Nr.3 - Forslag til revideret forretningsorden

Sagsnr.: 13/46939

 

Beslutningstema

  1. Byrådet skal tage stilling til en revideret forretningsorden for Byrådet.

Sagsfremstilling og økonomi

Forretningsordenen er først og fremmest de processuelle regler om Byrådets virksomhed: indkaldelse til møder, vedtagelse af dagsorden, afstemninger m.v.


Den nuværende forretningsorden blev vedtaget af Byrådet den 31. maj 2010.


Indenrigsministeriet har udarbejdet en vejledende normalforretningsorden for kommuner, og den gældende forretningsorden ligger indholdsmæssigt tæt op af denne normalforretningsorden.


Der vedhæftes som bilag et forslag til en revideret forretningsorden.


Ændringerne er for det første en følge af, at der i byrådssalen er installeret et nyt digitalt afstemningssystem, som skal bruges, når et byrådsmedlem anmoder om ordet (§ 4, stk.3) og når der skal foretages en afstemning (§ 10, stk.1).


For det andet følger ændringerne i forretningsordenens § 3 af en ændring af den kommunale styrelseslov, som er trådt i kraft den 1.1.2014. Med lovændringen strammes op på fristerne for udsendelse af dagsorden og sagsmateriale. Sagsmaterialet skal fremover udsendes til medlemmerne og ikke alene som hidtil være tilgængelig for medlemmerne, og både dagsorden og det fornødne materiale, herunder eventuelle udvalgserklæringer, skal udsendes senest 4 hverdage inden byrådsmødet.


Hvis en sag ikke kan udsættes, kan Byrådet træffe beslutning, selvom dagsorden og det fornødne sagsmateriale ikke er udsendt inden de 4 hverdage inden mødet. Det skal fremgå af dagsordenen, hvis dagsordenen eller det fornødne materiale ikke udsendes inden for fristen. Endvidere skal begrundelsen for, at sagen ikke kan udsættes, fremgå af dagsordenen.


Ændringerne i forretningsordenens § 3, stk.2-4 svarer til formuleringen i styrelseslovens § 8, stk.4 og 5.

Retsgrundlag

Den kommunale styrelseslovs §§ 2, stk.4 og 8.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

1.    At forslaget til en ændret forretningsorden godkendes

Beslutning i Økonomiudvalget den 20-01-2014

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Byrådet den 27-01-2014

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.