33 % af det samlede CO2-udslip i Fredensborg Kommune kommer fra elforbruget.

Er du en af de mange, som gerne vil tage et klimaansvar og støtte vedvarende energi? Så er elforbruget et oplagt sted at starte - både ved at spare på strømmen og ved at vælge grøn strøm.

Som forbruger kan du påvirke udledningen af CO2 eller udbygningen af vedvarende energi, ved at stille krav til den strøm du køber.

Vedvarende energi indgår allerede i den strøm, du får leveret i dag, fordi ca. 25 % af din el stammer fra vedvarende energiproduktion.

Alle el-forbrugere bidrager til at støtte udbygningen af vedvarende energianlæg via de ”offentlige forpligtigelser” eller ”PSO”, som det typisk hedder på din elregning.

MEN ønsker du at gøre mere, kan du vælge at købe grøn strøm til at dække dit elforbrug.

Grønt elvalg har gjort det nemt.

På denne side kan du læse om de energiselskaber i Danmark som tilbyder grøn strøm, og her kan du også se, hvad det mere specifikt indebærer.

Belysning
Din belysning i dit hjem, er et godt sted at starte. Har du stadig gløde og halogenpærer i dit hjem, så kan det meget hurtigt svare sig økonomisk at skifte samtlige til LED-pærer.

Kvaliteten på LED-pærer varierer meget, og desværre er mange af lyskildernerne dårlig deklarerede – det er ofte svært at få oplysninger om farvegengivelse, energieffektivitet mv.

Specielt skal man være opmærksom på lysfarven, da der findes mange, særligt de billigere, med ret ”koldt” lys.

I hjemmet vil de fleste foretrække et varmere lys, hvilket er en farvetemperatur på under 3.000 K. Nogle bedre LED-pærer er helt nede på 2.700 K.
 

Elapparater
Mange el-apparater bruger strøm, selv om de bliver slukket. Det svarer til at lade vandhanen løbe hele døgnet eller til at købe en bil med hul i tanken! Disse apparater er såkaldte strømtyve og kan narre selv de mest miljøbevidste forbrugere, der plejer at slukke på apparaternes afbryderknap. Hvis du vil være på den sikre side, kan du med fordel huske to ting:
Afbryd dine nuværende apparater på væg-afbryderen.
Efterspørg apparater, der kan afbrydes.

Et godt sted at starte, når du vil spare på strømmen, er at få et overblik over dit forbrug og hvad det koster, ved at tjekke din elregning.
Dernæst kan du begynde at slukke for det lys og de apparater, du ikke aktivt bruger. Her er det vigtigt at du slukker på kontakten og ikke kun for apparatet, så undgår du standbystrøm.
 

Elmålere
Testet apparats elforbrug med et sparOmeter. Et sparOmeter bruges til at måle det enkelte apparats elforbrug og den fortæller samtidig, hvad det koster om året. Den fungerer ved, at du sætter sparOmeteret i stikkontakten og dernæst tilslutter dit elapparat. Her afsløres tydeligt om et apparat har et standbyforbrug eller om det bare har et alt for højt strømforbrug og måske skal skiftes ud. Du kan låne et SparOmeter f.eks. hos dit lokale elselskab, på biblioteket eller hos EnergiTjenesten.
 

Elspareskinner
Elspareskinner fungerer på sammen måde som almindelige elskinner med den forskel, at de har en indbygget afbryder, der gør, at du kan slukke for alle apparater, der er tilsluttet skinnen på én gang. Virkningen er den samme som at slukke for kontakten, men det kan være en hjælp, hvis kontakten sidder bag et skab.
 

Lyssensorer
Lyssensorer er en måde at undgå overforbrug af lys, uden at røre en finger. Ved hjælp af enten bevægelsessensorer eller skumringssensorer tændes og slukkes lyset automatisk. Bevægelsessensoren kan tidsindstilles så lyset automatisk slukkes efter et bestemt antal minutter, hvor der ikke er registreret bevægelse. Skumringssensoren tænder og slukker automatisk, når det bliver mørkt eller lyst. Læs også på siden om lysstyring.
 

Tænd-sluk-ur
Et tænd og sluk ur kan styre det tidsrum, hvor dine apparater står tændt, så du kan slippe for standbyforbrug i de tidsrum, hvor du aldrig bruger apparaterne, f.eks. om natten.