Nr.31 - Godkendelse af frikommunevedtægt

Sagsnr.: 13/46996

 

Beslutningstema

Byrådet orienteres om status på frikommuneforsøg og skal godkende Fredensborg Kommunes frikommunevedtægt.

 

Forsøgsansøgningen behandles forud for byrådsmødet den 24. februar 2014 i de relevante fagudvalg.

Sagsfremstilling og økonomi

Fredensborg Kommuner er frikommune i årene 2012-2015. De ni frikommuner har kunnet indsende ansøgning om forsøg i 4 ansøgningsrunder. Den sidste formelle ansøgningsrunde var 1. november 2012, hvor Fredensborg Kommune ansøgte om 10 forsøg. I 2013 har frikommunerne haft mulighed for at ansøge om kopi- og samarbejdsforsøg. Fredensborg Kommune indsendte sin sidste ansøgning om 13 kopi- og samarbejdsforsøg den 27. maj 2013.

 

Status

Fredensborg Kommune har ansøgt om i alt 87 forsøg, heraf har vi fået godkendt 65 forsøg, fået afslag på 20, og afventer svar på 2.

Der er iværksat i alt 38 forsøg, da en stor del forsøg er godkendt ved generelle lovændringer eller var mulige under gældende lovgivning, og dermed ikke længere har karakter af forsøg.

Alle forsøg skulle iværksættes med udgangen af 2013. Der er udarbejdet implementeringsplaner for de iværksatte forsøg, som vil være tilgængelige på medarbejderportalen.

 

Frikommunevedtægten – og afsluttede forsøg

Jævnfør ”Bekendtgørelse om offentliggørelse og evaluering af forsøg i frikommuner” skal hver frikommune udarbejde en frikommunevedtægt, som skal indsendes til Økonomi- og Indenrigsministeriet og være offentlig tilgængelig på kommunens hjemmeside. Frikommunevedtægten indeholder oversigt over alle implementerede frikommuneforsøg samt afbrudte eller afsluttede forsøg. Frikommunevedtægten skal godkendes af fagudvalg og byrådet i februar.

 

Under afsluttede forsøg indeholder frikommunevedtægten 12 godkendte forsøg, som administrationen ikke ønsker at iværksætte, da de af forskellige årsager har vist sig at være uhensigtsmæssige eller er blevet overflødiggjort af anden lovgivning. Heraf er tre forsøg allerede politisk behandlet nemlig forsøgene ”Lettere administration af Brugerstyret Personlig Assistance ordninger”, ”Samling og specialisering af opgaverne med rådighedsvurderinger”, og ”Indkøb af bleer til forældre med børn i dagtilbud”.

 

De 9 øvrige afsluttede forsøg gennemgås nedenfor opdelt efter relevant fagudvalg:

 

Plan- og Klimaudvalg:

 

Forenkling af regler om brugerbetaling for miljøgodkendelse og tilsyn
Med forsøget ønskede Fredensborg Kommune at indføre faste årlige gebyrer (abonnementsordning) for forskellige typer af gebyrpligtige virksomheder – eventuelt gradueret efter virksomhedstype – i stedet for den nuværende timebetalingsordning som opkræves ved miljøgodkendelse og miljøtilsyn. Forsøget gennemføres ikke, da den ressourcemæssige besparelse ved at sagsbehandlerne bruger mindre tid på tidsregistrering ikke står mål med den mængde ressourcer, man ville skulle anvende for at udarbejde informationsmateriale og opstille en model som er rimelig for alle typer og størrelser af virksomheder. Dertil kommer, at det oprindelige forsøg indeholdt en mulighed for at fastsætte en pris for udarbejdelse af miljøgodkendelser, som var særligt interessant for Fredensborg Kommune. Denne del af forsøget blev imidlertid ikke godkendt af ministeriet.

 

Bjørneklobekæmpelse på private ejendomme
Med forsøget ønskede Fredensborg Kommune at foretage en selv-hjælpsbehandling, hvor kommunen på grundlejers regning kan fjerne bjørneklo, såfremt grundejeren ikke efterkommer påbud om bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo jf. kommunens indsatsplan. Forsøget iværksættes ikke, da det har vist sig at kommunen ikke kan få fuld refusion af bekæmpelsesudgifterne. Der er i forsøgshjemlen afsat et max. beløb på 3 kr./ha for opkrævning af bekæmpelsesudgifter til bjørneklo. Det har vist sig kommunen ikke kan få nogle entreprenører til at bekæmpe for det beløb. Det vil med andre ord sige, at kommunen med forsøget ville støtte grundejere, som ikke overholder kommunens indsatsplan om bekæmpelse af bjørneklo på egen grund. Administrationen vurderer at det vil stride mod den generelle retsfølelse i forhold til alle de grundejere, som overholder indsatsplanen og gør en stor indsats for bekæmper bjørneklo på deres ejendomme.

 

Børne- og Skoleudvalg:

 

En skolebestyrelse med lokal forankring
Forsøget tillader, at det lokale erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og foreninger, kan være repræsenteret i skolebestyrelserne. Imidlertid blev ’Lov om ændring af love om folkeskolen og forskellige andre love’ vedtaget i Folketinget den 20. december 2013. I den nye lov ændres en hel del på valgprocedure og sammensætning af skolebestyrelserne. Blandt andet kan alle skoler nu udvide skolebestyrelserne med indtil to pladser til repræsentanter fra det lokale erhvervsliv, lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner eller lokale foreninger. På Børne- og Skoleudvalgets møde den 6. januar skal udvalget drøfte et beslutningsoplæg om sammensætning af skolebestyrelserne. Her er stillet forslag om, at alle skolebestyrelser i Fredensborg Kommune får repræsentation fra det lokale erhvervsliv, lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner eller lokale foreninger. Såfremt Byrådet godkender beslutningsforslaget på dette punkt, får alle skolebestyrelser således lokal repræsentation, og det er dermed ikke længere et forsøg.

 

 

Social- og Seniorudvalg:

 

Beboere i botilbud har mulighed for at afholde ferie med kendte ledsagere
Forsøget giver mulighed for, at beboere, der er visiteret til botilbud eller plejebolig, kan deltage i selvvalgte ferierejser sammen med ledsagere, de kender og som kender dem, mod at beboeren selv betaler alle ledsagerens udgifter og løn (tilkøbsydelse). Forsøget gennemføres ikke, da indsatsen ved at implementere forsøget ikke står mål med de forventede resultater.

 

Bedre udnyttelse af botilbud og plejeboliger
Med forsøget fik Fredensborg Kommune i forbindelse med visitationen til en plejebolig eller et længerevarende botilbud mulighed for at opsige en beboer, som ikke længere profiterer af tilbuddet, og som optager pladsen for nye borgere med behov for tilbuddet. Forsøget er kun delvist godkendt, idet det kun tillades for nye visitationer. Det er derfor usandsynligt, at forsøget bliver aktuelt inden for den resterende forsøgsperiode på 2 år. Forsøget iværksættes derfor ikke.

 

 

Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg:

 

Kommunale servicejobs på nye måder
Forsøget letter de administrative sagsgange i forbindelse med placering af ledige i tilbud (virksomhedspraktik og løntilskud), herunder muligheden for at etablere kommunale servicejobs for ledige kontanthjælpsmodtagere.

Som en del af kontanthjælpsreformen der træder i kraft 1. januar 2014, skal der etableres nyttejobs i offentlige virksomheder for en del af målgruppen af ledige på kontanthjælp. Vurderingen er, at disse nyttejob ligger helt i tråd med den tanke, der er i frikommuneforsøget i forhold til oprettelsen af kommunale servicejob. Derfor igangsættes forsøget ikke.

 

Dispensation i forhold til forholdstallet mellem ordinært ansatte og personer i virksomhedspraktik og løntilskud i frivillige foreninger.
Med forsøget ønskede kommunen at øge adgangen for dagpengeberettigede ledige, kontanthjælpsmodtagere samt ledige fleksjobberettigede til at få tilbud om virksomhedspraktik eller løntilskud i frivillige foreninger. Forsøget er kun godkendt delvist i forhold til opkvalificering og vejledning. Da Fredensborg Kommune ansøgte specifikt om praktik og løntilskud er forsøget derfor ikke længere relevant for kommunen.

 

Individuelle kontaktforløb for personer omfattet af integrationsloven

Fredensborg Kommune ønskede med forsøget at fritages for reglerne vedrørende opfølgning mindst hver 3. måned i relation til borgere, der er omfattet Integrationsloven § 20.

I forbindelse med den kommende kontanthjælpsreform er der lagt op til et kontaktforløb, der er sammenligneligt med kontaktforløbet i det ansøgte forsøg. Det er derfor vurderingen, at det ikke længere er relevant at igangsætte forsøget.

 

Økonomiudvalg:

 

Fremrykning af obligatorisk digital betjening
Forsøget tillader at fremrykke den obligatorisk digitale selvbetjening. I forbindelse med godkendelse af forsøget, gennemførte Center for Digitalisering og IT en foranalyse af mulighederne for at gennemføre obligatorisk digital selvbetjening indenfor de relevante ydelser i plan- og klimaområdet:

 

• Gravetilladelser

• Råden over vejanlæg

• Anmeldelser af jordflytning

• Ansøgning om tilladelse til jordvarmeanlæg

 

Foranalysen viste, at borgerne/virksomhederne ved de nævnte ydelser allerede i stor udstrækning ansøger gennem brug af digitale blanketløsninger, og at der derfor ikke vurderes at være behov for en egentlig lovændring på området. Foranalysen viste også et behov for at udvikle de interne arbejdsgange for håndtering og effektivisering af de digitale ansøgninger. Dette potentiale arbejdes der i 2014 videre med gennem et tværgående projekt for digitalisering af Plan- og Miljøområdet i et samarbejde mellem Center for Plan og Miljø og Center for Digitalisering og IT.

 

Kopiforsøg vedr. detailhandel i bydelscentre

Fredensborg Kommune indsendte en sidste ansøgning om kopiforsøg d. 20. december 2013 til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Da ansøgningen vedrører planloven er den pt. under behandling i Naturstyrelsen. Såfremt forsøget godkendes, vil forsøget skulle godkendes i byrådet forinden iværksættelse.

 

Frikommunekonference

Den 7. april afholder Vejle Kommune en frikommunekonference for frikommunerne. Alle borgmestrene får indledningsvist 5 minutters taletid. Borgmester Thomas Lykke Pedersen taler her om frikommuneforsøget som generel at innovationsfremme og om de foreløbige resultater på beskæftigelsesområdet. Derudover skal Thomas Lykke Pedersen også deltage i afslutningsdebatten, som er med Viborgs borgmester og to folketingsmedlemmer fra kommunaludvalget.


Tilføjelse efter sagens behandling i Social- og Seniorudvalget afholdt den 5. februar 2014:

Denne sag har ved en fejl ikke været behandlet på Plan,- Miljø- og Klimaudvalgets møde den 29. januar 2014.

Ved mail af 6. februar 2014 har formand Lars Simonsen godkendt forslaget.

Beslutning fra Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget møde 6. februar 2014 vil følge følge.

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Bekendtgørelse om forsøgsordninger med frikommuneforsøg, Lov om frikommuner, Bekendtgørelse om offentliggørelse og evaluering af forsøg i frikommuner.

Kompetence

Byrådet

Kommunikation

Medarbejderne orienteres om frikommuneforsøget via bl.a. medarbejderportalen, E-næbet, nyhedsbreve, MED-organisationen og på personalemøder.

Borgerne orienteres om frikommuneforsøget løbende i lokalpressen og via kommunes hjemmeside. Status på igangværende og afsluttede frikommuneforsøg kan findes i frikommunevedtægten på kommunens hjemmeside.

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.
  2. At byrådet godkender frikommunevedtægten.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget den 30-01-2014

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Social- og Seniorudvalget den 05-02-2014

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget den 06-02-2014

Anbefaler administrationens indstilling.

Beslutning i Økonomiudvalget den 17-02-2014

Økonomiudvalget anbefaler, at orienteringen tages til efterretning og anbefaler, at byrådet godkender frikommunevedtægten.

Beslutning i Byrådet den 24-02-2014

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.


Fraværende: Tinne Borch Jacobsen (V) og Thomas Elgaard (V).