Nr.59 - Opfølgning på Budgetseminar 24. april - og den videre proces

Sagsnr.: 14/38691

 

Beslutningstema

 

Med denne sag sker den formelle vedtagelse af beslutningerne på budgetseminaret 24. april 2015 vedrørende den videre proces frem mod budget 2016 – 19.

Sagsfremstilling og økonomi

 

Den 24. april 2015 var årets første budgetseminar vedr. budget 2016 - 19. Administrationens 1. budgetvurdering dannede grundlag for de politiske drøftelser.

 

 

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At Byrådet godkender, at administrationens budgetvurdering med anbefalinger danner grundlag for budgetseminaret i august 2015.

 

Beslutning i Økonomiudvalget den 27-04-2015

Med udgangspunkt i administrationens budgetvurdering og byrådets drøftelser på årets første budgetseminar 24. april indstiller Økonomiudvalget til Byrådet:

 

For 2015:

·         Administrationen fremlægger til Økonomiudvalgets møde i maj forslag til hurtigere genopretning af kassebeholdningen allerede i 2015.

·         Målsætningen er en gennemsnitlig kassebeholdning ultimo 2015 på minimum 40 mio. kr. mod de 15 mio. kr., der ligger i den aktuelle prognose uden yderligere initiativer.

·         De forventede udfordringer ved budgetrevisionen 30/4-2015, der behandles på byrådets møder i juni, vil skulle behandles selvstændigt i juni og håndteres således ikke i oplægget til Økonomiudvalget i maj.

 

For 2016-2019  

·         Administrationens budgetoplæg til august skal pege på finansiering af de uomgængelige merudgifter, jf. administrationens budgetvurdering

·         Endvidere skal oplægget indeholde forslag til finansiering af en nedsættelse af prioriteringsbidraget fra og med 2017.

·         Til brug herfor udarbejder administrationen et sparekatalog svarende til 5 pct. af driftsudgifterne på alle politikområder.

·         Sparekataloget suppleres i administrationens august-vurdering med beregninger på, hvad en justeret profil for afvikling af kommunens gæld kan bidrage med til finansiering af de kendte udfordringer.

·         I lyset af den aktuelle økonomiske situation vil budgetvurderingen til august ikke anvise råderum til nye initiativer udover de puljer mv. der allerede er budgetlagt.

·         Partierne kan fremsende spørgsmål til budgetprocessen frem til mandag den 1. juni kl. 10.00. Svar på spørgsmål fremlægges med budgetvurderingen til august. Budgetspørgsmål skal stiles til borgmesteren, cc. kommunaldirektør og økonomichef.

·         Administrationens budgetvurdering fra aprilseminaret og det tilhørende materiale offentliggøres på kommunens hjemmeside og sendes i høring hos relevante parter.

Beslutning i Byrådet den 27-04-2015

Godkender økonomiudvalgets indstilling.