Nr.11 - Ny landzonetilladelse til Autohuset Fredensborg, Kongevejen 86

Sagsnr.: 15/34671

 
Charlotte Bie (I), Charlotte Sander (A), Hans Nissen (A)

Beslutningstema

Udvalget skal beslutte om kommunen skal meddele ny landzonetilladelse til Autohuset Fredensborg til henstilling, udstilling og salg af biler på ejendommen Kongevejen 86.

Sagsfremstilling og økonomi

Autohuset Fredensborg har ansøgt Kommunen om permanent landzonetilladelse til henstilling af biler i forbindelse med reparation, servicering og klargøring samt udstilling af biler, med henblik på videresalg, på forpladsen ud mod Kongevejen.

 

Konkret søges der om tilladelse til udstilling og brugtbilssalg som en sideaktivitet til autoværkstedet. Om muligt ønskes en udvidelse af det hidtidige tilladte antal udstillede biler på forpladsen fra ca. 6-7 til ca. 10-12 biler. Det oplyses, at det er planen at begrænse antallet af biler ved at leje et mindre areal hos virksomheden Fredensborg Skov og Have på Kongevejen 60.

 

Baggrund

Kongevejen 86 (matr. nr. 42c, Lønholt By, Grønholt) er en erhvervsejendom med tilhørende bolig beliggende i landzone. Ejer af ejendommen har tidligere drevet virksomheden Shell Service/Søegaard Motor på ejendommen. Ejendommen har efterfølgende huset virksomheden Fredensborg Skov og Have som fraflyttede ejendommen i 2015. Autohuset Fredensborg har siden november 2016 haft til huse i den forreste del af ejendommen ud mod Kongevejen.

 

Autohuset Fredensborg består af et autoværksted med reparation, servicering og klargøring af biler. Derudover er der salg af brugtbiler som en sideaktivitet til værkstedet.

 

Tilladelser

Det daværende Frederiksborg Amt meddelte i 1990 landzonetilladelse til virksomheden Shell Service/ Søegaard Motor på ejendommen Kongevejen 86. Landzonetilladelsen blev bl.a. givet på vilkår om, at der ikke måtte finde udendørs oplag sted, herunder udstilling af maskiner mv. på forpladsen ud mod Kongevejen.

 

Henstilling og udstilling af biler på forpladsen ud mod Kongevejen forudsætter derfor landzonetilladelse. Ligeledes forudsætter brugtbilssalg landzonetilladelse.

 

Fredensborg Kommune meddelte den 8. nov. 2016 en etårig tidsbegrænset landzonetilladelse til Autohuset Fredensborg til henstilling, udstilling og brugtbilssalg på Kongevejen 86. Tilladelsen omfattede henstilling af 4-5 biler i forbindelse med reparation, servicering og klargøring samt udstilling af yderligere 4-5 biler, med henblik på videresalg, på forpladsen ud mod Kongevejen. 

 

Den 9. jan. 2017 meddelte kommunen en ny etårig landzonetilladelse hvor den hidtidige tilladelse til udstilling af 4-5 biler blev udvidet til 6-7 biler.

 

Fortsat henstilling, udstilling og brugtbilssalg på Kongevejen 86 forudsætter meddelelse af ny landzonetilladelse.

Naboorientering

Der er foretaget 14 dages naboorientering jf. planlovens bestemmelser. Der er i perioden ikke indkommet høringssvar til sagen.

 

Administrationens vurdering

Administrationen var i oktober 2018 på besigtigelse på ejendommen. Besigtigelsen var foranlediget af, at administrationen ved flere lejligheder i perioden fra august til oktober 2018 har kunnet konstatere, at tilladelsens vilkår om udstilling af maksimalt ca. 6-7 biler til salg ikke var overholdt. Ligeledes er det konstateret, at græsrabatten mellem forpladsen og Kongevejen anvendes til udstilling af biler, ligesom der har vært opsat beach flag i rabatten. Generelt har der mindst holdt ca. 20 biler på forpladsen, heraf 2-5 i græsrabatten.

 

Ved besigtigelsen præciserede administrationen over for Autohuset Fredensborg betingelserne i landzonetilladelsen om maksimalt udstilling af ca. 6-7 biler til salg og henstilling af ca. 4-5 biler i forbindelse med værkstedsbesøg og dertil hørende personaleparkering. Endvidere blev det præciseret, at græsrabatten ikke må benyttes til udstilling af biler. Autohuset Fredensborg forklarede, at de havde fokus på at nedbringe antallet af udstillede biler ved at leje et areal på en anden ejendom til oplag af biler. I forbindelse med den fremsendte ansøgning er det oplyst, at Autohuset Fredensborg konkret planlægger at leje et areal hos virksomheden Skov og Have på Kongevejen 60 i Fredensborg. Ved besigtigelsen kunne der konstateres 24 biler til salg samt 4 biler henstillede/parkerede biler.

 

Det er administrationens vurdering, at ejendommen i øvrigt generelt fremstår ordentlig, men at forpladsen er præget af de mange parkerede biler, ligesom ind- og udkørselsforholdene er snævre og anvendelsen af rabatten til biludstilling kan gå ud over oversigtligheden.

 

Det er administrationens vurdering, at såfremt der meddeles ny tilladelse ikke bør gives mulig for yderligere udstilling og salg af biler end de ca. 6-7 biler i gennemsnit. I ansøgningen søges der om muligt om tilladelse til udstilling af ca. 10-12 biler. Dels er det administrationens vurdering, at det i forhold til forpladsen størrelse ikke er hensigtsmæssigt og dels vurderes det, at være på kant med hvad der kan tillades i forhold til planlovens detailhandelsbestemmelser. Salg af brugtvogne regnes i planlovens forstand som detailsalg af pladskrævende varer og skal som udgangspunkt placeres i områder udlagt hertil – typisk i erhvervsområder. I den oprindelige landzonetilladelse fra 2016 og i den seneste fra 2017 er det lagt til grund, at brugtbilssalget udgør et ubetydeligt omfang, hvor virksomhedens primære aktivitet er autoværksted. Det kan i denne sammenhæng bemærkes, at opbevaring af biler på lejet areal hos Fredensborg Skov og Have på Kongevejen 60 kan være en god løsning. Kongevejen 60 er planmæssigt udlagt til butikker med salg af pladskrævende varer.

 

Administrationen anbefaler på denne baggrund, at en eventuel ny landzonetilladelse gøres tidsbegrænset til 1 år og at tilladelsen gives på de hidtidige betingelser: Der tillades henstilling af ca. 4-5 biler i forbindelse med reparation, servicering og klargøring samt ca. 6-7 biler til salg. Dertil kommer personaleparkering.

 

Regler for tilsynspligt og håndhævelse af tilladelser efter planloven

Tilsynsmyndigheden skal påse, at vilkår fastsat i en tilladelse overholdes, jf. planlovens § 51, stk. 4. Planloven indeholder dog ikke regler om, at tilsynsmyndigheden har pligt til at føre et systematisk opsøgende tilsyn. Tilsynsmyndigheden har pligt til at reagere, når den bliver opmærksom på et ulovligt forhold, medmindre forholdet er af underordnet betydning, f.eks. hvis kommunen modtager en klage.

 

Planloven indeholder ikke specifikke regler om, hvordan myndigheden skal reagere. I sager hvor vilkår i en tilladelse ikke overholds, kan myndigheden stille krav om, at forholdet lovliggøres, ved at udstede et såkaldt lovliggørelsespåbud. Det kan i praksis ske ved enten fysisk lovliggørelse (dvs. aktiviteten stoppes) eller ved retslig lovliggørelse (dvs. ved efterfølgende tilladelse/dispensation på baggrund af en ansøgning). Den til en hver tid værende ejer eller bruger af en ejendom har pligt til at bringe et ulovligt forhold til ophør.

 

De administrative håndhævelsesskridt i påbudssager er følgende:

  1. Tilsynsmyndigheden foretager besigtigelse (hvor sagen oplyses).
  2. Tilsynsmyndigheden meddeler evt. varsel om påbud overfor ejer/bruger om standsning af den/de ulovlige aktiviteter (partshøring, der fastsættes en frist til at udtale sig).
  3. Tilsynsmyndigheden udsteder evt. påbud over for ejer/bruger om standsning af den/de ulovlige aktiviteter (der fastsættes en frist til at efterkomme påbuddet.)
  4. Evt. politianmeldelse.

 

I den konkrete sag har administrationen, som oplyst i sagsfremstillingen, foretaget besigtigelse på ejendommen og konstateret, at vilkår i landzonetilladelsen om maksimalt antal henstillede/udstillede biler på forpladsen ikke efterleves. Bruger af ejendommen (Autohuset Fredensborg) har efterfølgende fremsendt ansøgning om ny landzonetilladelse. I ansøgning søges der om tilladelse til at øge antallet af udstillede biler fra ca. 6-7 til ca. 10-12 biler (fysisk lovliggørelse).

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

Planlovens § 35, stk. 1

FN's Verdensmål og Byrådets arbejdsgrundlag

FNs verdensmål

11. Bæredygtige byer og lokalsamfund

Byrådets arbejdsgrundlag

4. Bygninger og byrum skaber liv

Kompetence

Plan-, Miljø- og Klimaudvalget.

Kommunikation

Landzonetilladelsen skal offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Indstilling

  1. At der meddeles en tidsbegrænset landzonetilladelse på 1 år til Autohuset Fredensborg til henstilling af ca. 4-5 biler i forbindelse med reparation, servicering og klargøring samt udstilling af ca. 6-7 biler til salg på forpladesen. Dertil kommer personaleparkering.
  2. At det præciseres, at græsrabatten mellem forpladsen og Kongevejen ikke må benyttes til udstilling af biler eller til opstilling af reklameskilte i form af beach flag eller lignende.

 

Beslutning i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget (18-21) den 08-01-2019

Den administrative indstilling sat til afstemning

 

For stemmer 4: V, F og Ergin Özer (A),

Imod stemmer 5: B, C, O, Bo Hilsted og Carsten Nielsen (A).

 

Den administrative indstilling herefter nedstemt, hvorefter landzonetilladelsen ikke meddeles.

 

Ergin Özer (A) begærer sagen i Byrådet.

Beslutning i Økonomiudvalget (18-21) den 21-01-2019

Sagen drøftet.

Beslutning i Byrådet (18-21) den 28-01-2019

Administrationens indstilling vedtaget.