FREDENSBORG KOMMUNE, Egevangen 3 B, 2980 Kokkedal
Her kan du afmelde dig nyhedsbrevet - Vises nyhedsmailen ikke korrekt? Klik her.

logo
 

Nyhedsbrev 60 plus - nr. 5 juni 2020

Velkommen til dette femte nyhedsbrev for borgere i Fredensborg Kommune med alderen 60plus.

Her vil vi gerne informere om, hvad kommunen tilbyder af forskellige aktiviteter.  For nogle af jer er børnene lige flyttet hjemmefra, for andre er det længe siden. Hvorom alting er, så er der ofte  brug for et andet perspektiv på livet og hverdagen, når man er over 60 og på vej mod sin tredje eller fjerde alder.

Nyhedsbrevet skal informere om nyt fra den kommunale verden med fokus på nye tilbud fra  Borgerservice, sundhedsområdet og om kultur og fritid. 

 

Forord fra borgmester

logo

Efter tre måneder hvor stort set alt har handlet om Corona, er vi nu forhåbentligt snart på vej mod langt mere normale forhold i Danmark og Fredensborg Kommune. 
Det ved jeg, at vi alle glæder os rigtig meget over.  
 
Når det er sagt, så er vi ikke i mål endnu med at få bugt med Coronasmitten, og derfor besvarer vi også mange spørgsmål herom i dette nyhedsbrev. Følg også med på fredensborg.dk, hvor du kan se seneste status for kommunens nødberedskab.
 
Men vi har også fundet plads til noget helt andet: En lille artikel om den flotte gave, som kommunen gav til Dronning Margrethe i anledning af hendes 80 års fødselsdag, og som jeg havde den ære at overrække den 12. juni. I sikker afstand. 
 
Til sidst vil jeg ønske alle en rigtig god sommer. 

Pas godt på jer selv og hinanden.


Venlig hilsen
Thomas Lykke Pedersen
borgmester

 

 

Dronningen fik bænke i fødselsdagsgave

logo


To håndlavede havebænke i asketræ blev fredag den 12. juni overrakt til H.M. Dronningen i Fredensborg Slotshave. Bænkene er Fredensborg Kommunes gave i anledning af Majestætens 80-års fødselsdag. Tilstede ved overrækkelsen var borgmester Thomas Lykke Pedersen, snedkermester Aage Andersen og kommunaldirektør Kim Herlev Jørgensen.

Havebænkene er fremstillet lokalt i Fredensborg af snedkermester Aage Andersen og vil fremover være placeret ved Horsedammen i den Den Reserverede Have i Fredensborg Slotshave, hvor der er åbent for publikum i juli måned og begyndelsen af august.

Fotograf Keld Navntoft, Kongehuset

 

Samtalesalon om Corona

Frivilligcenteret og Fredensborg Bibliotekerne inviterer til samtalesaloner om Corona-tiden.

Hvordan har Corona-karantænen påvirket dig? Har du fundet nogle nye værdier i livet, er du blevet mere bekymret og har du fået ryddet op i kælderen? Eller ville du hellere bare have været det hele foruden? Det er noget af det, deltagerne ved samtalesaloner den 23., 24. og 25. juni skal tale om.

Den første af de tre samtalesaloner foregår hos Frivilligcenteret tirsdag d. 23. juni kl 10-11.30.
Frivilligcenteret holder til på Teglgårdsvej 423A i Humlebæk.

Dagen efter kan man komme til samtalesalon hjemme fra sin egen stue med computeren, tablet’en eller mobiltelefonen foran sig og kameraet slået til. Her kan man eksperimentere med at mødes på mediet Zoom onsdag d. 24. juni kl. 19-20.30. Linket til samtalen vil man kunne finde på www.fredensborgbibliotekerne.dk eller www.frivilligcenteret.dk. Her vil man desuden kunne læse en vejledning til, hvordan man bruger Zoom. Der vil blive åbnet for adgangen en halv time før, så man kan teste om teknikken virker.

Endelig kan man komme til en fysisk samtalesalon i det nye byrum bag biblioteket i Nivå, torsdag d. 25. juni kl. 10-11.30.

De tre saloner er ens i indhold, der er ingen tilmelding, og man skal blot dukke op.

I løbet af efteråret afholdes der desuden samtalesalon hver første torsdag i måneden. Her taler vi sammen om aktuelle emner, fx ensomhed, lykke og rigdom. Vi starter op i september. Det foregår kl. 10 på Nivå bibliotek. Alle er meget velkomne. Der er ingen tilmelding, man møder bare op.

 

 

 

Bliv røgfri i det fri eller online

Kommunen har et  gratis kursustilbud til dig, der vil  kvitte tobakken nu.

Gå dig fri af tobakken/e-cigaretten/nikotin/snus på nogle ture i det fri med vores instruktører.

Vi har rykket vores individuelle rygestoprådgivning ud i naturen, så du på sikker afstand kan få hjælp til at stoppe.

Hvis du ikke er tryg ved et fysisk møde, er der også mulighed for at benytte sig af et online-forløb.
Kontakt sundhedskonsulent Line Berg Torsbakke på 21 20 72 02 eller lbto@fredensborg.dk for mere information.

 

Faldforebyggelser

Vidste du, at kommunen tilbyder alle 65 årige en faldforebyggelsesindsats, der tilrettelægges individuelt i samarbejde med dig og med hensyntagen til din situation og ønsker.

Forebyggelsesindsatsen kan indeholde screening, undersøgelse og træning samt råd og vejledning bl.a. til hensigtsmæssig indretning og adfærd i din bolig og i nærmiljøet. 2 Fysioterapeuter ser årligt ca. 200 borgere til faldforebyggelse i kortere eller længere forløb.

Nogle borgere har glæde af at modtage råd og vejledning som eneste indsats, mens andre har brug for at få udredt dårlig balance og testet styrke og andre fysiske funktioner grundige eller som holdtræning, hvor styrke og balance er i fokus.

En stikprøve undersøgelse, der blev foretaget blandt kommunens borgere i november 2019 viste, at de fleste fald sker i hjemmet stærkt forfulgt af fald udendørs, og jo ældre du er -  jo større risiko er der for at falde. 

Men man skal være opmærksom på, at blot angsten for at falde har betydning, og da det er vigtigt at sætte ind med forebyggelse så tidligt som muligt er det af stor betydning, at du søger hjælp allerede ved de første tegn på, at du føler sig utryg.

Måske har du allerede oplevet de første fald og måske er du begyndt at føle sig usikker ved aktiviteter, du plejede at kunne klare. Mange begrænser sig selv og kommer ind i en dårlig spiral med nedsat fysisk aktivitet, der blot gør en endnu mere usikker, men det er ikke nødvendigt, for der er hjælp at hente, så man kan undgå den yderste konsekvens – at brække noget.

Ønsker du at få en snak om, hvad der kan gøres for at undgå at falde, kan du henvende sig til Træning & Rehabilitering på tlf. 41 95 45 10 eller 41 95 45 12 og aftale tid til en indledende snak hos en af faldforebyggelsesterapeuterne mhp. at få afklaret, hvilken indsats, der vil være den rette for dig.
 

 

Vil du gerne testes for corona-virus

logo

Her får du et par hurtige og nyttige link, hvis du gerne vil testes for corona

 

Bestil tid med Nem-Id https://www.coronaprover.dk/Account/NemIdLogin?RequestPath=%2F
 
Bestil tid uden Nem-Id
https://www.coronaprover.dk/Account/NoNemIdInfomation

 

 

Omsorgstandpleje

Tandplejen holder lukket i ugerne 28-31
Fra den 4. august kan vi kontaktes telefonisk mellem 8-15 på tlf. 70 80 75 47.

Sommerferievagt ved akut behov for tandbehandling
Fra lørdag d. 4. juli til mandag d. 3. august begge dage incl.

Gener fra proteser og knækkede proteser 
Der henvises efter aftale til
Klinisk tandtekniker Jane Schiellerup
Bjergegade 22, 1. sal
3000 Helsingør
Tlf. 49 21 26 05 

Læs mere her
 

Alle over 65 år får nu tilbud om pneumokokvaccine

Målgruppen for pneumokokvaccination bliver udvidet fra 15. juni, så den nu omfatter samtlige over 65 år.

Vaccinen forebygger lungebetændelse, blodforgiftning og hjernebetændelse forårsaget af pneumokokker.

 

Læs mere her
 

Vil du være en del af historien

logo
Danmark har været lukket ned og er det delvis stadig – det er helt ekstraordinært, og det er historie også for eftertiden.
Fredensborg Arkiverne og Fredensborg Kommune vil rigtig gerne vide mere om din hverdag.
 
Hvordan fungerer den? Hvad laver du? Hvad enten du stadig arbejder, er begyndt at bage, bruger naturen mere til motion, hjælper naboen med indkøb, har aflyst en fest eller andet, så vil vi gerne høre fra dig.

Fredensborg Arkiverne vil gerne indsamle historierne om borgerne i Fredensborg Kommunes hverdag og gøre det til en del af historien og bevare kilderne for eftertiden, og det kan også være DIN historie.
Tag et billede af din hverdag, skriv en dagbog eller skriv nogle linier om, hvordan din hverdag har ændret sig.
Du skal dog være indforstået med, at vi forbeholder os rettigheder til det materiale, du har indsendt eller postet her.
Det betyder, at det bliver gemt og brugt til formidling for eftertiden og at vi måske gengiver din historie på fredensborg.dk, når krisen er ovre.
 
 
Du er altid meget velkommen til at ringe eller skrive med dine lokalhistoriske spørgsmål på 72 56 33 33 eller arkiverne@fredensborg.dk.
Du kan selvfølgelig også besøge arkivet, der har til huse på rådhuset på Egevangen 3b, Indgang F.
Arkivet har åbent hver mandag 11-17 samt efter aftale.
I Fredensborg Arkivernes lyse lokaler er der ro til at fordybe sig i historien.
 

 

 

 

Livet vender tilbage på biblioteket og museerne

Fra den 18. maj var det atter muligt at besøge bibliotekerne i Fredensborg, Humlebæk og Nivå og låne de fysiske bøger med hjem igen. Det var dog med visse begrænsninger, da man helst ikke måtte opholde sig på biblioteket i for lang tid ad gangen. I ugerne siden er nogle af begrænsningerne lempet. Nu må man for eksempel godt bruge kopimaskinen, og fra d. 22. juni kan man igen sætte sig og læse dagens aviser, hvilket ikke mindst mange ældre har savnet. Vær dog i den forbindelse opmærksom på, at bibliotekerne indtil videre først åbner klokken 10.

Er man stadig nervøs for at bevæge sig ud blandt andre mennesker, herunder hen på biblioteket, tilbyder Fredensborg Bibliotekerne, at man kan ringe og aftale at få fyldt en pose med bøger og få bragt ud, enten af et familiemedlem eller efter anden aftale.

Biblioteket gør klar til en ny sæson med arrangementer. Det er foredrag med forfatterne Kaspar Colling Nielsen og Kirsten Thorup, ligesom de populære videnskabelige streamingforedrag fra Aarhus Universitet vender tilbage. Også samtalesaloner, booktalks, slægtsforskningscaféer og andre faste aktiviteter vil vende tilbage efter sommerferien.

Det endelige program for efteråret er stadig ikke helt klar, men hvis man holder øje med bibliotekets hjemmeside eller tilmelder sig biblioteksklubbens nyhedsbrev, kan man løbende holde sig orienteret og tilmelde sig de enkelte begivenheder.

Følg med på Fredensborg Bibliotekernes hjemmeside 
 

Se også hvordan du skal forholde dig ved besøg på kommunens museer: 

Nivaagaards Malerisamling
Ringovnen i Nivå 
Louisiana i Humlebæk
 

 

Pensionistudflugten er aflyst i år

For at undgå spredning af coronavirus, er det desværre nødvendigt at aflyse årets pensionistudflugt.
Der vil være pensionistudflugt i 2021, hvis det er sundhedsmæssigt i orden at tage af sted. 

 

 

Kiri

Vidste du, at du som borger i Fredensborg Kommune kan få hjælp døgnet rundt af vores digitale medarbejder Kiri?
Kiri finder du på vores hjemmeside www.fredensborg.dk, og kan svare på generelle henvendelsestyper døgnet rundt.
Du kan få hjælp af Kiri til information om aktivitetstilbud, ansøgning om hjælpemidler eller hvis du har brug for oplysning om aflevering af affald og mange andre spørgsmål.
Kiri er ikke en rigtig medarbejder, men det vi kalder en digital assistent, som kan svare på mange spørgsmål. 

Du kan naturligvis også bare benytte hjemmesiden, som du plejer og indtaste det, du efterspørger under SØG.

 

 

Redaktionen

Nyhedsbrevet er besluttet udgivet af Byrådet og redigeres i samarbejde med Seniorrådet, Forebyggelsesrådet og Ældre Sagen.

Næste nyhedsbrev udkommer efteråret 2020.

Læs mere om vores samarbejdsparter
Seniorrådet på https://seniorraad.dk/
Ældresagen på www.aeldresagen.dk/lokalafdelinger/fredensborg
Forebyggelsesrådet på www.fredensborg.dk/politik/raad-og-andre-udvalg/forebyggelsesraadet