Nr.35 - Ungdommens Uddannelsesvejledning - afrapportering

Sagsnr.: 18/7752

 
Bettina Bové (B)

Beslutningstema

Afrapportering vedrørende 2017 og forslag til nye temaer og kadence for fremtidig afrapportering af aktiviteter i regi af Ungdommens Uddannelsesvejledning Øresund (UU-Øresund). Leder af UUØ Jens Christy deltager under punktet.

Sagen behandles på mødet i Borgerservice-, Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget den 9. april 2018 og til orientering på mødet i Børne- og Skoleudvalget den 17. april 2018.

 

Sagsfremstilling og økonomi

UU-Øresund
UU-Øresund er Ungdommens uddannelsesvejledning for Fredensborg og Helsingør Kommuner. UU-Øresund vejleder unge fra grundskolens 7. klasse og op til 29 år i overgangen til en ungdomsuddannelse. På kommunens folkeskoler varetager grundskolevejledere ligeledes undervisningen i Uddannelse og Job fra 6. til 9. klasse. UU-Øresund er tilknyttet et nationalt system, hvilket betyder, at de modtager oplysninger fra uddannelsesstederne, når en ung falder fra på en ungdomsuddannelse. Herefter opsøger UU-Øresund alle unge med henblik på at tilbyde vejledning i forhold til målet om, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse.

Afrapportering
UU-Øresund har gennem en årrække udarbejdet en årsrapport med en lang række oplysninger om de unge i henholdsvis Helsingør- og Fredensborg kommuner. Rapporten har været brugt som afsæt for information til de politiske udvalg og drøftelser om den videre indsats.

For at få større aktualitet og fleksibilitet ind i kommunikationen med det politiske niveau, foreslås det fremadrettet, at årsrapporten bliver opdelt i flere mindre temarapporter. Nedenfor er forslag til temaer i en fremtidig rapportering:

1. Tema: Uddannelsesparathed i grundskolen (både folkeskoler og frie grundskoler) Bestemmelserne om uddannelsesparathedsvurdering er fastlagt i lovgivningen. Vurderingen starter i 8. klasse og foretages af uddannelsesvejlederne på grundlag af skolernes indstillinger. Formålet er, at alle elever bliver uddannelsesparate inden afslutningen af grundskolen. Der skal laves en særlig skole- og vejledningsindsats for de elever, der bliver vurderet ikke-uddannelsesparate.
Fokus og formål med temarapporten:
At vise udviklingen for den enkelte årgang opdelt på skoleniveau fra 8. til 9. klasse.

2. Tema: Uddannelsesvalg efter 9./10. klasse
De unges søgemønter er pejlemærket for målsætningen om, at 95 pct. skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det vil fortsat være udgangspunktet, selv om den nationale målsætning bliver ændret lidt.
Fokus og formål med rapporten:
At vise udviklingen i de unges valg af ungdomsuddannelse efter grundskolen.

3. Tema: Overgangsanalyse – fastholdes de unge i uddannelse?
Frafald og omvalg er centrale udfordringer i de unges vej til en gennemført ungdomsuddannelse. Ved at se på starten af de unges forløb opnås et billede af, hvor parate de unge faktisk er, og hvor gode ungdomsuddannelserne og vejledningen er til at fastholde de unge i uddannelse.
Fokus og formål med rapporten:
At vise hvordan det går de unge efter valget af ungdomsuddannelse.

4. Tema: 15-17 årige med pligt til uddannelse eller beskæftigelse
De unges uddannelsespligt blev indført i 2014, og UU-Øresund er forpligtet til at følge de unge, og følge op på om de følger deres uddannelsesplan. Det sker med en frist på fem dage til at kontakte den unge, og 30 dage til, at en ny plan foreligger.
Fokus og formål med rapporten:
At vise andelen af unge mellem 15 og 17 år, der er i gang med en ordinær ungdomsuddannelse. Afrapporteringen skal på det grundlag fokusere på at vise aktiviteterne for de unge, der ikke er i gang med en ordinær uddannelse.

5. Tema: Unge i særlige tilbud
Fokus og formål med rapporten:
At vise udviklingen i antallet af unge der gennemgår forberedende tilbud eller ikke-ordinære uddannelser. Det handler om produktionsskole, Koordineret UngdomsUddannelse (KUU), Erhvervsfaglig Grund Uddannelse (EGU) og Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU).

6. Tema: 18-24 årige og deres uddannelsesstatus
De nye nationale målsætninger om at 90 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse har det 25. år som skæringspunkt. Rapporten skal belyse, hvor tæt UU-Øresund lokalt er på at nå målet.
Fokus og formål med rapporten:
At belyse udviklingen i uddannelsesniveau i kommunen ud fra andelen af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse.

 

7. Tema: Frafaldsanalyse
Frafald på ungdomsuddannelser og særligt på erhvervsuddannelserne, er en stor udfordring, der både koster samfundet penge, men også kan betyde, at mange unge oplever for mange nederlag, og derfor aldrig kommer videre i uddannelse og arbejde.
Fokus og formål med rapporten:
At belyse hvor mange 18-årige, der har flere frafald samt, hvordan UU Øresund sikrer, at de unge kommer i gang igen med en ungdomsuddannelse.

8. Tema: Status og udvikling i unges ledighed
Den kommunale ungeindsats skal have fokus på gruppen af særligt udsatte unge med henblik på uddannelse eller beskæftigelse. En stor del af disse unge er på offentlig forsørgelse.
Fokus og formål med rapporten:
At belyse og følge udviklingen i gruppen af unge ml. 16-24 år, der er på offentlig forsørgelse.
 

Bevilling

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

 

Retsgrundlag

Ingen bemærkninger.

Kompetence

Borgerservice,- Arbejdsmarkeds-, og Erhvervsudvalget.

Indstilling

  1. At alle temaer bliver gennemgået fordelt på to halvårsmøder i august og januar.
  2. At leder af UU-Øresund vil stå for fremlæggelsen af temaerne.

Beslutning i Borgerservice -, Arbejdsmarkeds - og Erhvervsudvalget den 09-04-2018

Temaer for fremtidig afrapportering godkendt. Kadencen for fremtidig afrapportering fastsættes til 2 gange årligt tilpasset budgetproceduren.

Beslutning i Børne- og Skoleudvalget (18-21) den 17-04-2018

Orienteringen taget til efterretning.