med lønadministration, udarbejdelse af budget og regnskaber, bogføring samt juridisk bistand.

2.1 % svarer til lovens minimumskrav som er fastsat i dagtilbudsloven. I dag administreres samtlige seks selvejende institutioner i Fredensborg Kommune af private administrationsselskaber. Bestyrelsen i puljeinstitutionen. Skovlyset, en institutionstype, der minder om selvejende men med særligt lovgrundlag i dagtilbudsloven har valgt pr 31.12.2015 at overgå til kommunal administration.

 

Der betales ca. 650.000 kr. årligt i administrationsbidrag til de selvejende institutioner. Beløbet er ikke omfattet af beregningerne for forældreegenbetalingen på 25 % af den samlede driftsudgift til dagtilbud.

 

 

Konklusion

Udgiftsstrukturen på dagtilbudsområdet kan harmoniseres ved, at de selvejende institutioner frivilligt giver afkald på deres administrationsbidrag og i stedet benytter sig af den kommunale administration. De selvejende institutioner kan tilbydes at lade sig administrere af den kommunale administration for på den måde at få løst administrationsopgaven, mens kommunens nettodriftsudgift til administration vil blive mindre. En sådan ordning vil medføre, at ledelsen i den enkelte selvejende institution får adgang til Opus systemet og at rådhuset løser de administrative opgaver omkring løn og personaleadministration, udarbejdelse af budget og regnskaber, bogføring samt juridisk bistand. 


Hvis institutionerne overgår til kommunal administration vil der være følgeudgifter, som skal modregnes svarende til ca. 20.000 kr. årligt (licenser m.m.) I øvrigt forventes det at opgaven med administration af selvejende institutioner kan løses indenfor den nuværende personaleressource. 


Beløbsmæssigt er der altså tale om ca. 630.000 kr. årligt, som kan indgå som børnebeløb med 25 % forældreegenbetaling, i alt 840.000 kr. som kan fordeles mellem alle institutioner. Det svarer til ca. 2 fuldtidsstillinger.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At udvalget beslutter at tilbyde de selvejende institutioner at benytte den kommunale administration og dermed afstå fra det administrationsbidrag de for nuværende modtager, med henblik på at fordele midlerne efter princippet pengene følger barnet.

Beslutning i Økonomiudvalget den 07-12-2015

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Byrådet den 14-12-2015

Byrådet godkender Økonomiudvalgets indstilling, idet det præciseres, at der er tale om en frivillig aftale.