Nr.221 - Affaldsplan 2014 - 2020

Sagsnr.: 11/46843

 
Ulla Hardy-Hansen (C), Thomas Bak (V), Carsten Wulff (V)

Beslutningstema

Affaldsplan 2014 fremlægges til endelig vedtagelse i Byrådet.

Sagsfremstilling og økonomi

Baggrund

Fredensborg har i samarbejde med interessentkommunerne Allerød, Hørsholm og Rudersdal samt Nordforbrænding udarbejdet det fælles forslag til Affaldsplan 2014.


Forslaget til Affaldsplan 2014 indeholder de overordnede mål for kommunernes indsats med hensyn til alt affald, der fremkommer i kommunerne. Herudover er der beskrevet de konkrete mål og initiativer for affald fra husholdninger og erhverv, samt en tidsplan for den forventede gennemførelse af initiativerne.


I forbindelse med udarbejdelse af planen har der været afholdt to borgermøder og to møder for kommunernes politiske udvalg. Affaldsplan 2014 bygger således på borgeres og lokale interessegruppers ideer og ønsker til den fremtidige affaldshåndtering, ligesom I/S-kommunernes miljøudvalg/tekniske udvalg har givet input til planen.


Affaldsplanen gælder for perioden 2014-2018, men der er sat fokus på arbejdet frem til 2020.


Udkast til Affaldsplan 2014 har i maj-juni 2014 været fremlagt for kommunernes politiske udvalg til godkendelse forud for offentlig høring. Efter endt høring skal planen endeligt vedtages i kommunernes politiske udvalg.


Planen forventes at træde i kraft med virkning fra den 1. januar 2015, til erstatning af Affaldsplan 2009, der gjaldt for perioden 2009-2012, og blev forlænget til 2014.


Høring

Forslag til Affaldsplan 2014 har været i offentlig høring i 13 uger fra den 1. juli til den 30. september 2014. Høringen har været annonceret på kommunernes og Nordforbrændings hjemmeside og i lokalpressen.


Der er inden fristens udløb indkommet i alt 15 høringssvar: 1 fra Allerød, 4 fra Fredensborg, ingen fra Hørsholm og 10 fra Rudersdal. De fordeler sig på 9 svar fra borgere, 3 svar fra boligselskab, grundejer-/andelsboligforening, 1 svar fra politisk organisation og 2 svar fra interesseorganisationer.


En lang række emner er berørt i de indkomne høringssvar. De emneområder, der har været udvist størst interesse for i de indkomne høringssvar, kan overordnet grupperes som følger:


  1. Øget sortering
  2. Storskrald
  3. Visuelt miljø
  4. Direkte genbrug
  5. Hjemmekompostering
  6. Farligt affald
  7. Bygge- og anlægsaffald
  8. Organisk affald

I Bilag 1 (28 sider) ses en gennemgang af alle høringssvarene fra alle kommunerne samt administrationens forslag til besvarelse.


I Bilag 2 (4 sider) ses en sammenfatning af de væsentligste pointer i høringssvarene fra alle kommunerne samt administrationens kommentarer til de enkelte emneområder.


Konklusion

Med baggrund i de indkomne høringssvar og gennemgangen heraf vurderes det, at de væsentligste forslag og kommentarer fra høringssvarene er indeholdt i det fremlagte planforslag.


Det er administrationens vurdering, at de indkomne indlæg indeholder flere konstruktive forslag til forbedring af de kommunale affaldsordninger. En overvejende del af disse konstruktive forslag er i tråd med intentionerne og ikke i strid med det af Byrådet udsendte forslag til "Affaldsplan 2014" og skønnes at være omfattet af det foreliggende forslag.


Det er derfor administrationens opfattelse, at de modtagne indlæg ikke giver anledning til ændringer af det eksisterende forslag til "Affaldsplan 2014".

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, er indarbejdet i budgettet.

Retsgrundlag

Miljøministeriets Bekendtgørelse nr. 1309 af 18. december 2012 om affald.

Kompetence

Byrådet.

Indstilling

  1. At "Affaldsplan 2014" godkendes.

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget den 02-12-2014

Anbefaler administrationens indstilling.


Udvalget udtaler tilfredshed med, at der arbejdes videre med direkte genbrug.

Beslutning i Økonomiudvalget den 15-12-2014

Anbefaler Plan-, Miljø- og Klimaudvalgets indstilling.

Beslutning i Byrådet den 22-12-2014

Økonomiudvalgets indstilling vedtaget.