Byrådet har vedtaget at:
1. Enhver borger, forening eller virksomhed med relation til sager behandlet i udvalget kan få foretræde for de stående politiske fagudvalg.
2. Af hensyn til planlægningen af udvalgets møde skal en borger mv., der ønsker foretræde for et udvalg, anmelde dette til forvaltningen senest to hverdage forud for mødet. Udvalgsformanden vurderer, eventuelt efter en dialog med den borger mv., der har ønsket foretræde, om foretrædet er relevant.
3. Der kan ikke ske foretræde i personsager, hvori borgeren ikke er part. Der er mulighed for at medbringe bisidder.
4. Foretræde ledes af udvalgsformanden, der vurderer, hvornår foretrædet er afsluttet.
5. De foretrædende må alene redegøre for deres sag overfor udvalget, ikke stille spørgsmål til det. Når de har fremført deres sag, kan formanden lade udvalgsmedlemmerne stille opklarende spørgsmål til de foretrædende. Egentlige forhandlinger om sagen må altså ikke finde sted.
6. Af hensyn til det efterfølgende udvalgsmøde kan et foretræde højst være på 10 minutter. I tilfælde af, at der er flere forskellige foretræder, skal udvalgsmødet dog starte senest en halv time efter planlagt mødetid.
7. Muligheden for foretræde bortfalder i en periode af 3 måneder forud for kommunalvalget.
NOTE: Dialogen med de faglige organisationer sker via MED-systemet.
Kontakt Center for Politik og Strategi på politik@fredensborg.dk , hvis du ønsker at møde et fagudvalg.