Græsslåning

Måske går du og undrer dig over, hvordan kommunen slår græs i rabatterne – det er jo kun halvdelen der slås.

Men der er der en grund til – nemlig ønsket om mere biodiversitet og natur. Derfor er Nordsjællands Park og Vej kun ude for at beskære grøftekanter to gange om året og kun halvt.
Billederne her er fra Ullerødgårdsvej, hvor der er konstateret Engkarse på arealerne.

Engkarse blomstrer maj/juni, og sommerfuglen Aurora lægger æg på planten.  Æggene klækker efter 5-6 dage. Larven forpupper sig i lav vegetation tæt på jorden efter 2-3 uger og overvintrer og klækker næste år. Larven forventes derfor at overleve en sen slåning.
Så der er mening bag den nye form for slåning af rabatterne.

For øvrigt er biomassen fra insekter siden 1989 reduceret med 80 % i Europa. Nogle  kan formentligt selv huske, hvorledes forruden på bilerne tidligere var fyldt med insekter. Det er den ikke i dag.