Nr.108 - Orientering om status for etablering af Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Sagsnr.: 13/16240

 
Henriette Brandt Pedersen (Ø), Ole Bergmann (F), Bo Hilsted (A), Carsten Wulff (V)

Beslutningstema

Orientering om status for etablering af Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Sagsfremstilling og økonomi

Styregruppen for Kongernes Nordsjælland består af borgmestrene fra Halsnæs, Gribskov, Hillerød, Fredensborg og Helsingør kommuner samt repræsentanter fra Nordsjællands Landboforening, Familielandbruget og Lodsejerforeningen.


Styregruppen har tidligere udpeget de områder, der kunne skabe forbindelser mellem de statsejede arealer og dermed binde en nationalpark sammen, og i den forbindelse besluttet at gå i dialog med alle lodsejere i området om tilslutning på frivillig basis.


I maj måned har der derfor været holdt møder med lodsejere, der havde arealer i de udpegede områder, med henblik på at kunne aflevere et samlet forslag til nationalparkens afgrænsning og indhold til miljøminister Kirsten Brosbøl i slutningen af juni.


I Fredensborg Kommune har der været kontakt eller forsøgt kontakt til 28 lodsejere i Grønholtområdet fra Esrum sø og mod syd til kommunegrænsen mod Hillerød. Heraf har 15 tilkendegivet, at de er positive overfor nationalparken, og det vurderes, at der på det foreliggende grundlag vil kunne skabes en forbindelse mellem Esrum sø mod Store Dyrehave i området.


Styregruppen kunne dog på sit møde den 27. maj konstatere, at der samlet set endnu ikke er skabt tilstrækkelig forbindelse mellem de offentlig ejede skov- og naturarealer.


Der har været positive tilkendegivelser fra lodsejere udenfor undersøgelsesområderne, og styregruppen besluttede derfor dels at udvide undersøgelsesområderne og dels at se på nye forbindelsesområder mellem de offentligt ejede skov- og naturarealer.


Da dette ikke kan nås inden juni, vil der blive rettet henvendelse til Miljøministeren med ønsket om at rykke afleveringsdagen til 1. december 2014.


På denne baggrund vil administrationen tage kontakt til lodsejere op til det oprindelige undersøgelsesområde samt vurdere, hvordan andre områder kan inddrages for at skabe forbindelse til Helsingør kommune – en forbindelse, der mangler for nuværende.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 03-06-2014

Orientering tages til efterretning.


Fraværende: Rasmus Østrup Møller (A)

Beslutning i Økonomiudvalget den 16-06-2014

Orienteringen taget til efterretning.

Beslutning i Byrådet den 24-06-2014

Orienteringen blev taget til efterretning.