Nr.100 - Status på projekt Sproggaven

Sagsnr.: 18/506

 

Beslutningstema

Udvalget orienteres om status på det fireårige projekt Sproggaven efter det andet år med projektimplementering.

Sagsfremstilling og økonomi

Sproggaven er et større strategisk udviklingsprojekt på dagtilbudsområdet i Fredensborg Kommune. Det gennemføres i et samarbejde med Fredensborg Bibliotekerne og Nationalt Videncenter for Læsning. Udgangspunktet er en bogkanon, med tilhørende vejledning til personale og forældre om metoder til tidlig indsats og opmærksomhed på sprog og matematisk forståelse for børnene, bl. a. gennem arbejde med fokusord.  

 

Projektet har haft en udviklingsfase fra primo 2016 til medio 2016. Herefter er det overgået til implementeringsfasen, som løber fra medio 2016 til ultimo 2019 for herefter at gå i drift med anvendelsen af Sproggaven og den viden, der kommer ud af projektet.

 

Projektet har til formål at sikre, at alle børn i 0-5 års alderen gennem tidlige læreprocesser i dagtilbuddet fremmer talesprog, matematisk og pragmatisk forståelse.

 

Børnene møder hermed skolen med forudsætninger og gode kompetencer til at afkode, forstå og anvende tegn som fx bogstaver, tal, diagrammer, grafer, tegning og billeder (i fagsprog kaldet litteracy). Børnene gives hermed de bedste fremtidsmuligheder for at klare sig socialt, maksimere udbyttet af læring og fremtidens uddannelse.

 

Med udgangspunkt i udviklingen af og arbejdet med et nyt koncept for udvidet dialogisk læsning skal det pædagogiske personales kompetencer styrkes ift.

  • at arbejde med 0-5 årige børns sprog- og litteracy-færdigheder (jf. forklaring ovenfor) 
  • at inddrage forældre i arbejdet

 

Dialogisk læsning handler om at have en dialog med de børn, der læses højt for, sideløbende med at der læses højt. Udvidet dialogisk læsning er dialogisk læsning, der er udvidet med lege og aktiviteter. Målet med udvidet dialogisk læsning er at styrke børns kompetencer til at forstå og bruge skriftlige tegn samtblive opmærksom på, hvordan ord lyder.

 

Børnenes udvikling af sprogfærdigheder og literacy-kompetencer

Det fremgår af projektevaluering 2017, at pædagoger og ledere kan se forskellige tegn på en udvikling hos børnene.

 

Tegnene er bl.a. processuelle. Eksempelvis viser samtaler med børn og interview med pædagoger, at børnene er utrolig glade for at arbejde med udvidet dialogisk læsning, og er stolte over at fortælle om det til deres forældre. Børnene giver udtryk for, at de glæder sig til de aktiviteter, der er forbundet med udvidet dialogisk læsning. Pædagogerne fremhæver det særlige potentiale, der ligger i at arbejde med børnenes sprog i en lille gruppe. Dels gavner det børnene at få denne opmærksomhed og det nærvær, der er forbundet med aktiviteten, dels får pædagogerne en særlig mulighed for at bruge deres nye faglighed.

 

Andre tegn på virkninger af arbejdet med Sproggaven er, at børnene bruger fokusordene opmærksomt i hverdagen, både i institutionen og i hjemmet, og altså udvider deres ordforråd. Børnene har fået en større interesse for og kender bøgerne, og børnene lægger mærke til ting og ord, som de har hørt om i forbindelse med bøgerne fx på udedage og ture.

 

Endelig fremhæver pædagogerne, at de justeringer i forhold til bevidst og øget brug af sprog fra strukturerede forløb, som de selv har foretaget sig og har bragt ind i hverdagsrutinerne, hurtigt har vist sig effektive og har skabt bedre rammer for, at børnene udvikler deres sprog. Det viser sig ved øget samtale mellem børnene ved frokost, i garderobesituationer og i legen.

 

Forældresamarbejde

Som led i projektarbejdet er der i et samarbejde imellem dagtilbuds- og skoleområdet, Fredensborg Bibliotekerne samt kommunens sundhedspleje og PPR udviklet et fælles informationsmateriale til forældre under titlen Hjælp dit barn godt i gang med sprog.

 

Materialet har fokus på betydningen af en tidlig sprogindsats, herunder ikke mindst forældrenes egen store betydning for børnenes udvikling af sprogfærdigheder og literacy-kompetencer.

 

Materialet har form af en forklarende tegneproces kaldet speed drawing, der er oversat til hhv. engelsk, polsk, tyrkisk og arabisk. Formen er valgt udfra et ønske om at gøre budskabet bedst muligt tilgængeligt for flest mulige forældre. I supplement til filmen er der produceret en plakat og en folder, der skal skabe opmærksomhed omkring filmen og dens budskab.

 

Filmens budskab skal sammen med plakaten og folderen udbredes til forældre, fagpersoner og andre interessenter i efteråret 2018. Udbredelsen vil ske via kommunens 0-5 års dagtilbud, Fredensborg Bibliotekerne samt sundhedsplejen og PPR, samt det korps af frivillige sprogambassadører, der på forsøgsbasis er etableret i Nivå bysamfund.

 

Det pædagogiske personales kompetencer

Som led i projekt Sproggaven gennemføres der hvert år i projektperioden et aktionslæringsforløb i de deltagende dagtilbud. I 2016 er der i aktionslæringsforløbet blevet arbejdet intenst med metoden udvidet dialogisk læsning og de projektmaterialer, der er udviklet til at understøtte arbejdet.

 

I 2017 er der i aktionslæringsforløbet blevet arbejdet målrettet med at bringe viden og erfaringer fra arbejdet med projekt Sproggaven i spil i hverdagens rutiner.

 

Hverdagens rutiner, fx modtagelse om morgenen, indtagelse af måltider og påklædning i garderoben optager en stor del af barnets tid i dagtilbud. Ved også at tænke projektarbejdet ind i hverdagens rutiner øges tiden til målrettet at understøtte barnets udvikling af sprog og literacy.

 

Derudover kan der skabes større sammenhæng imellem planlagte pædagogiske aktiviteter og hverdagens rutiner som forskellige læringsmiljøer for arbejdet med sprog og literacy. Endelig kan der skabes større sammenhæng imellem barnets udvikling af sprog og literacy i hhv. dagtilbud og hjem, da hverdagens rutiner også er forældrenes banehalvdel.

 

Det videre projektarbejde

I 2. halvår 2018 igangsættes arbejdet med at udmønte den nye styrkede pædagogiske læreplan. Udmøntningen organiseres som et projekt, som skal koordineres med det allerede igangværende arbejde med projekt Sproggaven såvel på hele dagtilbudsområdet, som lokalt i hvert område.

 

Koordinationen mellem de to projekter vil indebære, at der i efteråret 2018 bl.a. arbejdes ud fra et fælles fokusområde om legen som et sprog- og literacy-udviklende læringsmiljø.

 

Legen er et centralt element i den nye styrkede pædagogiske læreplan. Desuden er legen ét af tre overordnede læringsmiljøer, som hverdagen i dagtilbud kan inddeles i. De to andre er hhv. planlagte pædagogiske aktiviteter og hverdagens rutiner, som allerede har været i fokus i projekt Sproggavens aktionslæringsforløb.

 

Det overordnede tema for det tredje og sidste aktionslæringsforløb i regi af projekt Sproggaven i efteråret 2018 bliver således arbejdet med sprog og literacy i legen.

 

Alle faglige ledere skal på lederuddannelse ifm styrkede pædagogiske læreplaner og efterårets aktionslæringsforløb bliver case for ledernes uddannelsesforløb, hvilket giver en unik mulighed for at uddannelsesforløbet bliver forankret i hverdagen.

 

Administrationens bemærkning:

Jævnfør anden sag på denne dagsorden planlægges en række faglige oplæg det kommende temamøde i BSU om tidlig indsats og opsporing af udsatte børn i dagtilbud 0 – 2 år. Et af oplæggene vil indeholde en præsentation af en lille videofilm, som er udarbejdet i forbindelse med projekt Sproggaven.

Bevilling

Ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Retsgrundlag

dagtilbudsloven

Andre virkninger (FN's Verdensmål m.m.)

FNs verdensmål nr. 4: kvalitetsuddannelse

 

Byrådets arbejdsgrundlag 2018 – 2021 – pejlemærke nr. 1 ”Det er sejt at være dygtig – alle børn har mulighed for læring og trivsel”.

Kompetence

Børne- og Skoleudvalget

Elektroniske bilag

For mere information vedrørende projekt Sproggaven henvises til nedenstående link:

Sproggaven

 

For mere information om Hjælp dit barn godt i gang med sprog henvises til nedenstående link:

Sprog

Indstilling

  1. At orienteringen tages til efterretning.