Hvis du ønsker, at opsætte et solenergianlæg på din bygning eller på terrænet er der en række forhold, du skal undersøg, inden du går i gang.

Der er forskellige regler afhængig af

  • om solenergianlægget skal placeres på terræn eller på en bygning,
  • hvilken type bygning der er tale om,
  • om bygningen er omfattet af en lokalplan/byplanvedtægt,
  • og om byggeriet fx er beliggende i landzone.

Generelt anbefaler vi, at grundejerne arbejder med placering og udformning af solenergianlægget, så man foruden de tekniske forhold også forsøger at tilpasse anlægget til bygningen og omgivelserne. Husk, at der er mange som skal se på anlægget fremover.

Vi foreslår, at der anvendes anlæg med så lav refleksion som muligt, og mørke grå eller sorte farver på paneler, rammer og skinner/beslag. Ofte vil man opnå det bedste arkitektoniske resultat, hvis anlægget centreres på tagfladen i en sammenhængende flade. Ofte vil det også være en fordel at anlægget ikke placeres helt ud til kanten eller helt op til tagryggen.

Et solvarmeanlæg er en supplerende opvarmningskilde der i 60-70% af året kan opvarme det varme. Større anlæg kan anvendes til forvarmning af centralvarmeanlæg og/eller tilskud af energi til jordvarmeslanger.
Det varme vand kan enten bruges til varmt vand i hanerne eller ved større anlæg til varmt vand i radiatorer eller gulvvarmen og således opvarme boligen.

Du skal dog være opmærksom på at et solvarmeanlæg ikke kan stå som eneste varmeforsyningskilde. Afhængig af størrelsen på solvarmeanlægget, anlægstype og hvor stort et forbrug du har, kan et solvarmeanlæg normalt dække op til ca. 30 pct. af varmeforbruget og ca. 60 pct. af varmtvandsforbruget i en almindelig bolig.

De afgørende faktorer for om solvarmeanlæg er en mulighed for dig, er størrelsen af dit forbrug til opvarmning og varmt vand. Men når vi taler opvarmning af boligen spiller tilstanden af boligens klimaskærm også en væsentlig rolle. Er jeres bolig meget utæt, vil I helt naturligt også have et højt energiforbrug til opvarmning. Derfor kan det i første omgang være mest fornuft i at sikre, at huset er tæt og ordentligt isoleret. 
 
Er disse forhold i orden og I overvejer et solvarmeanlæg, skal følgende faktorer afstemmes nøje. Her er det væsentligt at få en ordentlig rådgivning.