logo
 
Nyhedsbrev 60 plus - nr. 2 november

Her vil vi gerne informere om, hvad kommunen tilbyder af forskellige aktiviteter.  For nogle af jer er børnene lige flyttet hjemmefra, for andre er det længe siden. Hvorom alting er, så er der ofte  brug for et andet perspektiv på livet og hverdagen, når man er over 60 og på vej mod sin tredje eller  fjerde alder.

 
Borgmesterens forord
logo

Årstiderne skifter og vi har igen fået de mørke morgener og eftermiddage. Og lige pludselig står julen og alle dens traditioner for døren. 

Og traditionen tro vedtog byrådet i oktober kommunens budget for næste år. Samtlige 27 medlemmer af byrådet står bag. Vi har dermed fået et solidt budget med størst mulig politisk opbakning. Det giver en god ro og stabilitet i hele kommunens virksomhed.   

Når det kommer til kommunens økonomi, så har vi aldrig haft så stor en kassebeholdning som i dag, hvor den er på næsten 300 millioner kr. Vi kunne godt ønske os, at vi måtte bruge nogle af pengene på mere velfærd og service. Men vi er desværre bundet af lovgivning og aftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Derfor må vi ikke bruge mere end den såkaldte serviceramme for Fredensborg Kommune. 

Når det er sagt, så mener jeg, at vi generelt har et højt og godt serviceniveau her i Fredensborg Kommune. Vi kan altid blive bedre – og det kan jeg også garantere, at vi konstant forsøger. Det er blandt andet nogle af de ting, du kan læse mere om her i nyhedsbrevet. 

Rigtig god fornøjelse.   

Venlig hilsen 
Thomas Lykke Pedersen
borgmester 

 
Første spadestik til det nye pleje- og rehabiliteringscenter i Humlebæk
logo

Onsdag den 14. november fra kl. 14.30 til 15.30 sættes spaden i jorden til det nye plejecenter i Humlebæk. Alle er velkomne til at være med for enden af Boserupvej 601 i Humlebæk. 

Pleje- og Rehabiliteringscentret kommer til at indeholde 30 plejeboliger og 40 pladser til borgere, der har behov for et akut eller midlertidigt ophold i forbindelse med deres rehabilitering. 

Det nye center vil have lægepraksis og kommunale træningsfaciliteter, og stå klar i 2020. 

 
Husk obligatorisk tidsbestilling i Borgerservice
logo

HUSK at bestille tid, hvis du har ærinde i Borgerservice på rådhuset.
Du bestiller nemt tid på fredensborg.dk/tidsbestilling, men du er også velkommen til at ringe til  kommunens kontaktcenter på 72 56 50 00 og bede dem om at hjælpe dig.

Ved du også, at NemID nøglepap-kortet kan erstattes af en NEM ID-nøglekort-app, som fungerer super nemt. Se i App Store eller hvor du henter Apps.  

 

Tidsbestilling
 
Refusion af udgifter til behandling

Nu behøver du ikke længere komme på rådhuset eller sende regninger med posten til kommunen, når du skal have refunderet udgifter til fx fodbehandling og tandlæge via dit helbredstillæg.

Vi kan nu håndtere dine regninger elektronisk og gennem kommunens hjemmeside. Det betyder, at du slipper for udgift til porto eller turen til rådhuset, og så får du hurtigere pengene sat ind på din konto. 
 
Du kan altid ringe til 72 56 50 00, hvor en medarbejder kan guide dig igennem løsningen. 

 

 
Demens – bliv klogere på hvad det offentlige tilbyder
logo

De fleste danskere kommer i berøring med sygdommen demens på et tidspunkt i deres liv. Enten som pårørende eller fordi de selv får stillet diagnosen. 
Der er mange typer af indsatser til borgere med demens – både for borgere, som har begyndende demens, moderat eller svær demens, og med den rigtige støtte og hjælp kan man fortsat have et godt og aktivt liv trods sygdommen.

 

Mere om demens
 
Fælles måltider er samvær med hinanden
logo

Nu er der mulighed for at spise sammen med andre i kommunens aktivitets- og dagcentre.  Spisefælleskaber styrker venskaber og skaber nye. 
Så kom og vær med.

En af deltagerne i spisefælleskabet siger:
”Fællesskabet er simpelthen så dejligt. Det forpligter og gør, at jeg kommer ud af vagten og får et givende socialt samvær over et velsmagende måltid mad. Jeg får god varieret mad, gode snakke og grin, som jeg ikke kan undvære”.

 

Fællesspisning - ja tak
 
Gratis influenza-vaccine

Vidste du, at hvis du har en kronisk sygdom eller har en alder på 65+, så har du mulighed for at få en gratis influenza-vaccine hos din praktiserende læge indtil den 31. december 2018. 
Vær opmærksom på at tidsbestilling kan være nødvendig.

 
Sund i Naturen
logo

I efteråret var to hold af borgere tilmeldt et nyt sundhedsfremmende tilbud i naturen ved bålhytten i Dageløkke Skov ved Nivå. 

Det ene forløb var for borgere med stress, angst eller depression. Her blev der arbejdet med stille aktiviteter, afslapning, naturformidling og sansning, under kyndig vejledning af forløbets sundhedskonsulent, friluftsvejleder og naturvejleder. 

Det andet forløb var for borgere med kronisk sygdom. Her var der fokus på motion og mere aktive naturoplevelser med hjælp fra en motionsvejleder og en naturvejleder. 

I begge forløb har bålkaffe og socialt samvær været vigtige ingredienser, ligesom der i begge forløb har været introduktion til to-tre foreningsaktiviteter f.eks. fiskeri og frisbeegolf.

Tilbuddet ”Sund i Naturen” kommer igen til foråret 2019, så hvis det kunne være noget for dig, eller kender du en der kunne være interesseret i at deltage, så hold øje med kommunens hjemmeside www.fredensborg.dk 

Hvis du har brug for flere oplysninger er du velkommen til at kontakte projektleder Anne-Lene Haarklou Hansen på telefon 41 21 81 90 eller mail: alhh@fredensborg.dk  

 
Ældre Sagens Pårørendecafé

Ældre Sagen i Fredensborg driver en Pårørendecafe med en tilknyttet pårørendegruppe på Egedal Byens Hus i Kokkedal.

Caféen er et tilbud til pårørende (ægtefælde/samlever/barn/forældre) til mennesker med en svær eller alvorlig sygdom. Her har man mulighed for at mødes med andre i en lignende situation.
Caféen er åben mandage i lige uger fra kl. 11 – 14.
Tilmelding er ikke nødvendig. Bare mød op.

Læs mere her på Ældre Sagens hjemmeside

 
GLA:D Træning for borgere med slidgigt i knæ og hofter
logo

Kommunen fortsætter i 2019 sit tilbud om at tilbyde borgere med slidgigt (artrose) i knæ og/eller hofter gratis træning efter GLA:D-principperne.
Træningen foregår på hold med op til 10 deltagere og udbydes 4-5 gange årligt. 

Tilbuddet kræver en henvisning fra egen læge. For at være berettiget til tilbuddet skal man være bosiddende i kommunen, være alderspensionist og have en lægediagnosticeret kronisk lidelse ud over slidgigten.  I øvrige tilfælde henvises til private fysioterapiklinikker, hvor der er egenbetaling.

Et GLA:D-forløb omfatter:
En individuel undersøgelse samt instruktion i et øvelsesprogram.
To efterfølgende undervisningsgange og i forlængelse heraf et seks ugers træningsforløb med to ugentlige træningsgange. 
Individuel afsluttende samtale og undersøgelse.

Du skal selv sørge for transport

Efter forløbet er målet, at man selv kan fortsætte med at udføre træningen, så man forebygger og evt. udskyder en operation eller endnu bedre -  helt undgår at det bliver nødvendigt.

Du kan altid høre mere hos fysioterapeut Nicholai Rømer på telefon 25 42 18 12.

 
Aktiviteter for ældre

På den kommunale hjemmeside kan du hurtigt og nemt få gode råd om bl.a KOL, Type 2 diabetes, læse om træning og rehabilitering.
Du kan også finde en liste over foreninger og klubber med fritidstilbud for ældre. 

 

 

Læs mere
 
LÆR AT TACKLE-kurser

Fredensborg Kommune tilbyder gratis kurser til dig med psykiske eller fysiske lidelser. 
LÆR AT TACKLE er selvhjælpskurser, som er med til at give deltagerne inspiration og redskaber til at tackle de problemer og udfordringer, der ofte følger med, når man har langvarig sygdom – eller er pårørende til én med langvarig sygdom.

Vi tilbyder følgende kurser
LÆR AT TACKLE - angst og depression for voksne over 18 år
LÆR AT TACKLE – angst og depression for unge 15-25 år 
LÆR AT TACKLE – hverdagen som pårørende – for pårørende til mennesker over 18 år
LÆR AT TACKLE – kronisk sygdom
LÆR AT TACKLE – kroniske smerter

Kurserne kræver ikke henvisning, men hvis du er interesseret i at høre mere eller at tilmelde dig, skal du kontakte sundhedskonsulent Line Berg Torsbakke på 21 20 72 02 eller på mail: lbto@fredensborg.dk.

 

 

Mere om at tackle
 
Træning - rehabilitering og selvtræning

Ergoterapeuter, fysioterapeuter og træningsassistenter arbejder alle med rehabilitering træning, aktivitet og deltagelse – og de står klar til at hjælpe dig. Blandt andet med selvtræning.

Læs om træning
 
Borgermøder
logo

Ved du, at du altid kan følge med i, hvornår kommunen holder borgermøde. 
Klik dig ind på www.fredensborg.dk/borgermøder - hvor du også har mulighed for at tilmelde dig besked om borgermøder. 

 
Nyt fra biblioteket

Vi arrangerer en bred vifte af spændende kulturtilbud hver sæson, der kan opleves både på Humlebæk, Nivå og Fredensborg Bibliotek. På biblioteket kan du blive medlem af biblioteksklubben og få rabat ved udvalgte arrangementer.
Gennem biblioteksklubben modtager du vores nyhedsbrev, hvor du kan læse mere om alle vores aktuelle arrangementer. Du kan tilmelde dig biblioteksklubben via www.fredensborgbibliotekerne.dk/biblioteksklubben

Du kan for eksempel være med til morgensang med vores sangglade besøgende. Det sker hver tirsdag kl. 10.30 på Nivå Bibliotek, og alle er velkomne. 

Er du nysgerrig på din families historie? Kom til slægtsforskningscafe d. 12. november kl. 10-12 på Fredensborg Bibliotek.
Der er slægtsforskningscaféer ca. 6 gange om året under ledelse af en ekspert, der vil hjælpe dig igennem.

Til ”Booktalk for bedsteforældre” kan du blive opdateret om den nyeste og mest spændende børnelitteratur, som du kan læse sammen med dine børnebørn. Vores dygtige børnebibliotekarer fortæller om de gode historier og de smukke illustrationer, mens du nyder en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Det er onsdag d. 21. november kl. 10-11 hos bager Antons i Nivå. 

Billetter til vores arrangementer kan du købe på biblioteket eller via vores hjemmeside www.fredensborgbibliotekerne.dk/arrangementer

 
Redaktionen

Nyhedsbrevet er besluttet udgivet af Byrådet og redigeres i samarbejde med Seniorrådet, Forebyggelsesrådet og Ældre Sagen.

Næste nyhedsbrev udkommer foråret 2019. 

 

 

 

 

 

 
 

Acceptér cookies

Denne hjemmeside anvender cookies til at analysere og forbedre brugen og brugeroplevelsen. En cookie er en lille tekstfil, som bliver lagret på din computer.

Hvis du ikke ønsker, at der bliver lagt cookies på din computer, eller hvis du ønsker at slette cookies, der allerede ligger der, er fremgangsmåden lidt forskellig fra browser til browser. Du kan finde en vejledning til, hvordan du skal gøre på hjemmesiden: http://minecookies.org/

Læs også Fredensborg kommunes cookiepolitik