Nr.159 - Delegering af bemyndigelse til sagsbehandling af indrejser

Sagsnr.: 14/31037

 
Pia Bødtker (A), Carsten Nielsen (A), Tinne Borch Jacobsen (V), Lars Søndergaard (V)

Beslutningstema

Byrådet skal tage stilling til delegation af myndighed i sager, hvor borgere fra udlandet ønsker at indrejse til Fredensborg Kommune.

Sagsfremstilling og økonomi

Det er i henhold til lovgivningen den enkelte kommune der er ansvarlig for indrejser til kommunen. Der er dog nu mulighed for at delegere myndighedsudøvelsen.

 

International Citizen Service (ICS) ligger i International House Copenhagen, og er etableret for at tiltrække og fastholde internationale talenter samt sikre, at tilflyttere fra udlandet kommer godt fra start i Danmark. I International House er alle relevante myndigheder samlet, og man kan derfor I en enkelt arbejdsgang udstede CPR nummer, sundhedskort, Arbejds- og opholdstilladelse samt skattekort.

 

International Citizen Service, der er underlagt Københavns Kommune,  tilbyder at udføre disse administrative opgaver for andre kommuner. Hver enkelt indrejse koster 117 kr. for den kommune borgeren flytter til. Der er tale om en administrativ betaling, som finansieres indenfor den eksisterende ramme.  

 

Tilflyttere kan i øvrigt også deltage i faglige og sociale arrangementer, kurser i interkulturel forståelse samt netværksmøder, og medfølgende ægtefælle og internationale studerende kan få hjælp til jobsøgning.

 

Fredensborg kommune har i 2013 været på besøg i ICS og har planlagt endnu et besøg den 19. september 2014. Her skal det bl.a. sikres, at de aftaler vi som kommune indgår med International Citizen Service overholder de retningslinjer der fremgår af bl.a. cpr-lovgivningen.

 

15 kommuner i regionen har foreløbig benyttet ICS – bl.a. har vores nabokommuner enten tilmeldt sig eller overvejelser at gøre det.

 

I Fredensborg kommune indrejser ca. 565 personer pr. år. Det er primært følgende grupper der indrejser:

 

·         Arbejdstagere, primært håndværk og rengøring. Europæere, primært Østeuropa.

·         Studerende – Krogerup højskole. Borgere fra hele verden.

·         Aupair piger

·         Personer med opholdskort, der sandsynliggør, at de er her minimum 3 måneder

·         Danskere der flytter hjem

·         Familiesammenføringer

Det er administrationens opfattelse, at vi med fordel kan lade ICS stå for indrejsen af de borgere, der ønsker indrejse til Fredensborg Kommune. Dette vil være god service og med en rimelig betaling. Det bemærkes, at både Statsforvaltningen og Udlændingestyrelsen er beliggende i København, hvorfor mange borgere i forvejen er i området for at få ordnet administrative ærinder i forbindelse med deres indrejse.  

 

Den overvejende del af de tilmeldte kommuner har valgt at tilkøbe ydelsen som en ekstra mulighed for deres borgere, mens andre har valgt at alle deres borgere skal indrejse via ICS.

Retsgrundlag

Der er i 2013 sikret mulighed for delegering med ændringer i henholdsvis CPR-lovens § 6, stk. 6: 

"En kommunalbestyrelse kan efter aftale helt eller delvist overlade opgaver vedrørende registrering af indrejse i CPR af personer, der tilflytter kommunen fra udlandet og betjenes i et International Citizen Service, til en anden kommunalbestyrelse, som i et International Citizen Service varetager opgaver vedrørende registrering af indrejse i CPR."

og i sundhedslovens § 12, stk. 9:

"En kommunalbestyrelse kan efter aftale helt eller delvist overlade opgaver vedrørende udstedelse af beviser for ret til ydelser efter loven, jævnfør stk. 1, til personer, der tilflytter kommunen fra udlandet, til en anden kommunalbestyrelse i et International Citizen Service…..."

 

Da det er Københavns Kommune der står for International Citizen Service i København er det således Københavns Kommune der bemyndiges til opgaven.

Kompetence

Byrådet

Indstilling

At Byrådet godkender:


  1. at opgaven vedrørende registrering af indrejser til Fredensborg Kommune delegeres til International Citizen Service,

  1. at administrationen bemyndiges til at indgå de konkrete aftaler om de praktiske forhold således, at det er muligt at registrere indrejse både hos International Citizen Service og på Fredensborg Rådhus.

Beslutning i Økonomiudvalget den 22-09-2014

Anbefaler administrationens indstillinger.

Beslutning i Byrådet den 29-09-2014


Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.