Nr.178 - Ændret vederlæggelse til medlemmer i det fælles huslejenævn og det fælles beboerklagenævn

Sagsnr.: 14/25593

 
Hans Nissen (A), Lars Egedal (V)

Beslutningstema

På baggrund af Økonomiudvalgets anmodning til administrationen om at undersøge muligheden for en ændret vederlæggelse, skal Byrådet tage stilling til, om udlejer- og lejerrepræsentanterne i det Fælles Beboerklagenævn for Fredensborg og Hørsholm Kommuner og i det Fælles Huslejenævn for Fredensborg og Hørsholm Kommuner skal have en ændret vederlæggelse.

Sagsfremstilling og økonomi

Fredensborg Kommune har sammen med Hørsholm Kommune siden 2002 haft et fælles beboerklagenævn og et fælles huslejenævn.

 

Udlejer- og lejerrepræsentanterne i begge nævn blev frem til 2012 aflønnet med mødediæter. Da mængden af sager imidlertid var stigende, sagerne ofte meget omfattende og honorering med mødediæter ikke stod mål med den forberedelse, der kræves af nævnsmedlemmerne, kontaktede sekretariaterne flere nordsjællandske kommuner for at undersøge, hvordan de aflønnede medlemmerne. Allerød Kommune udbetalte dengang et fast beløb pr. møde på 1.100 kr., Helsingør aflønnede med et beløb på 100 kr./sag og Furesø Kommune betalte en diæt pr. møde.

 

På den baggrund og efter ønske fra nogle af nævnsmedlemmerne om en aflønning, som var afhængig af antallet af sager, besluttede både Fredensborg Byråd og Hørsholm Kommunalbestyrelse i 2012 at ændre aflønningen til 100 kr. pr. sag i begge nævn, dog minimum 1 diæt pr. møde.

 

Både vederlag og diæter er skattepligtige.

 

Det bemærkes, at vederlagsudgiften deles mellem de to kommuner i forhold til det antal sager, der har været fra henholdsvis den ene og den anden kommune. I beboerklagenævnet er langt de fleste sager fra Fredensborg Kommune. I huslejenævnet er der en lille overvægt af sager fra Hørsholm Kommune.

 

I foråret 2014 har Fredensborg Byråd og Hørsholm Kommunalbestyrelse besluttet at forlænge funktionsperioden for begge nævn med yderligere 4 år frem til 2018, og det blev samtidig besluttet at fortsætte med en vederlæggelse til lejer- og udlejerrepræsentanterne i de to nævn på 100 kr. pr. sag, dog minimum en mødediæt pr. møde.

 

Der blev imidlertid på Økonomiudvalgets møde den 19. maj 2014 ved behandlingen af sagen om forlængelse af det fælles beboerklagenævn udtrykt ønske om at få forelagt en sag om en eventuel ændret aflønning af udlejer- og lejerrepræsentanten.

 

Da aflønningen hidtil har været den samme i begge nævn, er det mest hensigtsmæssigt, at nærværende sag omhandler aflønningen i begge nævn.

 

Antallet af klagesager i de to nævn er meget svingende, og det er ikke muligt at forudse, hvor mange klager, der kommer hvert år. Set over den seneste 3-årige periode (2011-2013) har der været gennemsnitligt 60 afgjorte sager pr. år i beboerklagenævnet og 78 afgjorte sager pr. år i huslejenævnet. Der har dog tidligere været år, hvor antallet var omkring det halve.

 

I 2014 er der allerede pr. 1. august 2014 79 afsluttede/verserende sager i huslejenævnet. Det tilsvarende tal er i beboerklagenævnet pr. 1. august på 38 sager. 

 

Der afholdes typisk 9 møder pr. år i hvert af nævnene.

 

Aflønningen i en række nordsjællandske kommuner er som følger:

 

Kommune

Vederlag til nævnsmedlemmer

Fredensborg/Hørsholm

100 kr./sag, dog minimum en diæt pr. møde

Helsingør

100 kr./sag

Rudersdal/Allerød

1½ diæt= 600 kr. pr. møde

Lyngby

1 diæt pr. møde (400 kr.)

Gentofte

1 diæt pr. møde (400 kr.)

Halsnæs

1 diæt pr. møde (400 kr.)

Hillerød

1.115 kr. pr. måned

Ballerup/Furesø

1.000 kr. pr. møde

 

Med et gennemsnitligt antal afgjorte sager på 60 i beboerklagenævnet, vil udlejer- og lejerrepræsentanten få et vederlag på 6.000 kr. år. Det gennemsnitlige antal afgjorte sager i huslejenævnet er på 78, hvilket giver et vederlag på 7.800 kr. pr. år.

 

Til sammenligning vil en vederlæggelse med en diæt pr. møde give et vederlag på i begge nævn på 3.600 kr./år. (9 møder). En vederlæggelse som i Ruderdal/Allerød med 1½ diæt pr. møde vil give et vederlag i begge nævn på 5.400 kr./år.

 

En vederlæggelse som i Ballerup/Furesø, vil med 9 møder om året give et samlet vederlag på 9.000 kr. En vederlæggelse som i Hillerød vil give et vederlag på 13.380 kr./år.

 

Administrationen indstillede til Økonomiudvalget, at vederlæggelsen blev fastholdt på det nuværende niveau, dog således at beløbet bliver nettopristalsreguleret.

 

Økonomiudvalget besluttede imidlertid den 25. august 2014 at foreslå Hørsholm Kommune, at udlejer- og lejerrepræsentanterne vederlægges med kr. 1.115 pr. måned som i Hillerød. Administrationen skulle herefter forelægge sagen for Økonomiudvalget igen.

 

Hørsholm Kommunes administrationen har forelagt sagen for kommunens økonomiudvalg og kommunalbestyrelse med følgende supplerende bemærkninger:

 

Forslaget indebærer en væsentlig forhøjelse af vederlæggelsen, svarende til godt en fordobling i relation til den nuværende gennemsnitlige vederlæggelse i beboerklagenævnet og knap en fordobling i forhold til det gennemsnitlige niveau i huslejenævnet. Samtidig kommer vederlæggelsen på niveau med taksten i Hillerød kommune, som er den højeste i de sammenlignelige nordsjællandske kommuner.

 

Samlet vil ændringen medføre en omkostning til de i alt 4 repræsentanter fordelt på de to nævn på 53.520 kr. mod en gennemsnitlig omkostning på 27.600 kr. med de nuværende vederlagsprincipper. De øgede udgifter til medlemmerne anslås at udgøre ca. 14.000 kr. pr. år for Fredensborg kommunes andel.

 

Hørsholm Kommunes administration har anbefalet, at forslaget fra Fredensborg Kommunes Økonomiudvalg følges. Herved gøres deltagelsen i arbejdet i nævnene mere attraktivt, og vederlæggelsen bringes i bedre overensstemmelse med arbejdsbyrden i forbindelse med forberedelse af og deltagelse i nævnsarbejdet.

 

Det anbefales efter aftale mellem de to kommuners administration, at det endvidere af hensyn til at lette administrationen af ordningen og med henvisning til sagsfordelingen i de respektive nævn, at omkostningerne til ordningen deles mellem kommunerne på følgende vis:

·       Fredensborg Kommune betaler 2/3 af omkostningerne til vederlæggelse i beboerklagenævnet, mens Hørsholm Kommune betaler 1/3

·       Hørsholm Kommune betaler 2/3 af omkostningerne til vederlæggelse i huslejenævnet, mens Fredensborg Kommune betaler 1/3.

 

Denne fordeling svarer til det nuværende princip for, hvordan udgifterne til formandsvederlaget fordeles mellem kommunerne.

 

For så vidt angår ikrafttræden anbefales det efter aftale mellem administrationerne, at ændringen af vederlaget til repræsentanterne træder i kraft fra og med måneden efter, at hhv. byråd og kommunalbestyrelse i de to kommuner har besluttet ændringen.

 

For så vidt angår lejer- og udlejerrepræsentanternes stedfortræderes vederlag, anbefaler administrationen, at det nuværende vederlag på 100 kr. pr. sag, dog minimum en mødediæt pr. møde, fastholdes, dog således at beløbet nettopristalsreguleres med virkning fra 1. januar 2014.

 

Der er ikke i forbindelse med fastlæggelsen af vederlaget i 2012 besluttet en regulering af beløbet. Det anbefales derfor, at beløbet reguleres på samme måde som gebyret for indbringelse af en sag for nævnene. Her reguleres gebyret én gang årligt pr. 1. januar efter udviklingen i nettoprisindekset i en 12-måneders periode sluttende i juni måned året før det finansår, reguleringen vedrører.

 

Hvis udgangspunktet derfor er 100 kr. i 2012-priser, vil en sådan regulering betyde, at vederlaget til stedfortræderne pr. 1. januar 2014 vil være på 102 kr. pr. sag og pr. 1. januar 2015 103 kr. pr. sag.

 

Hørsholm Kommunes Kommunalbestyrelse har på møde den 29. september 2014 tiltrådt administrationens ovennævnte anbefalinger.

 

Administrationen indstiller, at ovennævnte anbefalinger tiltrædes.

 

Administrationen indstiller endvidere til, at udgifterne til den ændrede vederlæggelse i det fælles huslejenævn og det fælles beboerklagenævn (ca. 14.000 kr. pr. år) fremlægges ved næstkommende budgetrevision 30.11.14.

Bevilling

Udgifterne til den ændrede vederlæggelse i det fælles huslejenævn og det fælles beboerklagenævn (ca. 14.000 kr. pr. år) fremlægges ved næstkommende budgetrevision 30.11.14.

Retsgrundlag

Almenlejelovens § 99 og boligreguleringslovens § 38. Det fremgår heraf, at kommunalbestyrelsen kan tillægge formanden og de øvrige medlemmer vederlag for deres virksomhed. Det står kommunalbestyrelsen frit, om man vil give et vederlag og i givet fald hvor meget man vil give.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. at vederlæggelsen af udlejer- og lejerrepræsentanterne i de to nævn ændres, således at vederlæggelsen udgør 1.115 kr. pr. måned
  2. at udgiften fordeles mellem de to kommuner som foreslået af administrationen
  3. at ændringen får virkning fra måneden efter, at begge byråd har besluttet ændringen
  4. at udlejer- og lejerrepræsentanternes stedfortrædere vederlægges med 100 kr. pr. sag, dog minimum 1 mødediæt pr. møde
  5. at vederlæggelsen til stedfortræderne nettopristalsreguleres med virkning fra 1. januar 2014
  6. at udgifterne til den ændrede vederlæggelse i det fælles huslejenævn og det fælles beboerklagenævn (ca. 14.000 kr. pr. år) fremlægges ved næstkommende budgetrevision 30.11.14.

Beslutning i Økonomiudvalget den 20-10-2014


Anbefaler administrationens indstillinger.

Beslutning i Byrådet den 27-10-2014

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.