Nr.164 - Den sociale rammeaftale 2015 - styringsaftalen

Sagsnr.: 14/26629

 
Pia Bødtker (A), Carsten Nielsen (A), Tinne Borch Jacobsen (V), Lars Søndergaard (V)

Beslutningstema

Styringsaftale til Den sociale rammeaftale 2015 forelægges Byrådet til godkendelse.

Sagsfremstilling og økonomi

Den årlige sociale rammeaftale består af en udviklingsstrategi og en styringsaftale. Udviklingsstrategien udgør den faglig del af den sociale rammeaftale og blev godkendt af Byrådet i maj 2014. Styringsaftalen er den styringsmæssige del af den sociale rammeaftale, og skal bl.a. sikre fælles spilleregler om takstberegning og takstudvikling.

 

Styringsaftalen foreligger nu i et endeligt udkast, som KKR Hovedstaden den 11. juni besluttede at anbefale til godkendelse i kommunalbestyrelserne.

 

Styringsaftalen skal indgås årligt og senest den 15. oktober. Herefter har den virkning fra 1. januar det følgende år. Aftalen indgås mellem kommunalbestyrelserne i hovedstadsregionen og med Region Hovedstaden, for så vidt angår de tilbud, regionen driver.

 

Formålet med styringsaftalen
Styringsaftalen skal være med til at lægge rammerne for kapacitets- og prisudviklingen i det kommende år for de omfattede tilbud i kommunerne i hovedstadsregionen og i Region Hovedstaden.

 

Indførelsen af styringsaftaler har til formål at øge bevidstheden om og stillingtagen til de styringsmæssige konsekvenser af, at kommunerne på det specialiserede socialområde er afhængige af at købe og sælge pladser på sociale tilbud på tværs af kommunegrænserne og af Region Hovedstaden.

 

Styringsaftalen er et redskab til at understøtte det kommunale samarbejde i hovedstadsregionen og samarbejdet mellem kommunerne og regionen. Der er tale om anbefalinger til kommunerne, som skal understøtte den individuelle dialog mellem brugerkommuner og driftsherrer om både kvalitet og pris, som er udgangspunktet for køb og salg af pladser.

 

Indholdet i styringsaftalen
Nærværende styringsaftale for 2015 omfatter både det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet. Aftalen er baseret på den fælles takstmodel, som er udviklet af kommunerne i hovedstadsregionen. Styringsaftalen lægger sig dermed i forlængelse af tidligere drøftelser og aftaler mellem kommunerne.

 

Styringsaftale 2015 indeholder følgende nye elementer i forhold til tidligere år:

·          Flerårig strategi for takstudviklingen på det specialiserede socialområde og specialundervisning. Konkret foreslås: At priserne i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisning til og med 2016 maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen minus en procent i forhold til prisniveauet i 2014.

·          Tiltag i forbindelse med udarbejdelse af de årlige analyser af takst- og udgiftsudviklingen, herunder opfølgning på de enkelte elementer i takstberegningerne, selvstændige analyser af udviklingen i de beregnede omkostninger, omfanget af efterreguleringer samt i de anvendte belægningsprocenter, opfølgning på overheadprocenter over 7 procent m.v.

·        Tiltag i fælleskommunalt regi, der kan medvirke til at styre udgifterne på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet

·        En række opfordringer fra KKR Hovedstaden til kommuner og region vedr. styringen af det specialiserede socialområde

·        Øvrige mindre præciseringer vedr. fælles model for beregning af takster, beregning af indirekte udgifter, beregningsgrundlag, efterregulering

·        Principper for kommunernes overtagelse af regionale tilbud

·        Principper vedr. børnehuset og Socialtilsyn.

Styrings- og udviklingstiltag for 2015
Med henblik på indarbejdelse i Styringsaftale 2015 blev der i andet halvår 2013 gennemført en analyse og kortlægning af forskellige styrings- og udviklingstiltag, som skal bidrage til at sikre, at hovedstadsregionens kommuner og Region Hovedstaden fastholder et stort fokus på effektiv ressourceudnyttelse og innovativ udvikling af tilbud og indsatser på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet.

 

KKR Hovedstaden opfordrer, på baggrund af analysearbejdet til, at kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden arbejder systematisk med følgende områder:

·        At brugersiden har fokus på at gennemføre styringsmæssige tiltag, som sikrer effektiv ressourceudnyttelse, herunder grundig udredning og match af tilbud, systematisk opfølgning på sager i forhold til effekt og økonomi, aktiv anvendelse af kvalitetsstandarder m.v.

·        At kommunerne har fokus på faglig metodeudvikling og kompetenceudvikling af medarbejderne på brugersiden.

·        At driftsherrerne har fokus på udvikling og omlægning af tilbud, der imødekommer den fremtidige efterspørgsel efter fleksible tilbud og indsatser med fokus på borgernes udvikling.

·        At driftsherrerne arbejder målrettet med anvendelse af differentierede takster inden for de eksisterende rammer i Styringsaftalen.

·        At driftsherrerne har fokus på anvendelse af velfærdsteknologi i indsatserne.

·        At driftsherrerne har fokus på at udvikle tilbuddene, så de kan dokumentere effekterne af indsatserne.

·        At driftsherrerne har fokus på faglig metodeudvikling og kompetenceudvikling af medarbejderne på driftsherresiden.

For at understøtte et stort fokus på faglig metodeudvikling og kompetenceudvikling af medarbejderne på driftsherresiden.

·        At der i perioden 2014 til 2016 nedsættes en midlertidig implementeringsgruppe bestående af repræsentanter fra henholdsvis Embedsmandsudvalget for Socialområdet og Specialundervisning og K29 samt en repræsentant fra Region Hovedstaden. Implementeringsgruppen skal have ansvar for gennemførelsen og opfølgningen på aftaler og tiltag på området.

·        At der nedsættes en permanent takstanalysegrupppe bestående af centrale økonomipersoner fra udvalgte kommuner i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden med Fælleskommunalt sekretariat som tovholder. Takstanalysegruppen skal have til opgave at udarbejde de årlige analyser af takstudviklingen samt understøtte læsningen af udviklingsopgaver og ad hoc problemstillinger i forhold til styringsaftalen.

 

Procedurer og tiltag for de mest specialiserede tilbud
I udviklingsstrategi 2015 er ni tilbud defineret som de mest specialiserede i hovedstadsregionen. Formålet med udvælgelsen er at sikre, at den mest specialiserede viden og kompetencer i hovedstadsregionen ikke går tabt, såfremt de pågældende tilbud bliver truet af lukning.

 

For de mest specialiserede tilbud fastsætter Styringsaftale 2015 en særlig, tværkommunal samarbejdsmodel: ”nødbremse-modellen”. Modellen opstiller en række tiltag, som efter vurdering af et lukningstruet tilbud kan bringes i anvendelse for at sikre eksistensen af viden og kompetencer i tilbuddet. Tiltagene kan spænde fra lukning af tilbuddet og videreførelse af kompetencerne i andre funktioner til vedtagelse af alternative betalingsformer fx delvis objektiv finansiering. Den permanente task force, der er nedsat for at understøtte samarbejdsmodellen, mødes fast to gange om året og har derudover mulighed for at samles ved akutte behov for vurdering af tilbud.

Til Styringsaftale 2015 hører en række bilag (bilag 1-3). Bilag 1-2 indeholder tekniske beregningsmodeller, der kan understøtte kommunerne i anvendelsen af principperne i styringsaftalen (er ikke vedlagt).

 

Bilag 3 indeholder en beskrivelse af samarbejdsmodel (”Nødbremsemodellen”) vedrørende de mest specialiserede tilbud. Dette bilag er vedlagt.

 

Handicaprådet godkendte styringsaftale til den sociale rammeaftale på deres møde den 28. august 2014.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

BEK nr. 205 af 13/03/2011

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At styringsaftale til den sociale rammeaftale 2015 godkendes.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 08-09-2014




Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Social- og Seniorudvalget den 15-09-2014

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-09-2014

Anbefaler Børne– og Skoleudvalget og Social– og Seniorudvalgets indstilling.


Thomas Elgaard (V) var fraværende under behandlingen af punktet.

Beslutning i Byrådet den 29-09-2014


Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.