Fredensborg Kommune har fokus på at beskytte data om borgere, virksomheder, ansatte og samarbejdspartnere, så håndteringen sker på sikker og lovlig vis.

Vi har tilknyttet to databeskyttelsesrådgivere som har til opgave:

  • at hjælpe borgerne, hvis de har spørgsmål eller brug for hjælp til kommunens håndtering af personoplysninger

  • at overvåge kommunens behandling af personoplysninger og rådgive os om korrekt overholdelse af databeskyttelsesreglerne.

Fredensborg Kommune har tilknyttet to databeskyttelsesrådgivere:

  • John Larsen
  • Jakob Sønderlund Sørensen

Du kan kontakte dem på dpo@fredensborg.dk 

Deres opgave er at holde øje med, at kommunen lever op til reglerne om databeskyttelse.

De kan også hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til kommunens behandling af dine oplysninger eller du har mistanke om, at kommunen har lækket personoplysninger eller på anden måde krænket fortroligheden i håndteringen af dine eller andre personers data.

Databeskyttelsesrådgiverne er uvildige og refererer ikke til kommunens administration.

Databeskyttelsesrådgiverne kan kun hjælpe dig med spørgsmål om databeskyttelse.

Du kan sende og modtage digital post via www.borger.dk eller www.e-boks.dk. Med digital post bliver informationen krypteret og signeret. Det betyder, at du har sikkerhed for, at meddelelsen ikke kan læses af andre end dig og modtageren. 

Når vi skriver til dig, og vores henvendelse indeholder personfølsomme oplysninger eller oplysninger om sociale forhold, bruger vi digital post.

Hvis din henvendelse til os indeholder personfølsomme eller andre private oplysninger, bør du også altid bruge digital post.

Når kommunen behandler personoplysninger om dig, har du en række rettigheder, som skal bidrage til åbenhed og gøre dig i stand til at varetage dine interesser.

Kort fortalt er dine rettigheder følgende:

  • Ret til at få information fra os om, at vi behandler oplysninger om dig
  • Ret til at få indsigt i oplysninger om dig selv
  • Ret til at få dine personoplysninger i en struktureret og maskinlæsbar form
  • Ret til at gøre indsigelse mod en ellers lovlig behandling af dine personoplysninger
  • Ret til at få urigtige eller vildledende oplysninger rettet (kommunen har som udgangspunkt ikke mulighed for at slette oplysninger om dig).
  • Ret til i visse tilfælde at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset.

Fredensborg Kommune løser mange forskellige opgaver og behandler i den forbindelse en række almindelige og følsomme personoplysninger afhængig af opgavetypen. Vi håndterer kun de personoplysninger som er nødvendige for, at vi kan løse vores opgaver.

Vi arbejder ud fra en række lovbestemmelser og interne retningslinjer i kommunen der skal sikre, at dine oplysninger bliver behandlet på den mest forsvarlige måde.

Du kan se eksempler på de to typer oplysninger her:

Almindelige personoplysninger

  • CPR-nr.
  • Navn
  • Adresse 
  • Telefonnummer
  • E-mail
  • Alder
  • Køn
  • Nummerplade
  • Økonomiske forhold
  • Billeder

Følsomme personoplysninger

  • Race/etnicitet
  • Straffeattest
  • Biometriske oplysninger (f.eks. fingeraftryk, Iris, DNA m.m)
  • Helbredsoplysninger
  • Religiøs/filosofisk overbevisning
  • Seksuelle forhold/orientering
  • Fagforening (tilknytning)

Mange af de personoplysninger vi behandler, får vi fra borgerne selv fx i forbindelse med en henvendelse eller ansøgning.

Nogle informationer henter vi selv fra offentlige registre. Det gælder fx oplysninger om indkomst, skat og ejendomsoplysninger.

Hvis vi har brug for at indhente oplysninger fra fx egen læge, hospital, arbejdsgiver e. lign. vil vi forinden bede om et samtykke fra dig.   

Der er forskel på, hvor længe vi gemmer dine oplyser, alt efter hvilken type sag eller sammenhæng oplysningerne indgår.

Kommunen er forpligtet til at håndtere oplysninger efter arkivreglerne. Der er fx regler om, at kommunen skal aflevere nogle typer oplysninger til Rigsarkivet, og at kommunen ikke må slette eller kassere data uden bemyndigelse fra Rigsarkivet.