Nr.113 - Evaluering af folketingsvalget.

Sagsnr.: 14/26710

 
Thomas Bak (V), Carsten Nielsen (A)

Beslutningstema

Evaluering af folketingsvalget den 18. juni 2015 til drøftelse.

Sagsfremstilling og økonomi

Overordnet.

Folketingsvalget forløb godt i kommunen.


Der var 27.969 stemmeberettigede og 24.503 heraf valgte at stemme.


Valgdeltagelsen var på 87,6%, hvor den ved sidste valg var på 89,85%. Et lille fald som også kunne ses på landsplan. På landsplan var stemmeprocenten denne gang 85,8.



Brevstemmeafgivningen.

Der var 2.442 borgere som valgte at brevstemme inden valget. Ved sidste folketingsvalg modtog vi ca. 2.100 og forrige igen 1.500 brevstemmer. Så

antallet er jævnt stigende og forventes at stige yderligere ved fremtidige valg.


Mange vælgere har valgt at brevstemme på kommunens biblioteker og ser det som en god service, hvorfor det vil være helt naturligt at fastholde dette tilbud til vælgerne fremover også.


Vi har været på besøg hos cirka 300 borgere som har brevstemt i eget hjem eller på plejecentrene.


Rådhuset lange åbningstid til kl. 18 de sidste to uger op til valget blev benyttet af meget få vælgere, mens lørdagsåbent var velbesøgt. Ved fremtidige valg foreslås det kun at have åbent på hverdage til kl. 18.00 den sidste uge op til valget, mens vi fastholder lørdagsåbent de sidste to lørdage inden valget.



Nye initiativer ved valget

For første gang skulle vælgerne sætte deres kryds til venstre på stemmesedlen. Samtidig havde byrådet besluttet at benytte rød kuglepen til at sætte krydset på stemmesedlen. Tilbagemeldingerne med hensyn til at benytte rød kuglepen har været gode – krydset ses bedre ved sortering af stemmesedlerne.


Der har som forsøg været indkøbt to vægte til at veje stemmesedlerne som kontrolvejning og dermed ud fra vægt kunne se antallet af stemmesedler fra en bunke. Det har været en succes og der påtænkes at købe vægte til alle valgsteder til næste valg. Indkøb at vægte kan samtidig give en besparelse ved indkaldelse af færre aftentællere ved fremtidige valg.


Kommunen har også som noget nyt udsendt breve til alle vælgere som er blevet danske statsborgere siden sidste folketingsvalg. Hvor vidt det har givet nogen effekt kan ses ved resultatet af et forskningsprojekt om kortlægning af valgdeltagelsen i kommunen – et projekt som vi har valgt at deltage i.


Analysen om valgdeltagelsen kan samtidig give os et overblik over hvilke boligområder som har en lav valgdeltagelse m.m. og dermed hjælpe os til hvilke initiativer vi eventuelt kan sætte ind ved kommende valg for at højne valgdeltagelsen.


Resultatet af analysen forventes at forelægge i løbet af efteråret.


Valgstederne og bemanding

Fordelingen af valgstyrere og tilforordnede pr. valgsted som blev godkendt at byrådet den 24. november 2014 viste sig for et af partierne (C) at være uhensigtsmæssig. Dette vil blive ændret ved kommende valg.


Der har fra flere valgsteder blevet givet udtryk for, at der godt kunne være færre tilforordnede, mens andre valgsteder har fundet antallet tilpas. Det kan overvejes at nogle af de tilforordnede bliver indkaldt på ”deltid”, samt at man på tidspunkt midt på dagen kun kører med bemanding af ét valgbord.


Samtidig bør det igen overvejes at sammenlægge valgsteder. Flere vælgere går til forkert valgsted i Kokkedal og de to valgsteder ligger meget tæt på hinanden. En sammenlægning vil ikke berøre vælgerne væsentligt og vil kunne give kommunen en økonomisk besparelse.



Valgplakater

Umiddelbart efter der blev udskrevet valg til folketinget orienterede kommunen de opstillede partiers kontaktpersoner om reglerne for ophængning af valgplakater. Valgkampen havde nærmest ikke rundet sit første døgn, før kommunen fik mange henvendelser fra borgere og i særlig grad fra partierne om ulovligt ophængte plakater.

 

Kommunen undersøgte de enkelte henvendelser. Nogle plakater var ulovligt ophængt, men det er vurderingen, at flertallet af de plakater, som blev anmeldt som ulovligt ophængt, dog opfyldte reglerne.

 

Mængden af henvendelser om ulovlige plakater synes at kunne tilskrives, at både borgere og repræsentanter fra partierne i valgkampens første dage, blev lidt overvældet over den ihærdighed, der blev udvist ved opsætning af plakater. Mængden og ihærdigheden i sig selv gør dog ikke opsætningen ulovlig og efter noget tid synes valgplakatsituationen at finde et naturligt leje.

 

Fra kommunens side opfordres til, at sætte sig ind i reglerne om ophængning af valgplakater, når valget udskrives og, at der udvises lidt omtanke i forhold til, hvordan ophængningen mest hensigtsmæssigt kan finde sted, også i forhold til det samlede synsindtryk, der efterlades.

 

 

Kommende folkeafstemning.

I slutningen af 2015 eller i første kvartal 2016 forventes at komme en folkeafstemning om EU-retsforbehold.

 

Der vil i løbet af efteråret blive forelagt en sag til politisk behandling om forslag til forsøg med sammenlægning af valgsteder samt øvrige beslutninger vedrørende afholdelse af folkeafstemningen.

Bevilling

De samlede udgifter til valget forventes at kunne holdes indenfor det afsatte budget.

Kompetence

Byådet.

Indstilling

  1. At evalueringen tages til efterretning suppleret med Økonomiudvalgets eventuelle bemærkninger.

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-08-2015

Orienteringen blev taget til efterretning med de faldne bemærkninger. Økonomiudvalget tilsluttede sig, at der laves forsøg ved det kommede valg om sammenlægning af valgsteder i Kokkedal.


Fraværende: Thomas Bak (V)

Beslutning i Byrådet den 31-08-2015

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.