Søg støtte til istandsættelse af bevaringsværdige bygninger

Er du ejer af en bevaringsværdig bygning med en såkaldt SAVE-værdi på mellem 1-4, har du mulighed for at søge om støtte til istandsættelse i Fredensborg Kommune fra puljen til bevaringsværdige bygninger.

Byrådet vedtog i april 2018 at afsætte denne pulje til bevaringsværdige bygninger for at fremme vedligeholdelse og istandsættelser af bevaringsværdige bygninger. Det er tale om Fredensborg Kommunes egen pulje til bevaringsværdige bygninger og ikke en støtteordning under Byfornyelsesloven. I 2021 udgør den samlede pulje 400.000 kr.

Fredensborg Kommune ønsker at fremme større projekter, som giver et væsentligt eller synligt løft til bevaringsværdige bygninger, men også mindre projekter kan komme i betragtning. Tildeling af midler fra puljen sker ud fra en samlet helhedsvurdering af de indkomne projekter, og administrationen træffer beslutning om hvilke projekter, der får tilsagn om støtte. 

Ansøgningsfristen udløb den 3. maj. Der meddeles tilsagn om støtte senest 1. juli 2021 til dem der har søgt.

Om bevaringsværdige bygninger

Fredensborg Kommune udpeger bevaringsværdige bygninger i Kommuneplanen og i forbindelse med lokalplanlægning. I enkelte tilfælde foretages enkeltregistreringer af bygninger f.eks. i forbindelse med byggesager.

Den enkelte bygning tildeles en bevaringsværdi (den såkaldte SAVE-værdi) på baggrund af bygningens arkitektur, kulturhistorie, det omgivende miljø, originalitet og tilstand. Ved værdivurderingen vægtes arkitektur og kulturhistorie tungest. SAVE-værdien udtrykkes ved hjælp af et tal, og bygninger med SAVE-værdier fra 1 til og med 4 udpeges som bevaringsværdige i Fredensborg Kommune. Det er disse bygninger, der nu kan søges om støtte til forbedring af.

Registrering af bygninger og kulturmiljøer giver borgere, planlæggere og politikere en bedre mulighed for at vurdere, hvilke kulturhistoriske og arkitektoniske kvaliteter, der bør varetages ved omdannelse og udvikling i kommunen.