Nr.46 - Valg af politiske repræsentanter til Fællesudvalget for vandindvinding ved Sjælsø

Sagsnr.: 14/214

 
Tinne Borch Jacobsen (V)

Beslutningstema

Valg af 2 repræsentanter til ”Fællesudvalget for vandindvinding ved Sjælsø”.

Sagsfremstilling og økonomi

Mellem kommunalbestyrelserne i Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Hørsholm, Gladsaxe og Fredensborg er der indgået ”Overenskomst om fælles vandindvinding ved Sjælsø”, (vedlagt som bilag).


Formålet med den fælles vandindvinding ved Sjælsø er at opretholde en tilstrækkelig og bæredygtig drikkevandsforsyning i kommunerne, der er omfattet af overenskomsten.


Overenskomsten administreres af ”Fællesudvalget for vandindvinding ved Sjælsø”.


Ifølge ”Overenskomst om fælles vandindvinding ved Sjælsø”, består Fællesudvalget af 2 repræsentanter fra hver af medlemskommunernes kommunalbestyrelser. Hver kommune har én stemme.


Gentofte Kommune ved forsyningsselskabet Nordvand A/S varetager formandskabet og sekretariatsfunktionen under ansvar overfor Fællesudvalget.


Fredensborg Forsyning er udskilt som aktieselskab, administrationen foreslår derfor, at Fredensborg Kommune repræsenteres, så der er mindst et medlem fra bestyrelsen af Fredensborg Forsyning.


Der gives intet honorar til medlemmer af fællesudvalget. Der er normalt et årligt møde i udvalget. Mødet i 2014 er fastsat til tirsdag den 3. juni kl. 9 – 11 hos Nordvand A/S i Gentofte. For at fællesudvalget kan være beslutningsdygtigt henstilles, at medlemskommunerne sender mindst en repræsentant til det årlige møde.


Om:

Fællesudvalget for vandindvinding ved Sjælsø (FVS)


Samarbejde om vandindvinding

Gentofte vandforsyning blev etableret omkring år 1900. Det var oprindeligt kun beregnet til at forsyne Gentofte Kommunes tættest befolkede dele. Men byudviklingen og interessen for vandet tog hurtigt fart.

Da man tidligt kunne se, at der ville opstå vandmangel i byen, søgte man nordpå efter vand. I 1930 blev Fællesudvalget for vandindvinding ved Sjælsø etableret idet Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk og Søllerød kommuner gik sammen i et samarbejde om en undersøgelse af vandindvindingsmulighederne i egnen omkring Sjælsø samt Maglemosen ved Trørød. Sjælsø blev købt i 1932, og i 1936 blev Sjælsø Vandværk taget i brug.


Fællesudvalget for vandindvinding ved Sjælsø

Kommunerne fortsætter samarbejdet omkring vandindvindingen ved Sjælsø Vandværk i ”Fællesudvalget for vandindvinding ved Sjælsø” (herefter Fællesudvalget). Fællesudvalget består i dag af de fem aftagerkommuner, Fredensborg, Hørsholm, Lyngby-Taarbæk, Gentofte og Gladsaxe. Gladsaxe Kommune er indtrådt i Fællesudvalget i 2010, og der er etableret en ny ledningsforbindelse mellem Gladsaxe og Gentofte kommuner, således at Gladsaxe kan aftage vand fra Fællesudvalget.


Overenskomst om fælles vandindvinding ved Sjælsø

Der er i 2010 indgået en revideret overenskomst for ind­vindingen af vand fra Sjælsø Vandværk, som tager højde for den ændrede organisering og beskriver parternes rettigheder og forpligtelser, herunder en beskrivelse af fordelingen af den fælles indvindingstilladelse, samt på hvilke betingelser Sjælsø Vand A/S skal levere vand til de fem forsyningsselskaber i aftagerkommunerne.


Overenskomsten administreres af Fællesudvalget.


Hver af aftagerkommunerne har to politisk valgt repræsentanter i Fællesudvalget. Hver kommune har én stemme.


Af konkrete sager kan nævnes, at Nordvand har på vegne af Fællesudvalget har søgt om 30-årig forlængelse af de eksisterende indvindings tilladelser til Sjælsø Vandværk. Der er ansøgt om en fælles indvindings tilladelse for kommunerne i Fællesudvalget på i alt 11,1 mio. m³/år. Der er ansøgt om en vandmængde > 10 mio. m³/år, og der skal derfor redegøres for projektets påvirkning af det omgivende miljø i en VVM-redegørelse. Kommunerne skal have behandlet ansøgningen og givet indvindingstilladelse senest 1 år efter vedtagelsen af de kommunale vandhandleplaner 2010-2015, som i øjeblikket afventer vedtagelse af Statens vandplan for perioden 2010-2015.




Sjælsø Vandværk

Sjælsø Vandværk er et regionalt vandværk beliggende i Rudersdal Kommune. I 1962 blev Sjælsø Vandværk udvidet, og igen i 1968 blev værket yderligere udvidet, denne gang med et anlæg til behandling af overfladevand fra Sjælsø.

Overfladevandsanlægget blev brugt ved spidsbelastninger frem til 1998, hvor dette anlæg blev lukket. Vandet fra Sjælsø Vandværk blev på grund af brug af overfladevand tilsat monochloramin for at sikre en god drikkevandskvalitet. På grund af faldende vandforbrug blev den sidste del taget ud af brug i 1998. Doseringen af monochloramin blev udfaset i 2008.

Vandværket renser grundvand fra indvindingsområderne ved Sjælsø. Juni 2012 har værket taget et UV-anlæg i brug. Etableringen af UV-anlægget har det formål kontinuert at styre drikkevandskvaliteten og derved øge drikkevands- og forsyningssikkerheden for forbrugerne.


I dag forsyner værket Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Fredensborg, Hørsholm og Gladsaxe kommune med drikkevand.


Etableringen af Nordvand A/S

Vandforsyningen i Gentofte Kommune er frem til januar 2009 blevet varetaget af Gentofte Kommune, hvorefter den er overdraget til Nordvand A/S, som varetager både vand- og spildevandsforsyningen i Gentofte og Gladsaxe Kommune, herunder driften af Sjælsø Vandværk.


Vand i tal

Fredensborg Kommunes vandforsyning

oppumpede vandmængder angivet i m³/år (2013) til levering fra kommunens vandværker

Fredensborg Forsyning

Sjælsø Vandværk

Private vandværker

1.084.420

705.253

740.492

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet

Kommunikation

Valg af repræsentanter til ”Fællesudvalget for vandindvinding ved Sjælsø” meddeles til sekretariatet i Nordvand A/S, Gentofte Kommune.

Indstilling

  1. At Plan-, Miljø- og Klimaudvalget indstiller 2 repræsentanter til ”Fællesudvalget for vandindvinding ved Sjælsø”

Fredensborg Forsyning er udskilt som aktieselskab, administrationen foreslår derfor, at Fredensborg Kommune repræsenteres, så der er mindst et medlem fra bestyrelsen af Fredensborg Forsyning.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 04-03-2014

Udvalget indstiller Carsten Nielsen (A) og Thomas Bak (V).

Beslutning i Økonomiudvalget den 24-03-2014

Anbefaler Plan–, Klima– og Miljøudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 31-03-2014

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.